23. marts 2014

Ramsløgsmayo - Nordisk aïoli

Det er blevet sæson for ramsløg, og hvis man kigger godt efter, kan man over alt se foodies i skovbunden, med måsen i vejret. Siden bølgen med nordisk mad væltede ind over den gastronomiske verden, er ramsløg blevet hypet til uanede højder. Jeg kan godt lide idéen med at gå ud i naturen, og hjembringe spiselige ting og sager, så selvfølgelig er jeg også glad for ramsløg. En del af hypen hænger måske også sammen med, at ramsløg er en lille forårsbebuder. Når ramsløgene titter frem, er der ikke længe til rabarberne følger efter, og så går det ellers slag i slag, med de lækre spæde grøntsager, som vi alle længes efter på denne tid af året.

Jeg var en tur i skoven idag, for at samle lidt forsyninger, så jeg har selvfølgelig leget lidt i køkkenet idag. En af de ting jeg fik tryllet frem, var en lækker ramsløgsmayo, som vi nød til en gang rodfrugtfritter her til aften. Smagen minder en hel del om aïoli, så brug det endelig som en erstatning for det.

Ramsløgsmayo:

2 dl rapsolie
100 g ramsløg
1 ægeblomme
1 knivspids dijon sennep
1/2 tsk citronsaft
1/3 tsk salt



Varm olien op til 50 grader - Dette gøres for at få en flot grøn farve. Put de vaskede ramsløg i en blender sammen med den varme olie, og blend til du har en lind grød.


Læg et rent viskestykke i en sigte over en skål - Jeg har nogle viskestykker som jeg udelukkende bruger til den slags, da de godt kan blive misfarvede. Saml viskestykket sammen og pres olien gennem stoffet.


Put æggeblomme, sennep, citronsaft og salt i en skål og pisk det til det bliver lidt sejere og cremet.


Tilsæt olien lidt efter lidt mens der piskes. Sørg for hele tiden at arbejde olien ind i massen, så der ikke kommer til at ligge en sø - Ellers kan mayoen nemlig godt skille.


Brug som dip, der hvor du normalt ville have brugt en alm. krydret mayo eller aïoli.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar