28. oktober 2013

Okse/grøntsagsboller med tomatsauce

For noget tid siden fik en madblogger-kollega en god idé. Hun spurgte om ikke der var nogen der var friske på en lille udfordring. Deltagerne ville hver især få tildelt en af de andre deltagende blogs, hvor vi så frit kunne vælge en opskrift til fri fortolkning eller blot til efterligning. Madbloggerudfordringen 2013 var født, og jeg er selvfølgelig med. Jeg blev tildelt bloggen LykkesMad og faldt hurtigt over en opskrift på Okse/grøntsagsboller med tomatsauce, som jeg så nogle muligheder i. Jeg er nok lidt erhvervsskadet - Jeg er meget dårlig til at følge en opskrift, og har en tilbøjelighed til altid at ændre lidt hist og pist. Alt i alt synes jeg egentlig, at jeg har fulgt Lykkes opskrift ret godt.

Jeg har taget udgangspunkt i de råvarer Lykke har brugt i sin opskrift, men lavet det om, så det passer lidt bedre ind i min verden. Lykke har valgt at bruge en pakke hakket oksekød med grøntsager fra Coop - Et initiativ de har taget, for at gøre hakket oksekød "grønnere" og sundere. Jeg valgte selv at tilsætte grøntsager til min fars. Dels fordi jeg ikke vil betale kødprisen for hakket grønt, dels fordi jeg gerne selv vil bestemme hvilke gøntsager der skal i mine kødboller - Jeg vælger selvfølgelig lækre grøntsager fra min have. En anden ting jeg har ændret på er saucen. Jeg brød mig ikke synderligt om Lykkes version, som er helt plain dåsetomater, smagt til med laurbær, sukker og salt. Saucen vil helt sikkert være rigtig god til børn og andre sarte sjæle, men for mig er den for kedelig - Jeg kan godt lide lidt flere nuancer af smag.


Okse/grøntsagsboller med tomatsauce - 3 prs.

Kødboller:

400 g hakket oksekød
75 g selleri
75 g porre
50 g gulerod
50 g løg
1 fed hvidløg
Skal af 1/2 citron
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
1/2 tsk peber

Tomatsauce:

2 spsk olivenolie
1 løg
2 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
1 dl nedkogt hønsefond - eller kraftig bouillon
2 dl fløde
1 tsk salt
Evt friskkværnet peber

250 g hjemmelavet Pasta 
Evt Parmesan eller lignende ost
Evt. hakket persille

Selleri og gulerod rives på et groft rivejern. Løg og porre skæres ud i brunoise - helt fine små tern. De findelte grøntsager røres sammen med kødet samt presset hvidløg og de øvrige ingredienser.


Farsen formes til kødboller ca. på størrelse med valnødder. Læg dem på en plade med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 15 min.


Mens bollerne steger i ovnen tilberedes tomatsaucen. Skær løg og hvidløg lidt i stykker og sauter det kort i den varme olivenolie - Løgene skal ikke tage farve.


Tilsæt hønsefond og dåsetomater og kog det op. Lad det simre et par minutter.  Tag gryden af varmen og giv det hele en tur med en stavblender.


Sæt gryden tilbage på varmen. Tilsæt fløde og kog saucen op igen. Smag til med salt og evt. peber.


Når kødbollerne er færdige vendes de i saucen sammen med den kogte pasta.


Server med masser af revet parmesan og friskhakket persille.