Viser opslag med etiketten Kondenseret Mælk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kondenseret Mælk. Vis alle opslag

22. april 2016

Super nemme kokosmakroner

I påsken fejrede vi smedebassens fødselsdag. Hele den pukkelryggede blev inviteret til påskefrokost i anledning af at han fyldte 35 år. Til sådan et frokostbord skal der ikke mangle noget, men når gæsterne spiser sig mere end mætte til frokost, hvad serverer man så til kaffen? Jeg gad helt ærligt ikke lave hverken lagkage eller kagemand, for jeg var klar over, at jeg ville ende med at have en masse kage til overs, som i sidste ende ville blive til hønsemad. Derfor bestemte jeg mig for at nøjes med kransekage konfekt, små trøfler og kokosmakroner. Hvad der blev til overs, kunne ryge med til kollegaerne efter påske. Opskriften her er ikke min - Det er faktisk en jeg har fundet i Rema's tilbudsavis. Den har været bragt flere gange, men det er først nu, jeg har fået den prøvet af. Makronerne er ret gode, og ikke mindst nemme! Det tager ca. 10 - 15 min, så er de i ovnen.



Kokosmakroner - ca. 24 stk:

  • 1 dåse sødet, kondenseret mælk - knap 400 g
  • 300 g kokosmel
  • Ca 200 g mørk chokolade til overtræk


Kokosmel og kondenseret mælk røres sammen til en ensartet masse.


Form massen til kugler, toppe, eller hvad du nu lige synes. Det skal klemmes lidt sammen, så det ikke falder fra hinanden.

Bag kokosmakronerne ca. 10 min ved 175 grader. De skal være let gyldne.


Når makronerne er kølet helt ned, overtrækkes bunden med smeltet, mørk chokolade.






3. maj 2013

Karamelcreme - Dulce de leche

Første gang jeg blev introduceret for dulce de leche, var da jeg arbejdede sammen med en pige fra Argentina. Der ovre er det vist noget de spiser ret meget, enten som pålæg på brød eller som "glasur" på kager. Opskriften på det er ganske simpel - hvis man da kan kalde det for en opskrift, for den indeholder faktisk kun en enkelt ingrediens, nemlig en uåbnet dåse med sødet kondenseret mælk. Lige så simpelt som det er at lave, lige så himmelsk smager det. Det kan altså også sagtens bruges til andet end smørepålæg og kagetopping. Prøv at dyppe frugtstykker i det, ligesom en chokoladefondue, eller brug det som pynt på desserter. Jeg har også set Thomas Rode fylde det ind i friske hindbær - Det må virkelig smage godt, for jeg er overbevist om, at de syrlige bær komplimenterer den fede creme super godt. Jeg har lavet karamelcreme denne gang, fordi jeg eksperimenterer lidt med en opskrift på karamelis.

Karamelcreme:

1 dåse sødet kondenseret mælk
Vand

Put den uåbnede dåse ned i en gryde, og dæk den med koldt vand. Bring gryden i kog, og skru ned for varmen, så vandet simrer. Læg låg på gryden, og lad det simre i 3 timer.


Det er vigtigt, at du sørger for, at dåsen hele tiden er dækket af vand. Ellers risikerer du at dåsen eksploderer, og du har brandvarm mælk/karamel ud i hele køkkenet. Når dåsen er kogt i 3 timer, tager du gryden af varmen, og lader dåsen trække i vandet i yderligere en time. Herefter kan dåsen forsigtigt åbnes, og nu skulle du gerne have en gylden karamelcreme.


Karamelcremen fyldes på et skoldet glas, og opbevares på køl.


 Husk at smage på cremen - det skal man nemlig, når man laver mad. Det smager skønt, men pas på, for man får hurtigt for meget af det.