24. marts 2014

Kalkunroulade med pesto og feta - Sous Vide

Mine faste læsere har nok efterhånden erfaret, at jeg er vild med sous vide. Det er en super nem måde at lave mad på, når man lige lærer det at kende. Jeg synes, at det er helt genialt at bruge sous viden, hvis man har lidt travlt, på en dag hvor man skal have gæster. Man kan sætte kødet over, og har derefter hånderne fri til at lave alt muligt andet. Der skal ikke kigges til det eller noget som helst - Det skal bare ligge og hygge sig i vandbadet.

Når det kommer til kalkunbryst, har jeg altid haft et lidt ambivalent forhold til det. Det er en massiv klump kød, som skal have længe i ovnen, og risikoen, for at det bliver lidt tørt og kedeligt, er rimeligt stor. Men igen er sous viden din ven. Ingen dele af kødet kommer over den temperatur, du har indstillet, så du får ikke et tørt bryst, som kun er en smule saftigt i midten.

Kalkunroulade med pesto og feta:

1 stk kalkunbryst - ca. 900 g
1 dl persillepesto
150 g fetaost
Salt og friskkværnet peber

Fedtstof til stegning

Skær inderfileten af kalkunbrystet, og gem det til en anden dag. Læg et snit midt i brystet og fold det ud. Bank det forsigtigt fladt med en kødhammer - Det skal være ca. 1 cm tykt.


Læg kødet på et stort stykke husholdningsfilm. Drys med salt og peber, smør pesto på halvdelen af kødet og læg smuldret fetaost ovenpå.


Brug filmen til at rulle kødet til en roulade - Vær opmærksom på, at filmen ikke kommer med ind i rullen. Tag fat i hver ende af filmen, og kør rullen hen over køkkenbordet, for at stramme den helt op - Filmen skal være helt glat og stram. Bind en knude i hver ende.


Vakuumer rullen, og put pakken i sous viden ved 64 grader, og lad den ligge der i 4 timer.


Opvarm en pande med lidt smør, og brun rouladen grundigt på alle sider.


Sous vide kød behøver ikke hvile ret længe inden udskæring - Lad det evt. ligge i 5 min.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar