Viser opslag med etiketten Kokos. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kokos. Vis alle opslag

6. november 2020

Svampet banankage med kokos

 Jeg får næsten altid købt for mange bananer. Det betyder, at vi, ret ofte, ender med at have et par bananer liggende, som bare ikke er helt vildt lækre at sætte tænderne i. Hvordan man kan lide sine bananer er selvfølgelig smag og behag, men for mig bliver de altså hurtigt for bløde og vammelt søde. 

Når de så ligger der i frugtskålen, og ser lidt ynkelige og halvslatne ud, med deres brune pletter, så vandrer mine tanker hurtigt hen på lækre, saftige bananpandekager eller en svampet banankage. Overmodne bananer er helt fænomenale at bruge i bagværk, hvor de giver både fugt og sødme. Hvem kan stå for det? Kærligheden har haft denne banankage med på arbejde et par gange, og når hærdebrede mænd begynder at spørge til opskriften, så ved man bare, at man har ramt noget rigtigt.



Banankage med kokos:

  • 150 g smør
  • 3 mellemstore bananer
  • 2 æg
  • 200 g skyr
  • 200 g sukker
  • 250 g hvedemel
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 50 g kokosmel
  • Smeltet chokolade eller kakaoglasur til overtræk




Smelt smørret og mos bananerne. Rør begge dele sammen med æg, skyr og sukker.



Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og rør det hele grundigt sammen - Det kan sagtens gøres i hånden, med et alm. piskeris.


Fordel dejen i en bradepande på ca. 25 x 35 cm. Bag kagen ved 180 grader varmluft i ca. 35 min.



Tjek med en tandstikker, om kagen er bagt færdigt. Lad kagen køle af, inden du overtrækker den med kakaoglasur. Alternativt kan du lægge skiver af god pålægschokolade på kagen, lige når den kommer ud af ovnen, og på denne måde give den et helt fint lag chokolade på toppen.






22. april 2016

Super nemme kokosmakroner

I påsken fejrede vi smedebassens fødselsdag. Hele den pukkelryggede blev inviteret til påskefrokost i anledning af at han fyldte 35 år. Til sådan et frokostbord skal der ikke mangle noget, men når gæsterne spiser sig mere end mætte til frokost, hvad serverer man så til kaffen? Jeg gad helt ærligt ikke lave hverken lagkage eller kagemand, for jeg var klar over, at jeg ville ende med at have en masse kage til overs, som i sidste ende ville blive til hønsemad. Derfor bestemte jeg mig for at nøjes med kransekage konfekt, små trøfler og kokosmakroner. Hvad der blev til overs, kunne ryge med til kollegaerne efter påske. Opskriften her er ikke min - Det er faktisk en jeg har fundet i Rema's tilbudsavis. Den har været bragt flere gange, men det er først nu, jeg har fået den prøvet af. Makronerne er ret gode, og ikke mindst nemme! Det tager ca. 10 - 15 min, så er de i ovnen.



Kokosmakroner - ca. 24 stk:

  • 1 dåse sødet, kondenseret mælk - knap 400 g
  • 300 g kokosmel
  • Ca 200 g mørk chokolade til overtræk


Kokosmel og kondenseret mælk røres sammen til en ensartet masse.


Form massen til kugler, toppe, eller hvad du nu lige synes. Det skal klemmes lidt sammen, så det ikke falder fra hinanden.

Bag kokosmakronerne ca. 10 min ved 175 grader. De skal være let gyldne.


Når makronerne er kølet helt ned, overtrækkes bunden med smeltet, mørk chokolade.






11. december 2013

Marcipankugler med kaffe og kokos

Marcipan er en fantastisk ting. Det kan spises som det er, eller det kan tilsættes alverdens ting, for at give det et twist. Når det kommer til julekonfekt, kan jeg godt lide at eksperimentere lidt. Det bliver simpelthen for kedeligt, hvis det hele går op i ren marcipan og blød nougat. Jeg tilsætter altid et eller andet spændende til min marcipan. Denne gang ville jeg gerne have en smag af kaffe og kokos - To ting jeg synes passer rigtig godt sammen.

Marcipankugler med kaffe og kokos:

250 g ren rå marcipan
2 gram instant kaffe granulat
1 spsk kogende vand
1 spsk (med top) kokosmel

200 g mørk chokolade til overtræk
Kokosmel til pynt

Begynd med at blande instant kaffe med kogende vand - Blandingen bliver meget mørk og intens. Lad det køle af, inden du går videre. Bred marcipanen lidt ud, og lav en fordybning i det. Put kokosmelet heri, og tilsæt den kolde kaffe.


Ælt det hele godt sammen. Sørg for at kaffe og kokos bliver fordelt jævnt ud i marcipanen.


Del marcipanen i små stykker, og tril dem til kugler. Lad dem tørre en halv times tid, inden de overtrækkes med chokolade.


Overtræk kuglerne med den smeltede, tempererede chokolade og drys lidt kokosmel på toppen.


Lad konfekten stå på køkkenbordet, indtil chokoladen er stivnet helt. Opbevares i en lufttæt beholder - Hvis du sætter konfekten på køl, skal du være helt sikker på, at bøtten er tæt. Hvis chokoladen får fugt, bliver den mat og grå.