Viser opslag med etiketten Is. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Is. Vis alle opslag

4. april 2014

Hvid chokoladeparfait med hindbærswirl

Jeg har aldrig været den store is-spiser. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide is, men oftest er det købt is, der bliver serveret i de danske hjem, og 99% af det man kan købe rundt omkring er af en virkelig ærgerlig kvalitet. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor der ikke er flere, som laver deres egen is - Det er super nemt at lave en parfait, og det tager ikke ret lang tid, hvis man ser bort fra den tid, hvor det bare skal stå i fryseren og passe sig selv. Denne version er lidt mere avanceret, end den is jeg normalvis laver. Det skyldes chokoladen, som skal smeltes, inden den tilsættes. For at den ikke skal klumpe sammen, fordi den rammer en kold æggesnaps, skal der anvendes en varm sukkerlage, frem for alm. sukker, når æggeblommerne piskes op - Det gør at arbejdstiden bliver en lille bitte smule længere, men det er helt klart arbejdet værd.

Hvid chokoladeparfait med hindbærswirl - ca. 8 prs:

5 æggeblommer

90 g sukker
1/2 dl vand
125 g hvid chokolade
1/2 ltr piskefløde
75 g hindbærsyltetøj - Tynd marmelade



Æggeblommerne puttes i en skål/røremaskine og piskes. Sukker og vand puttes i en kasserolle og bringes i kog. Sukkeret skal være opløst, men væsken skal ikke koges ind. Når blommerne er pisket lidt op, tilsættes den varme sukkerlage i en tynd stråle, under konstant piskning.


Fortsæt med at piske indtil æggeblommerne har opnået dobbelt størrelse. Imens smeltes chokoladen over vandbad. Den smeltede chokolade hældes hurtigt over i æggesnapsen og piskes godt ud i massen.


Pisk fløden til let skum i en skål for sig selv, og vend den sammen med den øvrige masse. Tilsæt hindbærsyltetøjet ved at lægge det som klatter forskellige steder på iscremen. Vend det rundt et par gange, uden at røre for meget rundt.


Hæld iscremen i en form der kan gå i fryseren - Her har jeg brugt en lagkageform. Stil isen i fryseren i mindst 8 timer inden servering.


Denne is blev lavet i forbindelse med smedebassens fødselsdag, så den skulle selvfølgelig pyntes fint. Valget faldt på nogle sølvfarvede sukker-glimmer-dimser og stedmoder fra haven - Som faktisk er spiselig, men ikke har den store smag. Jeg synes de er rigtigt smukke at bruge til desserter.

6. maj 2013

Karamel-parfait med saltede peanuts

Det varme vejr har endelig ramt lille Danmark, og det betyder, at det er tid til is. Jeg er egentlig ikke den helt store is-spiser, men hvis der er hjemmelavet is (eller Ben & Jerry's) på bordet, så bliver jeg så glad så glad. Is er super nem dessert, når man har gæster. Det skal jo bare tages op af fryseren, og anrettes. Laver man det selv, kan det laves i god tid, så man kan fokusere på for- og hovedret på selve dagen. Jeg synes desværre, at mange springer over, hvor gærdet er lavest, og køber en billig møg-is, som ikke ligefrem får smagsløgene til at danse. Så spiser jeg ikke dessert. Eller jeg spiser ihvertfald meget lidt. Jeg kan kun opfordre til at man kaster sig ud i, selv at lave is. Det er super nemt, og når man først har taget på det, er det sjovt at variere smagen eller fyldet.

Karamel-parfait med saltede peanuts - ca. 1,4 liter:

5 æggeblommer - brug pasteuriserede, hvis du er bange for salmonella
60 g sukker
5 dl piskefløde
200 g karamelcreme - Alternativt kan du bruge karamelsauce fra en tube.
100 g saltede peanuts

Pisk æggeblommer og sukker sammen til en luftig æggesnaps. Der skal piskes til sukkeret er opløst. Tilsæt karamelcremen og pisk den ud i æggesnapsen.


Hak de saltede peanuts - ikke alt for fint. Put dem i skålen, og rør det hele godt sammen.


Hæld fløden i en anden skål, og pisk den til en lind skum. Det skal ikke piskes alt for meget, men nok til at piskerisene trækker spor i fløden. Hæld flødeskummer over i skålen med karamelblandingen, og vend det hele sammen. Dette gøres lidt forsigtigt, så du ikke banker for meget luft ud af fløden.


Hæld iscremen i en fryseegnet bøtte, og sæt den i fryseren. Bruger du en randform skal den fryse 6-8 timer, inden den er stiv, bruger du en skål el.lign. skal den fryse mindst 12 timer.


Her er isen anrettet i en vaffelkurv og pyntet med karamelcreme og hakkede peanuts.


8. december 2012

Is parfait med marcipan og hjemmelavet nougat

Næste weekend får jeg besøg af et par skøre tøser. I den anledning har jeg lovet, at jeg vil lave is til desserten, så det har jeg været igang med. Når man skal lave is, er det helt klart det nemmeste at lave en parfait - Den skal nemlig ikke omrøres mens den fryser, men blot passe sig selv i fryseren i 6-8 timer, alt efter hvilken beholder du fryser den i.

Jeg kan bedst lide is, hvor der er blandet en masse snask i. To af mine bedste venner hedder Ben & Jerry, men de er altså et ret dyrt bekendtskab - 55 kr for 500 ml. Når man selv laver sin is, kan man selv bestemme hvilket - og hvor meget snask der skal i. Jeg har med stor succes forsøgt mig med pistaciemarcipan og hvid chokolade, mørk chokolade og nødder, bailey's og knuste makroner, knuste chokoladeskildpadder osv. osv. Det er sådan set kun fantasien der sætter grænser. Denne gang har jeg tilsat revet, rå marcipan og hakket hjemmelavet nougat.

Nougat med mandler:

100 g flormelis
60 g mandler


Hak mandlerne fint. Hæld flormelis i en pande, og sæt den på en kogeplade for fuld blus. Når sukkeret begynder at smelte, skruer du ned for kogepladen. Når det er helt smeltet, tager du panden af blusset, og tilsætter de hakkede mandler.
Hæld massen ud på et stykke bagepapir, som er penslet med en lille smule smagsneutral olie - Læg evt. papiret på et skærebræt, for at skåne køkkenbordet. Glat nougaten lidt ud, men ikke noget med at stikke fingrene i det, for det er omkring 150 grader varmt ! Stil nougaten på køl, og lad det blive helt koldt.

Is Parfait med marcipan og hjemmelavet nougat:

5 pasteuriserede æggeblommer
60 g sukker
Korn af en vanillestang
5 dl piskefløde
1 portion hjemmelavet nougat
Ca. 100 g rå marcipan

Pisk æggeblommer, sukker og vanillekorn til en luftig æggesnaps. Sukkeret skal være helt opløst. Pisk fløden i en anden skål - Det skal være en lind flødeskum, som ikke er alt for stiv.

Riv marcipanen på et groft rivejern. Det kan være en fordel at putte marcipanen i fryseren først, så det ikke klistrer så meget. Hak nougaten så meget som du synes er passende for din is.

Vend nougat og marcipan i æggesnapsen. Sørg for at få det rørt godt ud, så det ikke ligger i klumper. Derefter vender du flødeskummen i. Her skal du til gengæld være lidt forsigtig, når det vendes sammen, så du ikke får tæsket al luften ud af fløden.
Hæld massen over i en passende beholder, som kan tåle at komme i fryseren. Nu laver jeg lige lidt reklame, for Tupperware's Jello Ring er helt genial ! Det er en randform, hvor den dims, der laver hullet i midten, kan tages ud. På den måde er det super nemt at få isen ud af formen igen - Man holder lige formen ind under den varme hane et par sekunder, vender den om på et fad, og trækker "midterhullet" ud, så smutter isranden helt af sig selv. Desuden kan hullet skiftes ud med et låg, så man kan også bruge den til islagkager.

En portion af denne størrelse passer lige præcis med en Jello Ring. Hæld isen i, sæt låget på, og stil den i fryseren i minimum 6 timer. Sørg for at den står lige, så du ikke får en skæv isrand.