3. maj 2013

Karamelcreme - Dulce de leche

Første gang jeg blev introduceret for dulce de leche, var da jeg arbejdede sammen med en pige fra Argentina. Der ovre er det vist noget de spiser ret meget, enten som pålæg på brød eller som "glasur" på kager. Opskriften på det er ganske simpel - hvis man da kan kalde det for en opskrift, for den indeholder faktisk kun en enkelt ingrediens, nemlig en uåbnet dåse med sødet kondenseret mælk. Lige så simpelt som det er at lave, lige så himmelsk smager det. Det kan altså også sagtens bruges til andet end smørepålæg og kagetopping. Prøv at dyppe frugtstykker i det, ligesom en chokoladefondue, eller brug det som pynt på desserter. Jeg har også set Thomas Rode fylde det ind i friske hindbær - Det må virkelig smage godt, for jeg er overbevist om, at de syrlige bær komplimenterer den fede creme super godt. Jeg har lavet karamelcreme denne gang, fordi jeg eksperimenterer lidt med en opskrift på karamelis.

Karamelcreme:

1 dåse sødet kondenseret mælk
Vand

Put den uåbnede dåse ned i en gryde, og dæk den med koldt vand. Bring gryden i kog, og skru ned for varmen, så vandet simrer. Læg låg på gryden, og lad det simre i 3 timer.


Det er vigtigt, at du sørger for, at dåsen hele tiden er dækket af vand. Ellers risikerer du at dåsen eksploderer, og du har brandvarm mælk/karamel ud i hele køkkenet. Når dåsen er kogt i 3 timer, tager du gryden af varmen, og lader dåsen trække i vandet i yderligere en time. Herefter kan dåsen forsigtigt åbnes, og nu skulle du gerne have en gylden karamelcreme.


Karamelcremen fyldes på et skoldet glas, og opbevares på køl.


 Husk at smage på cremen - det skal man nemlig, når man laver mad. Det smager skønt, men pas på, for man får hurtigt for meget af det.