2. januar 2015

Minestrone med soyabønne-pasta

Ovenpå jul og nytår sidder der nok mange danskere rundt omkring, som trænger til at få nogle grøntsager på middagbordene - Sådan har jeg det ihvertfald. Denne minestrone er lavet med soyabønne-pasta som er et lækkert low-carb alternativ til alm pasta. Hvis der er røget lidt ekstra sul på sidebenene hen over julen, så er det en god idé, at skrue lidt med for kulhydraterne og til gengæld skrue op for de grove grøntsager.
Jeg har en tendens til at få samlet diverse grøntsagsrester i køleskabet, og så er en suppe eller en wok-ret rigtigt gode, til at få ryddet lidt ud. Minestronesuppen er alle italienske husmødres ryd-op-i-køleskabet-ret. Der findes ganske enkelt ikke en opskrift, som man kan kalde "den rigtige" Ofte indeholder den dog tomater og pasta eller ris.
Har du svært ved at få børnene til at spise grøntsager, så prøv denne minestrone - Min 6 årige bonus-datter elsker den!

Minestrone med soyabønne-pasta - 2-3 prs:


  • 200 g bacon i tern
  • 1 stort løg
  • 1 stor porre
  • 2 gulerødder
  • 300 g hvidkål
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 ltr hønsefond eller grøntsagsbouillon i mangel af bedre
  • 50 g soyabønne-pasta
  • 1 dl grønne ærter




Porrerne skæres ud i ringe, løget snittes fint, hvidkålen skæres i strimler, gulerødderne skæres ud i mundrette stykker og hvidløgsfedene rives på et fint rivejern.


Baconternene steges sprøde i en tykbunder gryde. Tilsæt løg, porre og hvidløg og svits det godt af. Hæld nu gulerod, hvidkål, tomat og hønsefond i gryden. Bring det i kog og skru ned for varmen.


Lad suppen simre under låg i ca. 15 min. Tilsæt soyabønne-pastaen og ærterne og lad det koge med de sidste 5 min - Eller så længe som din pasta kræver til den er færdig. Hvis din pasta er lang som spaghetti, så bræk den lidt i stykker, så den nemmere kan fanges med ske, når suppen skal spises.


Server suppen brandvarm med et stykke godt brød til.






Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar