10. august 2013

Ribs- og solbærsaft

I min skønne have har jeg både ribs og solbær. Desværre har de ikke givet så mange bær i år, men så er det godt jeg har min mor i baghånden. Hendes bærbuske har virkelig båret frugt, så jeg har forsynet mig der. Jeg gider ikke lave så meget marmelade i år, for vi spiser ikke ret meget af det. Resterne fra sidste år skal spises, inden jeg fylder lageret op igen. Derfor er både ribs og solbær blevet kogt til saft. Kæresten min drikker en del saftevand, og så kan jeg jo lige så godt lave det selv. Det smager en hel del bedre end supermarkedssaft, og man slipper for en masse underlige tilsætningsstoffer.



Opskriften på ribs- og solbærsaft er den samme, så her får i den under en: Bærrene skylles, og blade fjernes. Stilkene kan man sagtens lade blive - det er det nemmeste. Bærrene puttes i en gryde, med en lille smule vand i bunden. Kog bærrene indtil de brister, og hæld massen op i en saftpose - Alternativt bruges en stor sigte, som beklædes med et rent viskestykke. Lad det dryppe godt af. Det tager nogen timer, så lad det evt. stå natten over. Når det er dryppet af, måles saften op. Af 4 kg bær får jeg ca. 3 liter saft.

Tip: Hvis du ikke har så mange bær, kan der spædes til med æbler. Æblesaften smager ikke igennem den kraftige smag af bær, men forøger mængden af saft.


Til hver liter siet saft bruges:

300 g sukker
1/2 tsk atamon

Saften koges op og tilsættes sukker. Kog indtil sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen, og fjern skummet fra saften. Tilsæt atamon.

Hæld den varme saft på skoldede, atamonskyllede flasker.


Den afkølede saft blandes med vand, inden den drikkes. Jeg blander ca. 2 dele vand til en del saft. Skal det være lidt ekstra lækkert, så prøv at blande med danskvand.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar