4. januar 2015

Spidskålsalat med porre og æble

Om vinteren er det ofte de tunge og lidt fede retter, der dominerer de danske middagsborde. Sådan er det også her i huset. Men jeg kan altså godt komme til at savne de lette, friske og sprøde salater, som jeg fylder mig med om sommeren. Det sker meget sjældent, at jeg køber grønne salater om vinteren. De smager ganske enkelt ikke af en pind. Til gengæld kan jeg godt lide at lave salater af kål. Spidskål er en af favoritterne. Nu er sæsonen for dansk spidskål ganske vist også overstået, men da jeg kom forbi et lækkert økologisk spidskål på tilbud til 12 kr, endte det alligevel i min indkøbsvogn - Den hoppede nærmest selv derned.

Spidskålsalat med porre og æble:


  • 1 spidskål
  • 1 stor porre
  • 2 æbler
  • 2 dl fløde
  • 4 spsk citronsaft
  • 2 spsk sukker
  • En knivspids salt




Fløde, citronsaft, sukker og salt røres sammen og stilles på køl - Efter en halv times tid skulle fløden gerne være begyndt at tykne en smule.

Skær kålen ud i fine strimler, porren skæres ud i tynde ringe, og æblet skæres i grove tern.


Bland kål, porre og æble i en skål, og hæld den syrnede fløde over.


Bland det hele godt sammen, og lad det gerne trække ca. en halv time på køl, inden servering.


Den her salat egner sig fortrinligt som tilbehør til aftensmaden. Idag spiste vi den til frokost, så jeg valgte at toppe den op med kogte vagtelæg.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar