15. april 2013

Græske pitabrød

Pita er græsk og betyder flad. De pitabrød man får i Grækenland, adskiller sig fra dem vi kender her hjemme fra, ved at det er et blødt fladt brød som bliver foldet rundt om fyldet. De har altså ikke en lomme, der kan fyldes op, men minder mere om de indiske naan brød. Egentlig er pitabrødet en tyrkisk opfindelse, og traditionelt set brækkes de i stykker og bruges til at fange humus eller lignende. Jeg har endnu aldrig været i Tyrkiet, så jeg ved ikke om deres pitabrød har lommer eller ej, så jeg kalder dem her for græske. De smager fuldstændig som de pita-gyros og pita-souvlaki jeg dagligt gnaskede i mig i Rethymno sidste sommer.

Græske pitabrød - 6 stk:

3 dl lunken vand
15 g gær
1 tsk sukker
1 1/2 tsk salt
2 spsk olivenolie
500 g hvedemel
1 1/2 tsk bagepulver

Olie til panden

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og ælt det hele godt sammen. Det skal være en meget blød og smidig dej. Lad dejen hæve tildækket og lunt i 15 min.


Ælt dejen igennem, og del den i seks stykker. Tryk hvert stykke fladt, og rul det ud på et meldrysset bord.


Pensl en pande med lidt olie, og varm den godt op. Steg brødene et par minutter på hver side, så de får lidt farve. Vend dem et par gange undervejs, så de ikke bliver for mørke.


Læg brødene på bageplader, og bag dem 5 min. ved 220 grader varmluft. Brødene kan bages i god tid, og blot varmes et øjeblik på grillen eller i ovn, inden servering.


Her er brødene serveret sammen med souvlaki og tzatziki





Ingen kommentarer:

Send en kommentar