23. januar 2021

Butternut-risotto med søl

 Jeg er blevet ret vild med at bruge tang i maden. Det er ikke noget jeg har arbejdet ret meget med tidligere, men da jeg havde første arbejdsdag hos Nordisk Tang fik jeg en hel masse af deres produkter med hjem, så jeg kan lære dem at kende. Desuden har en af mine arbejdsopgaver været at udvikle en række opskrifter til markedsføringen af et nyt produkt, så der er blevet nørdet tang i stor stil.

Hvis man ikke har en opskrift at gå ud fra, skal man lige bruge lidt tid på at lære de forskellige tang-typer at kende, og ikke mindst lære at dosere dem. Tang bidrager med en dejlig umamismag til maden, men bruges den i for store mængder, kammer det fuldstændig over, og så bliver smagen mere i retning af en våd hund der har været en tur i Grenå havn. Så hvis du vil eksperimentere, så lad være med at gøre det en dag hvor det er vigtigt at maden lykkes.


Butternut-risotto med søl - 2-3 prs:

  • 200 g svampe
  • 10 g smør
  • 1 stort løg 
  • 1 fed hvidløg
  • 300 g butternut squash
  • 40 g smør
  • 2 dl arborio ris
  • 1 dl hvidvin
  • 7 dl grøntsagsbouillon - kogende
  • 35 g revet ravost
  • 1/2 tsk sølflager
  • Evt. hakkede, ristede hasselnødder

Svampene skæres i skiver og steges i lidt smør, indtil de har smidt en del væske og taget noget farve. Derefter tages de op af gryden og stilles til side.


Løg og butternut skæres i tern, og hvidløget hakkes fint. I samme gryde som svampene blev stegt, smeltes det resterende smør. Steg løg og hvidløg til det bliver let gennemsigtigt. Derefter tilsættes risene, som steger med indtil de har opsuget alt smørret. Tilsæt tern af butternut og hæld hvidvinen ved. Skru ned på middel varme.


Når hvidvinen er opsuget af risene begynder du at tilsætte den kogende grøntsagsbouillon, ca. 1 dl ad gangen, mens du stille og roligt rører rundt i risottoen. Når bouillonen er opsuget, tilsættes endnu en dl.
Denne proces tager ca. 20-25 minutter, hvorefter risene gerne skal være møre - Husk at prøvesmage! Det kan godt være der skal lidt mere bouillon til, før risene er færdige.


Inden servering tilsættes ristede svampe, sølflager og revet ost, som alt sammen vendes sammen med risottoen.


Server straks med mere revet ost. Hvis du gerne vil have lidt knas på toppen, anbefaler jeg at drysse med lidt ristede, hakkede hasselnødder.