Viser opslag med etiketten Abrikos. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Abrikos. Vis alle opslag

26. juni 2017

Sirupslagkage med smørcreme

Lige om lidt har jeg fødselsdag. Jeg bliver 33 år 29 år. For mange er fødselsdage synonymt med flødeskumslagkager. Sådan har jeg det ikke. Faktisk kan jeg ikke finde en kage, som jeg er mindre glad for end en flødeskumslagkage. Det er lige en tand for blødt og smattet til mig. Derfor har jeg, de senere år, forkælet mig selv med en sirupslagkage på min fødselsdag. Det er en kage, som er forbundet med en masse minder om min elskede, og savnede, farmor. Når vi kom på besøg, hev hun af og til en sirupslagkage ud af spisekammeret. Den var altid lagt sammen med smørcreme, og så var der kakaoglasur og krymmel på toppen.
Den opskrift jeg deler her er ikke min farmors. Jeg ved ikke om min farmors opskriftsbog stadig eksisterer, men hvis den gør, så ved jeg ikke hvem der har den. Så jeg har måttet tage til takke, med en tilfældig opskrift, som jeg med tiden har justeret til at blive min egen. Det er den dog ikke blevet dårligere af. Hvis du er til krydrede kager, så skylder du sig selv at forsøge sig med den her. Det tager max 20 minutters effektiv arbejdstid at lave den (når man ikke medregner bagetid og afkøling) Og så kan den laves et par dage i forvejen, hvis det kniber med tiden, på den dag du skal bruge den. Faktisk bliver den kun bedre af at stå og trække et par dage, efter den er lagt sammen.



Sirupslagkage - 6-8 prs:


  • 125 g sirup
  • 50 g brun farin
  • 2 æg
  • 125 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk kanel
  • 1/2 tsk stødt nellike
  • 1 tsk stødt ingefær


Smørcreme:


  • 125 g blødt smør
  • 200 g flormelis
  • 1 æggeblomme


Evt:

  • Abrikosmarmelade



Sirup, farin og æg piskes skummende. Alle de tørre ingredienser blandes og røres i.


En springform eller lagkageform smøres og drysses med mel. Jeg har sådan nogen smarte forme i silicone - de er klart de nemmeste at få kagen ud af efter bagning. Dejen hældes i formen, og bages 20 min ved 200 grader.


Ld kagen køle helt af, inden du deler den i to. Du kan lave smørcremen imens, ved at piske alle ingredienserne sammen, indtil sukkeret er opløst. Pas på ikke at piske for meget, for sådan en creme kan godt skille, hvis den bliver for varm. 


Fordel smørcremen på bunden, og derefter et lag abrikosmarmelade, hvis du er til det.

Den her kage bliver forholdsvist flad, og ser ikke ud af ret meget, men derfor smager den helt faktastisk alligevel. Hvis du vil have en højere kage, så bag to kager, så du får 4 bunde. Lav tilsvarende dobbelt op på smørcreme.


Byg kagen op af det antal lag du ønsker. Overtræk kagen med kakaoglasur, og pynt den med krymmel, mandelsplitter, frysetørrede bær, eller hvad du nu lige synes. Lad den gerne stå på køl et par dage - Hvis du kan vente så længe.



17. december 2013

Fyldt ribbensteg a la porchetta

Her op til jul, synes jeg godt, at det hele kan gå lidt for meget op i klassiske danske retter som medister, frikadeller, ribbensteg og des lige. Så hvorfor ikke give det et pift, og løfte det til noget lidt lettere? En ribbensteg kan forvandles til noget der minder meget om en porchetta, og det er faktisk ikke så svært. Serveres den med noget let og friskt, som f.eks. en rødkålssalat, ender man med noget der smager lidt af jul, men man undgår at sidde tilbage med sure opstød, fordi man har spist for mange brunede kartofler og for meget fed sovs.

Porchettaen laves typisk af slaget fra en gris, men når jeg har sådan et, bliver det tryllet til rullepølse. Ribbenstegen bor lige ved siden af slaget, og egner sig lige så godt til at lave en rullesteg med sprøde svær. Desuden er ribbenstegen nemmere at få fat i, da sådan en kan købes i langt de fleste supermarkeder.

Fyldt ribbensteg a la porchetta - 4 prs:

1 ribbensteg på ca. 1 kg
1/2 løg
2 fed hvidløg
6 tørrede abrikoser
Salt og peber

Ribbenstegen skæres næsten helt igennem, og åbnes som en bog. Drys kødet med 2 tsk groft salt og 1 tsk friskkværnet peber.


Løg og abrikoser hakkes i små tern, og hvidløgsfedene presses. Rør det sammen i en lille skål. Læg blandingen som en stribe, på den del at ribbenstegen der ikke har svær på den anden side.


Fold kød ind over fyldet og rul hele stegen sammen. Bind den godt med kødsnor.


Gnid hele rullen med salt, ligesom du ville gøre med en alm. ribbensteg. Læg den i et fad med lidt vand i bunden. tilsæt en tsk salt til vandet. Sæt stegen i en forvarmet ovn ved 230 grader. Lad den stege 10 min og skru temperaturen ned til  180 grader.


Stegen skal have 75 - 90 min inden den er færdig. Brug evt. et stegetermometer, for at ramme en centrumtemperatur på 75 grader.


Lad stegen hvile i 10 min. inden den skæres ud. Server evt. med en rødkålssalat. Hvis du ikke kan undvære sovs og kartofler, kan du lave en sovs af stegeskyen fra fadet.