Viser opslag med etiketten Flæskesteg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Flæskesteg. Vis alle opslag

20. december 2020

Saftig flæskesteg med sprøde svær

 Det der med flæskesteg er vel nærmest en religion i Danmark. Kødet skal være mørt og saftigt, sværen skal være sprød og sovsen skal være tyk. Ca. 65% af danskerne spiser flæskesteg juleaften. I mange tilfælde bliver flæskestegen serveret sammen med andesteg, som indtager den ubestridte førsteplads, men ikke desto mindre er det 2/3 af dem der fejrer jul, som sætter tænderne i et stykke flæskesteg. 

Hvis der er et måltid som under ingen omstændigheder må mislykkes, så er det julemiddagen! Det er lige før det kan ødelægge hele julen, hvis man ender med en tør kamsteg med bløde svær, eller en sovs der er skilt eller fuld af klumper. Så her er min opskrift på saftig flæskesteg med sprøde svær. Jeg tør næsten godt garantere, at det ikke kan gå galt, hvis du følger rådene til punkt og prikke.  Skulle det gå galt, og sværene ikke bliver sprøde, så har jeg et sidste trick i ærmet, som kan bruges i en nødsituation.




Saftig flæskesteg med sprøde svær - 6 prs:

  • 2 kg kamsteg
  • 3 spsk groft salt
  • Laurbærblade
  • En håndfuld frisk timian
  • 1 løg
  • 2 gulerødder
  • 5 dl vand

Begynd gerne dagen inden du skal stege flæskestegen - Alle større stege har godt af at blive saltet dagen i forvejen, så smagen kan trække ind i kødet.

Gå sværene igennem, for at sikre dig at de er ridset tilstrækkeligt (det er de som oftest ikke) Snittene skal gå hele vejen fra kant til kant, og de skal gå igennem både svær og fedt hele vejen ned TIL kødet. Snittene på endelig ikke gå ned I kødet, da kødsaften så vil trække op under stegningen, og være med til at gøre sværene bløde.

Gnid svær og kød grundigt med groft salt. Sørg for at få godt med salt ned mellem alle sværene. Det er med til at gøre dem sprøde. Stik laurbærblade ned mellem sværene, og sæt stegen i køleskabet, og lad den trække til dagen efter. Evt. kan du salte den om formiddagen, og stege den til aften.


Tag en bradepande med tilhørende rist. I bunden af bradepanden lægger du timian og mindre stykker af løg og gulerod. Hæld vandet ved og læg kamstegen på risten ovenover. Sørg for at sværen ligger nogenlunde vandret. Er stegen ikke lige tyk i begge ender, kan du lægge en klump sølvpapir eller et stykke rå kartoffel under den ene ende. 

Sæt stegen i en kold ovn ved 130 grader varmluft og giv den ca. 2 1/2 time. Herefter skrues temperaturen op på 230 grader, og stegen får yderligere 30 min. Hold øje med om sværen er blevet sprød. Er den ikke det, skal du have gang i ovnens grillfunktion de sidste 10 minutter af tilberedningstiden. Stegen skal gerne ende med en centrumtemperatur på 65 grader, som vil stige yderligere et par grader efter den er taget ud af ovnen. 


Lad stegen hvile i 15-20 minutter, men lad være med at dække den med sølvpapir! Det ødelægger den sprøde svær. Vi du dække den med noget, så tag et rent viskestykke. Mens stegen hviler kan du lave sovs af stegeskyen. Skum fedtet af og put ca. 30 gram af det i en kasserolle. Tilsæt 30 gram hvedemel og rør det sammen. Rist godt af i gryden under omrøring. Derefter spædes stegeskyen til under piskning, og sovsen koges igennem. Smag til med salt og evt. en skefuld ribsgelé. Giv sovsen en dråbe kulør, hvis den er for bleg.

Skulle det utænkelige ske, at du står med bløde svær på din flæskesteg, så er der et sidste trick til at redde den. Hæld en halv liter rapsolie i en kasserolle og varm det op til min. 180 grader. Læg stegen på risten over bradepanden (sørg for at tage stegeskyen fra først) Hæld den varme olie over stegen. Dette skulle gerne få sværene til at poppe op og blive super sprøde.