24. november 2013

Nemme brunkager

Julemåneden er lige rundt om hjørnet, og her i huset betyder det, at det er blevet tid til julebag. En af de helt klassiske er selvfølgelig brunkagen - eller peberkagen, som den oprindeligt hed. Jeg har egentlig altid undgået at bage brunkager, for jeg synes det er utroligt besværligt først at skulle koge en sukkermasse op, køle den af, lave den til dej, og trille den til pølser, for derefter at lade den overnatte på køl, inden den skæres ud i kager og bages. Men så var det, at jeg fandt ud af, at de faktisk kan laves på en lidt nemmere måde. Jeg fik en opskrift af en bager, og hendes brunkager er altså rigtig gode - og nemme. Desværre er det lykkedes mig at smide opskriften væk, så jeg måtte sjusse mig lidt frem. Men hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg, at min opskrift er blevet rigtig god.

Brunkager:

125 g blødt smør 

200 g brun farin
1 æg
175 g sirup
1 tsk stødt kanel
1 1/2 tsk stødt nellike
1/2 tsk hjortetaksalt
40 g mandelflager
500 g hvedemel

Smør og brun farin æltes godt sammen - brug en røremaskine eller håndmikser. Derefter tilsættes æg, sirup, krydderier og mandelflager, og det hele røres grundigt sammen.




Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen, og få det hele æltet sammen. Når dejen er færdig er der to muligheder: Enten stilles den på køl et par timer, til den har sat sig. Derefter kan den rulles tyndt ud på et mel-pudret bord og stikkes ud. Jeg bruger den metode der er nemmest. Jeg ruller dejen til pølser, som pakkes i husholdningsfilm, og stilles på køl natten over. Rullerne kan også fryses, og gemmes til senere brug.


Rullerne skæres i skiver på 2-3 mm mens de stadig er kolde. Pas på de ikke bliver for tykke, for de hæver lidt under bagning.


Kagerne bages ca. 7 min ved 200 grader varmluft. Når de er færdige, køles de af, inden de fyldes i kagedåse.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar