Viser indlæg med etiketten Solbær. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Solbær. Vis alle indlæg

19. oktober 2014

Solbær/ribsgele

I sommers, da solbær og ribs hang som perler på rad, havde jeg knap nok tid til at få dem plukket, og ligefrem at få lavet noget af dem, var ren ønsketænkning. Det lykkedes mig dog at finde tiden til at plukke en ordentlig spand bær, som blev vasket og puttet i fryseren. Nu hvor højsæsonen på kroen er ovre, og jeg har lidt mere fritid, er der så blevet lavet gele og marmelader af mine sommerbær.

Jeg er ret glad for geleer. De kan bruges til at overtrække frugter og bær ovenpå kager, og er fantastiske til at bidrage med lidt sødme til skysovsen. En god gele, kan sågar spises på et stykke ristet brød eller et rundstykke søndag morgen.

Solbær/ribsgele


  • Blandede solbær og ribs - Jeg havde ca. 3 kg bær som endte med at give godt 2 ltr saft.
  • En lille smule vand
  • 1 kg sukker pr. ltr. saft
  • Evt. atamon


Hæld vand i en gryde, så bunden akkurat er dækket. Put bærrene i gryden, og kog dem op, så de brister. Hæld bærrene op i en saftpose, og lad dem stå til afdrypning natten over. Det er ret vigtigt, at saften laves i saftpose i stedet for i en saftkoger. I saftkogeren bliver saften fortyndet af dampen, og smagen i geleen vil derfor ikke blive så intens, hvis du gør det på denne måde.
Når saften er afdryppet, måler du hvor meget der er, og den hældes i en gryde.


Kog saften op. Der vil samle sig noget grumset skum på toppen. Dette skummes af og kasseres.


Tilsæt sukkeret, kog saften op igen, og lad den simre, indtil sukkeret er opløst. Lav evt. en gele-prøve - Dyp en teske i gryden og lad saften dryppe af skeen. Hvis den sidste dråbe bliver lang, og ikke rigtig vil slippe, så er geleen klar. I mellemtiden kan du skolde dine glas, og evt skylle dem med atamon. Vil du have atamon i din gele, tages saften af varmen, og atamon tilsættes.


Hæld den varme saft på glas, men undlad at lukke dem, før geleen er blevet kold - Kondens kan ødelægge geleen. Jeg plejer at lægge et rent viskestykke over glassene, og lade dem stå til næste dag.


Gem din gele til mørkere tider. Når først et glas er åbnet skal det opbevares på køl, men uåbnede glas kan sagtens opbevares udenfor køleskabet.





10. august 2013

Ribs- og solbærsaft

I min skønne have har jeg både ribs og solbær. Desværre har de ikke givet så mange bær i år, men så er det godt jeg har min mor i baghånden. Hendes bærbuske har virkelig båret frugt, så jeg har forsynet mig der. Jeg gider ikke lave så meget marmelade i år, for vi spiser ikke ret meget af det. Resterne fra sidste år skal spises, inden jeg fylder lageret op igen. Derfor er både ribs og solbær blevet kogt til saft. Kæresten min drikker en del saftevand, og så kan jeg jo lige så godt lave det selv. Det smager en hel del bedre end supermarkedssaft, og man slipper for en masse underlige tilsætningsstoffer.



Opskriften på ribs- og solbærsaft er den samme, så her får i den under en: Bærrene skylles, og blade fjernes. Stilkene kan man sagtens lade blive - det er det nemmeste. Bærrene puttes i en gryde, med en lille smule vand i bunden. Kog bærrene indtil de brister, og hæld massen op i en saftpose - Alternativt bruges en stor sigte, som beklædes med et rent viskestykke. Lad det dryppe godt af. Det tager nogen timer, så lad det evt. stå natten over. Når det er dryppet af, måles saften op. Af 4 kg bær får jeg ca. 3 liter saft.

Tip: Hvis du ikke har så mange bær, kan der spædes til med æbler. Æblesaften smager ikke igennem den kraftige smag af bær, men forøger mængden af saft.


Til hver liter siet saft bruges:

300 g sukker
1/2 tsk atamon

Saften koges op og tilsættes sukker. Kog indtil sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen, og fjern skummet fra saften. Tilsæt atamon.

Hæld den varme saft på skoldede, atamonskyllede flasker.


Den afkølede saft blandes med vand, inden den drikkes. Jeg blander ca. 2 dele vand til en del saft. Skal det være lidt ekstra lækkert, så prøv at blande med danskvand.