11. oktober 2014

Madbloggerudfordringen 4: Bagt torsk med persillepanade og pasta med sennepssauce

I denne uge er det gået helt i fisk for de danske madbloggere. Endnu en runde af Madbloggerudfordringen er skudt igang, og denne gang har 56 bloggere taget udfordringen op. Kvinden bag Madbloggerudfordringen er Nada, som også er ophavskvinde til bloggen La Cucina Nada. Hun har denne gang allieret sig med Skagenfood, som har leveret en fiskepakke til de første 50 bloggere der meldte sig til udfordringen. De forskellige bidrag kan ses på Madbloggerudfordringens facebookside.

Min fiskepakke viste sig at indeholde torsk - En fisk som jeg holder meget af at spise, og som jeg jævnligt serverer både her hjemme og på jobbet. Jeg er egentlig meget glad for, at jeg fik en fisk jeg er vant til at arbejde med, for jeg havde glemt alt, om at fiskepakken ville komme onsdag i denne uge. Derfor blev min opskrift en ret hurtig improvisation, over hvad jeg lige havde i køleskabet. Det endte, som så ofte før, ud i en pastaret.

Bagt torsk med persillepanade og pasta med sennepssauce:


  • 600 g torskefilet
  • Salt og peber
  • 30 g persille uden stilk
  • Skal af 1 citron
  • 2 spsk rasp
  • 20 g smør

  • 500 g frisk pasta

  • 1 dl hvidvin
  • 2 dl fiskefond
  • 2 1/2 dl cremefraiche
  • Ca. 1 spsk stærk sennep
  • 1 tsk salt
  • Lidt citronsaft

  • En håndfuld hakket persille


Start med at sætte vand over til pastaen.



Skær torskefileterne ud i 4 lige store stykker. Hvis ikke stykkerne er lige tykke, kan det være en fordel, at skære et lille snit i dem, og folde den tynde ende ind under resten af fileten. På den måde får du ensartede stykker, som ikke bliver overtilberedt i den tynde ende.



Blend persillebladene med rasp, citronskal og smør, så det bliver en ensartet masse (en tapenade) Krydr torskestykkerne med salt og peber, og fordel tapenaden ovenpå.


Hvidvin og fiskefond puttes i en kasserolle og koges ned til halvdelen, så der er 1 1/2 dl væske tilbage.
Sæt torsken i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft - Den skal have ca. 10 min. Kog pastaen.
Creme fraichen piskes ud i den nedkogte væske sammen med sennep. Bring saucen i kog og smag til med salt, sennep og citronsaft.


Vend pastaen sammen med sauce og friskhakket persille.


Anret pastaen med et stykke bagt torsk ovenpå.


Server med et glas kold hvidvin.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar