Viser opslag med etiketten Marmelade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Marmelade. Vis alle opslag

17. september 2017

Cremet blommemarmelade

Starten på efteråret er lig med blommesæson. Jeg har desværre ikke selv et blommetræ (det skal jeg vist have lavet om på) men hjemme hos mine forældre står et gammelt træ, hvor jeg har spist mig mangen mavepine til, gennem min barndom. Igen i år har det bugnet med blommer, så min mor har råbt til alle verdenshjørner, for at få nogen til at komme og hente. Når mor kalder, kommer jeg løbende med min kurv - Gratis blommer siger jeg ikke nej til.



I år har jeg valgt at lave blommemarmelade. En blød og cremet variant, med en intens smag af sensommer. Jeg bager blommerne i ovnen, for at fordampe en god del af væsken fra frugten. Derved intensiveres smagen af blomme, og samtidig karamelliseres sukkeret en smule, hvilket kun er med til at bidrage til den gode smag. Ved at lave marmeladen i ovnen, slipper du også for besværet med hele tiden at røre i gryden, for at undgå at det brænder på - Af en eller anden årsag har blommemarmelade en tendens til at brænde på.

Cremet blommemarmelade:

  • 2,5 kg søde blommer
  • 1,2 kg sukker
  • 2 vanillestænger
  • 4 tsk melatin til marmelade
  • 4 spsk sukker
  • Evt. atamon


Vask blommerne, del dem og fjern stenene. Det tager lidt tid, men jeg synes det er nemmere, end at rode rundt i de varme blommer, for at fange sten.


Flæk vanillestængerne, skrab kornene ud, og bland dem med sukkeret. Sukker og vanillestænger vendes derefter sammen med blommerne i en stor bradepande.
Sæt bradepanden i ovnen ved 150 grader varmluft, og bag blommerne i 2 timer.


Tag bradepanden ud af ovnen, fisk vanillestængerne op. Bland melatin med sukker, og drys det over blommerne. Giv hele herligheden en hurtig tur med en stavblender, og sæt bradepanden tilbage i ovnen i 10 minutter.


Hæld den varme marmelade på skoldede, atamonskyllede glas.




24. februar 2015

Tranebærmarmelade med appelsin

Jeg har længe haft billederne til denne opskrift til at ligge på min computer. Det er bare ikke lige altid, at jeg har tid til at få skrevet indlæg til bloggen. Selv om sæsonen for tranebær er ovre, er opskriften stadig god, og til nød kan man bruge tørrede tranebær, som lægges i blød i ca et døgn. Opskriften kan også bruges til tyttebær.

Tranebær er en såkaldt superfood. De er smækfyldt med næringsstoffer, antioxidanter, og benzosyrer, som har en konserverende effekt - Det er også forklaringen på at tranebær forebygger blærebetændelse. Men tranebær er jo ikke bare super sunde, de er også super lækre. Fra naturens side har de en let syrlig og bitter smag, og det er derfor ikke så udbredt, at spise dem rå. Når de bliver tilberedt træder sødmen lidt mere i karakter, og tilsætter man sukker, smager de jo simpelthen fantastisk.

Tranebærmarmelade med appelsin:


  • 500 g tranebær
  • 4 appelsiner 
  • 500 g sukker


Vask bærrene og put dem i en gryde sammen med saften fra appelsinerne.


Bring gryden i kog, skru ned for varmen, og lad den simre, til bærrene er bristet. Tilsæt sukker kog op igen. Lad marmeladen simre indtil sukkeret er opløst. Der er så meget tørstof i tranebær, at det ikke er nødvendigt at jævne.


Hæld marmeladen på skoldede, atamonskyllede glas og luk dem straks.

21. august 2013

Citrus/hybenmarmelade

En af fordelene ved at bo tæt ved fjord og skov, er at man bor lige midt i naturens spisekammer. Jeg holder meget af at opholde mig i naturen, så jeg finder stor tilfredsstillelse ved at gå en tur og finde ting og sager, som jeg kan bruge i madlavningen. Lige i øjeblikket kan man samle bunker af hyben, men mange anser dem ikke for noget særligt. Jeg synes at hyben er lækre, omend de er noget besværlige at rengøre.

Denne marmelade ligger milevidt fra den klassiske appelsinmarmelade, som efter min mening smager af gammel sur morfar. Jeg kan simpelthen ikke fordrage den bitre smag. I denne opskrift, har jeg godt nok brugt appelsiner, men kun i form af fileter. For at gøre den lidt mere syrlig, og give den et strejf af bitterhed, bruger jeg saft og skal af et par citroner. Jeg synes kombinationen er himmelsk, og selv om det tager forholdsvist lang tid at klargøre frugterne, så er det alt arbejdet værd. Resultatet er en fin gul marmelade med orange stykker af hyben - En c-vitamin-bombe, som bringer lykke på de kolde, mørke vinterdage.

Citrus/hybenmarmelade - ca. 1 liter:

10 appelsiner
2 citroner
500 g hyben - svarende til 250 g rengjorte hybenskaller
300 g sukker
Geleringsmiddel
1 tsk atamon

Vask hyben og fjern, stilk, blomst og kerner. Hak hybenene - Jeg giver dem en hurtig tur i min foodprocessor, men det kan selvfølgelig også gøres med kniv. Skær appelsinerne ud i fileter - Gør det over en gryde, så du får opsamlet saften der løber fra. Pres saften ud af "skroget" og endeskiverne.



Riv den gule skal af citronerne, og pres saften ud. Put sukker, hakkede hyben, citronskal og -saft i gryden sammen med appelsinfileter og -saft. Kog hele herligheden op, og lad det simre i 10 - 15 min.


Tilsæt geleringsmidel - følg anvisningerne på posen. Tag gryden af varmen, og tilsæt atamon. Fyld den varme marmelade på skoldede, atamonskyllede glas.



14. august 2013

Tomatmarmelade

Jeg har været ved at rydde lidt ud i mit drivhus. Det var blevet til lidt af et vildnis, efter jeg er begyndt på nyt job, og dårligt nok har tid til at spise de grøntsager jeg dyrker deri. Der var efterhånden rigtig mange tomater, der trængte til at blive plukket, og jeg har derfor været ved at lave tomatmarmelade. Det lyder måske som en mærkelig ting i nogle ører, men tomaten er jo egentlig et bær, og den er lækker og sød, så hvorfor ikke lave marmelade af den? Jeg kan godt lide en smule marmelade ovenpå en ostemad, og her er tomatmarmeladen virkelig god. Den kan også spises som tilbehør til stegt kød, eller blot på en skive brød. Prøv den, den er god!



Tomatmarmelade - ca. 1/2 liter:

800 g tomater - Jeg endte med at have ca. 400 g, da de var rengjort.
200 g sukker
1/2 dl æblecidereddike
Bælgen fra en vanillestang - jeg gemmer dem, når jeg har brugt marven
Geleringsmiddel - læs anvisningerne på posen
1 1/2 tsk flydende atamon

Skær tomaerne over og fjern blomst og indmad - det tager ret lang tid, hvis man, som jeg, har valgt at dyrke cocktail- og cherrytomater.


Hak tomaterne lidt - Jeg giver dem en kort tur i min foodprocessor, men det kan selvfølgelig også gøres med en kniv. De skal bare være i mindre stykker, ikke hakkes til mos.

Put tomaterne i en gryde sammen med æblecidereddike, vanillebælg og sukker. Kog det op, og lad det simre i 10 min. Tilsæt geleringsmiddel - Følg instruktionerne på posen. Tag marmeladen af varmen, tilsæt atamon og rør godt rundt.


Fyld marmeladen på skoldede, atamonskyllede glas, og luk dem straks.