21. januar 2015

Talentholdet i Frankrig Del 2 - Besøg på Rungis, verdens største fødevaremarked

På min rejse til Frankrig var vi en tur på fødevaremarkedet Rungis. Det er et sted som enhver gastronom eller foodie bør besøge mindst en gang i sit liv. Det er kort sagt et Mekka for madører. Markedet kan bryste sig af at være verdens største fødevaremarked, og alt der bliver solgt der er topkvalitet - Det man kalder klasse A.

Fiskehallen var så småt ved at lukke, da vi kom. Men det var nu spændende alligevel.

Rungis Internationale Marked ligger placeret ca. 7 km udenfor Paris - Før i tiden lå markedet inde i byen, i det der hedder Les Halles. På grund af pladsmangel, hygiejne problemer samt udfordringen med at bringe varer til og fra pladsen, blev det i 1960 besluttet, at flytte det udenfor byen. I 1969 stod de nye haller klar: En hal til alt godt fra havet, 9 haller med frugt og grønt, 4 haller med mejeriprodukter og æg, og en hal med afskårne blomster. I 1975 rykkede også kødmarkedet ind på Rungis. Der er 4 haller udelukkende til kød.

Jeg har aldrig før set en sværdfisk i virkeligheden.

Markedet i Rungis er nærmest en by. Det fylder 234 hektar, har sin egen genbrugsstation/losseplads og sin egen togstation, hvor der to gange dagligt ankommer tog med friske varer.  På området ligger der desuden et par butikker og spisesteder, som servicerer de ca 12.000 mennesker som arbejder der. På den anden side af hovedvejen ligger Orly lufthavnen, så der er al mulighed for at transportere varer til og fra stedet. Og der bliver transporteret MANGE varer - Der bliver årligt omsat for 8,5 milliarder euro. Den mængde mad der sælges derude, i løbet af en nat, er nok til at brødføde hele Danmarks befolkning i 6 dage.

Alle skaldyr der sælges er levende

Efter en kort gennemgang af reglerne på stedet, blev vi vist ned i fiskehallen. Vi ankom først kl. 4.30 om morgenen, så de var så småt ved at lukke ned. Vi nåede dog at se en masse spændende fisk, som jeg aldrig tidligere har set i virkeligheden. Bl.a sværdfisk, gulfinnet tun og en masse andre, som jeg ikke engang kender navnene på. Her var desuden skal- og bløddyr i alverdens afskygninger, og ikke mindst store tanke med levende hummere.


Næste stop på vores rundtur var de fire kødhaller, som er delt op i okse, kalv og lam, fjerkræ, svin, og indmad. Det var imponerende at se de store kroppe hænge side om side, og det var tydeligvis af en kvalitet, som sjældent ses i lille Danmark. Alene muskulaturen på kvæget afslørede, at her bestemt ikke var tale om afdankede malkekøer.

En lille smule af de hundredevis af slagtekroppe.

Franskmændene har en lang tradition for at spise indmad - Eller generelt for at spise alle dele af dyrene. Sådan var det også tidligere her hjemme, men det er efterhånden gået lidt i glemmebogen. På Rungis kan du købe ALT. Hoveder, hjerter, nyrer, tunger, kæber, brisler osv. 

Sådan et flået oksehoved ser lidt makabert ud.

Hele "sæt" af indmad

Videre derfra gik vi over i fjerkræhallen, som jeg var meget betaget af. Der er altså noget særligt ved at købe en uindpakket kylling eller and, som oven i købet stadig har hoved på - Det er noget andet end de halvsørgelige, vakuumpakkede fugle vi kan købe i de danske supermarkeder. Udvalget i Frankrig er også et helt andet end vi er vant til hjemmefra. Hvornår har du sidst set en hel due, vagtel eller fasan i detailhandlen her hjemme? 

Lækre friske ænder, stadig med hovedet på.

Majskyllinger kan altid kendes på den gule farve.

Efter turen rundt i alle hallerne med kød, gik turen over i ostebiksen. Her ville jeg gerne have været glemt efter lukketid - Jeg ville have spist mig ihjel, og været død som en lykkelig kvinde. Her findes oste af næsten enhver afskygning. Franskmændene kan virkelig finde ud af at lave ost! Det er desværre ikke udbredt med smagsprøver på markedet i Rungis, men jeg fik dog lov til at smage et lille hjørne af en meget lagret gedeost - Det var som at spise et lille stykke af himlen - Den smeltede helt væk, uden jeg behøvede at tygge, og efterlod kun den fantastiske smag af ged. Jeg ville gerne have købt sådan en ost med hjem, men desværre kan private ikke få lov til at købe.

Tomme de Chambrille er den mest fantastiske gedeost jeg nogensinde har smagt.

Gruyere de Comte er den mest spiste ost i Frankrig - Det forstår man godt, for den er god!

Nogen af ostene blev holdt indespærret i små træ-bure - Ellers ville de løbe deres vej.

Vores sidste rundvisning var i en af de enorme frugt og grønt haller. Her taler vi altså ikke bare det gængse frugt og grønt som lige er i sæson nu - Man kan få ALT! De opkøbere der handler på Rungis, leverer til restauranterne i Paris, og de skal simpelthen kunne skaffe alt hvad der bliver efterspurgt, i den bedste kvalitet, og til den bedste pris - Ellers risikerer de at miste deres kunder. 

En af frugthallerne set lidt fra oven.

Jeg er rimeligt velbevandret ud i frugt og grønt, så jeg så ikke nogen ting, som jeg ikke vidste hvad var, men jeg så det i størrelser jeg aldrig har set før. Figner på størrelse med en knytnæve, spændstige citroner med friske grønne blade på, fennikel på størrelse med en håndbold og oksehjertetomater som rent faktisk var på størrelse med et oksehjerte. I den anden boldgade var der en hel afdeling med spæde mini grøntsager - Blomkål på størrelse med en tennisbold, porrer på størrelse med forårsløg osv. osv. Jeg havde lyst til at sætte tænderne i det hele.

Tørrede dadler set i forhold til mine tykke pølsefingre.

Det er jo ganske enkelt smukt med sådan en kasse blandede tomater.

Efter vores rundtur på det enorme marked, var vi efterhånden trætte og sultne. Vi kørte fra Paris kl 3.30 om morgenen, og hotellet havde glemt, at de skulle pakke lidt brød, som vi kunne spise på vejen. Vi havde derfor bestilt morgenmad på en lille bistro inde på Rungis. Da vi kom ind, troede jeg, at vi skulle sidde blandt slagtere, fiskehandlere og tykke truckere, og spise kolde croissanter og drikke jordmorkaffe, men der blev jeg "snydt" Vi blev vist ind i et tilstødende lokale, hvor de har en ganske pæn restaurant. Her var dækket op til det flotteste morgenbord jeg nogensinde har set. Vi blev bespist med friskbagte baguettes og croissanter, diverse charcuteri og oste, frisk frugtsalat, friskpresset appelsinjuice, kaffe, te, varm chokolade og rødvin - Og ja, man kan altså godt drikke et glas rødvin til sin morgenmad, når man knap nok har sovet, og har travet rundt i 5 timer.

Den lækreste morgenmad jeg nogensinde har fået. 


Vi var meget imponerede af opdækningen.

Da morgenmaden var indtaget, hoppede vi ombord på vores bus, og vendte snuden imod Epernay, hvor vi skulle besøge champagnehuset Deutz. Vi kunne lige nå at få indhentet et par timers søvn på vejen, og jeg kan lige så godt indrømme, at vi ikke havde forladt Rungis, inden jeg var i drømmeland. Vores besøg på diverse champagnehuse kan du læse om i mit næste blogindlæg.








Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar