21. maj 2014

Grydestegt kylling med skysovs

De nye danske kartofler er endelig kommet ned i et prisleje, hvor jeg kunne tillade mig at købe dem til en gang aftensmad. Normalvis er jeg for nærig til at give 25 kr for et halvt kilo kartofler, men jeg gider simpelthen ikke spise flere melede vinterkartofler! Nu har jeg fået stillet de værste abstinenser, og så kan jeg godt vente et par uger, til de kommer ned i en pris, hvor de fleste kan være med, inden jeg skal have kartofler igen.
Når vi får sæsonens første kartofler er der tradition for at vi får mormor-mad - Stegt flæsk og persillesovs er altid en sikker vinder, men i år faldt valget på grydestegt kylling. Det er ikke noget jeg har spist ret meget af førhen. Som barn kunne jeg simpelthen ikke forstå, hvordan min mor kunne finde på, at putte kyllingen i en gryde, og på den måde ødelægge skindet, der bliver så lækkert og sprødt, når det bliver stegt i ovnen. Som voksen har jeg lært at sætte pris på den grydestegte kylling, for faktum er, at tilberedningsmetoden munder ud, i en kylling der er så mør, at kødet nærmest selv falder af benene.
Normalvis laver jeg retten ud af en hel kylling, som jeg parterer, men nu havde jeg tilfældigvis nogle lår-stykker i fryseren, som skulle bruges. Sådan nogen lår-stykker egner sig rigtig godt til at komme i gryden.

Grydestegt kylling - 4 prs:

En hel kylling eller ca. 1400 g kyllingestykker med ben
1 spsk smør
En stor håndfuld persille
1 1/2 tsk salt
Friskkværnet peber
1/2 l vand

Skysovs:

Sky fra kyllingen
2 tsk maizena
2 dråber kulør
Salt



Bruger du en hel kylling, skal den soigneres. Dvs. evt. rester af organer fjernes fra bughulen og kyllingen skylles indvendigt. Derefter parteres fuglen, da det er nemmere at brune udskæringerne end at brune en hel kylling.


Smelt smørret i en stor gryde og brun kyllingestykkerne af på alle sider - Så godt som det nu kan lade sig gøre. Du kan nok ikke have alle stykkerne i gryden på en gang, så gør det ad flere omgange.


Læg alle stykkerne tilbage i gryden, hæld vand ved, drys salt og persille over og giv et par omgange af peberkværnen.
Læg låg på gryden og bring vandet i kog. Skru ned for varmen, så det simrer, og lad gryden passe sig selv i 45 - 60 min.


Hæld skyen fra gryden gennem en sigte over i en kasserolle - Læg låget på gryden igen, for at holde kyllingen varm. Bring skyen i kog, rør maizenaen ud i koldt vand, og jævn sovsen med den. Tilsæt evt. et par dråber kulør og smag til med salt.


Kyllingen blev serveret med nye danske kartofler, skysovs og agurkesalat.


2 kommentarer:

  1. Er ved at lave denne lækre ret, men vil lige høre hvorfor kommer du persille i og skal det være stilke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jesper. Jeg putter persille i, fordi det giver en god smag til både kyllingen og sovsen. Persillen sigtes fra stegeskyen, så der må gerne være stilke på - Stilkene indeholder også en masse smag.

      Jeg håber din grydestegte kylling blev vellykket :)

      Slet