Viser indlæg med etiketten Saft. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Saft. Vis alle indlæg

10. august 2013

Ribs- og solbærsaft

I min skønne have har jeg både ribs og solbær. Desværre har de ikke givet så mange bær i år, men så er det godt jeg har min mor i baghånden. Hendes bærbuske har virkelig båret frugt, så jeg har forsynet mig der. Jeg gider ikke lave så meget marmelade i år, for vi spiser ikke ret meget af det. Resterne fra sidste år skal spises, inden jeg fylder lageret op igen. Derfor er både ribs og solbær blevet kogt til saft. Kæresten min drikker en del saftevand, og så kan jeg jo lige så godt lave det selv. Det smager en hel del bedre end supermarkedssaft, og man slipper for en masse underlige tilsætningsstoffer.



Opskriften på ribs- og solbærsaft er den samme, så her får i den under en: Bærrene skylles, og blade fjernes. Stilkene kan man sagtens lade blive - det er det nemmeste. Bærrene puttes i en gryde, med en lille smule vand i bunden. Kog bærrene indtil de brister, og hæld massen op i en saftpose - Alternativt bruges en stor sigte, som beklædes med et rent viskestykke. Lad det dryppe godt af. Det tager nogen timer, så lad det evt. stå natten over. Når det er dryppet af, måles saften op. Af 4 kg bær får jeg ca. 3 liter saft.

Tip: Hvis du ikke har så mange bær, kan der spædes til med æbler. Æblesaften smager ikke igennem den kraftige smag af bær, men forøger mængden af saft.


Til hver liter siet saft bruges:

300 g sukker
1/2 tsk atamon

Saften koges op og tilsættes sukker. Kog indtil sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen, og fjern skummet fra saften. Tilsæt atamon.

Hæld den varme saft på skoldede, atamonskyllede flasker.


Den afkølede saft blandes med vand, inden den drikkes. Jeg blander ca. 2 dele vand til en del saft. Skal det være lidt ekstra lækkert, så prøv at blande med danskvand.


29. maj 2013

Rabarbersaft

Jeg gør hvad jeg kan, for at følge med rabarberne i min køkkenhave. Jeg har tabt på forhånd, for på trods af, at jeg kun har en enkelt række af dem, så vokser de så hurtigt, at jeg kan brødføde en mindre hær med rabarbergrød. Igår valgte jeg at plukke alle dem der var tykkere end en tommelfinger. Efter blad og rodende var skåret af var der omkring 5 kg fine stængler til fremstilling af saft. Smagen af rabarbersaft minder mig om ferier hos min farmor. Jeg tror aldrig hun købte en flaske saftevand i Brugsen, men til gengæld havde hun altid en flaske med det fineste lyserøde rabarbersaft på lager, til når vi børnebørn kom forbi.

Da jeg for ca. 6 år siden blev haveejer, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle have mig en køkkenhave, og at jeg ville bruge en del af afgrøderne til diverse former for sylt. Der stod nogle gamle solbærbuske i haven, og straks var drømmen om hjemmelavet solbærsaft født. Jeg investerede derfor i en saftkoger. En såkaldt tuttifrutti. Jeg fandt den hengemt i et hjørne af en genbrugsbutik, og måtte af med et svimlende beløb af 25 kr for den. Det var en god investering, for hvert år bliver den brugt, som minimum til en gang hyldebærsaft og en gang solbærsaft. Man kan sagtens lave saft uden en tuttifrutti, men jeg er nu glad for min, for det går lidt hurtigere, når trykket i gryden tvinger saften ud af frugterne. Jeg skal nok forklare herunder, hvordan du laver saft i en almindelig gryde.

Rabarbersaft - ca. 4 ltr færdig saft:

5 kg rengjorte rabarber
2 dl vand - kun hvis du koger saft i en alm. gryde
1 kg sukker - ca. 350 g pr. liter siet saft
2 tsk flydende atamon - 1/2 tsk pr liter færdig saft

Skær dine rabarber ud i mindre stykker - Det kommer sig ikke så nøje, hvor store de er. Jeg skærer dem bare ud i stykker på 5 -7 cm. Put dem i en gryde sammen med vandet. (hvis du har en saftkoger, går jeg ud fra, at du ved hvordan den virker, så det vil jeg ikke komme ind på her)


Lad rabarberne koge, indtil de er mere eller mindre udkogte. Det gælder om at få så meget saft ud af grøntsagen som muligt - Ja, rabarber er en grøntsag. Herefter hældes grydens indhold op i en saftpose. Har du ikke sådan en, kan du beklæde en stor sigte med et rent viskestykke. Lad derefter saften løbe gennem klædet og ned i en skål. Du har nu ren siet saft.

Jeg har ikke billeder af denne process, så i får da lige et af tuttifruttien.


Mål saften op, for at se hvor mange liter du er endt med at have. Hæld det i en gryde, og kog det op. Tilsæt sukker, og giv det et hurtigt opkog, så sukkeret opløses. Fjern det skum der lægger sig ovenpå saften. Tag gryden af varmen og tilsæt atamon - Atamon må ikke koges, for så mister det virkningen.


Hæld saften på flasker, og luk dem til med det samme. Husk først at skolde dine flasker, for at dræbe evt. bakterier. Efter skoldning giver jeg dem et lille skvæt atamon, som rystes rundt i flasken, og derefter hældes væk inden saften fyldes på - bare for at være på den sikre side.


Saften vil skumme lidt, når den hældes på flaske, men skummet forsvinder igen efter lidt tid.


Rabarbersaft har bare den fineste lyserøde farve. Inden det drikkes, blandes det i forholdet 1:1 (sådan ca.) med vand. Alternativt kan det blandes med danskvand, som jeg har gjort her. Brug evt. lidt frosne bær som isterninger. Så er der dejlig læskende sommerdrik.