30. oktober 2021

Marmorkage med et strejf af citron

 En marmorkage er sådan en rigtig bedstemor-ting. Jeg husker den selv fra min farmor, som altid havde en kage stående klar i spisekammeret, i tilfælde af at der kom gæster forbi til en kop kaffe. Marmorkagen var, sammen med sirupslagkage, noget af det som min farmor rigtig ofte serverede, når vi kom forbi. 

Marmorkagen er super simpel at lave. Det er blot en alm. sandkagedej, hvor en del af dejen tages fra, og tilsættes kakao. Den er ikke spor fancy, der er ingen luksuriøse ingredienser i, og i sig selv, er den faktisk en smule tør og kedelig - Men sådan skal en marmorkage være. Fuldstændig uprætentiøs. Til gengæld smager den helt fantastisk sammen med en kop kaffe eller the. 


Marmorkage - Ca. 8-10 prs:

  • 250 g tempereret smør
  • 250 g sukker
  • 4 æg
  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 tsk vanillesukker
  • 1 tsk salt
  • 1 dl mælk
  • 30 g kakaopulver
  • Saft og skal af 1 citron



Smør og sukker piskes luftigt, og æggene piskes i - et ad gangen. Tilsæt mel, bagepulver og vanillesukker, og pisk dejen grundigt sammen.


Tag ca. 1/3 af dejen over i en anden skål, tilføj kakaopulver, citronsaft og -skal og rør grundigt sammen.


Smør en sandkageform, og put halvdelen af den lyse dej i bunden, dernæst den mørke dej og afslut med resten af den lyse. Træk en kødnål, tandstikker el.lign gennem dejen i et zigzag-mønster - dog uden at røre for meget. Glat dejen ud på toppen.


Bag kagen i ca. 45 minutter ved 180 grader varmluft. Lad den køle helt af, inden den overtrækkes med kakaoglasur.