Viser indlæg med etiketten Ærteskud. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Ærteskud. Vis alle indlæg

9. juni 2013

Ærteskudssalat

For et par uger siden såede jeg ærter i haven sammen med min bonusdatter. De er nu blevet til lækre ærteskud, og jeg skal virkelig beherske mig for ikke at spise dem! Jeg tror bestemt ikke jeg bliver populær hos den lille dame, hvis ærterne er væk, næste gang hun kommer, og jeg vil jo også gerne spise ærterne, når den tid kommer. Jeg ved at ærteskud kan købes i nogle supermarkeder og hos nogle grønthandlere lige i tiden, men jeg kan ikke finde dem. Måske er de bare ikke så populære i Jylland? Nu er jeg så heldig, at mine forældre bor på landet, og hos dem er der en kæmpe mark fyldt med skønne ærter. De er lige præcis på det stadie, hvor de er lækre og saftige, så jeg har forsynet mig til en gang lækker salat. Hvis du ikke kan skaffe ærtespirer nogen steder, så dyrk dem selv. Det kræver ikke det helt store. Læg nogle ærtefrø i vand i 12-24 timer, og put dem i en potte med muld. Drys et tyndt lag muld over dem, og vent i ca. 2 uger, hvor du selvfølgelig skal huske at vande dem. Det virker måske som meget planlægning, for en gang ærteskud, men hvis du lader være med at tage hele planten, kan du høste af dem nogen gange. De smager virkelig skønt - Jeg synes smagen minder lidt om en mellemting af ærter og grønne asparges.

Ærteskudssalat - 2 - 4 prs:

2 håndfulde ærteskud
1 lille håndfuld bredbladet persille
5 radiser
1 dl grønne ærter

Dressing:

3 spsk olivenolie
2 spsk citronsaft
1 spsk flydende honning
1/2 fed fintrevet eller presset hvidløg
Salt og friskkværnet sort peber

Dressingen røres sammen og smages til med salt og peber


Skær radiserne ud i tynde skiver og hak persillen groft - Bare lige kør kniven igennem et par gange.


Put persille, ærter og ærteskud i en skål, hæld dressingen over og vend det hele godt sammen. 


Anret salaten på et fad og drys radiseskiverne over.


Spis salaten som garniture til mad hvor du ville spise en alm. grøn salat.