28. december 2020

Havtorn-cheesecake

 Julen er overstået, og det er tid til at få planlagt nytårsmenuen. I år bliver der nok ikke mange af de helt store nytårsfester, men derfor skal nytåret ikke gå ubemærket hen. Selv skal vi fejre det sammen med et par af vores gode venner, og aftenen skal bruges på lækker mad, god vin og brætspil. 

Menuen bliver simpel og uden de store dikkedarer, men stadig lækker og festlig.

Nytårsmeny 2020

Forret:

Citronblinis med creme rørt af dampet torsk, æbletern, løg, grovkornet sennep og creme fraiche toppet med sprød baconknas og karse

Hovedret:

Tournedos af oksemørbrad serveret med kartoffeltimbale, gulerodspuré, bagte stilktomater, asparges svøbt i serrano. Dertil Sauce poivre

Dessert:

Havtorn-cheesecake serveret med nougatine

Jeg synes altid det er lidt svært med den der nytårsdessert. Jeg er slet ikke den store dessertspiser, og synes derfor det kan være enormt svært, at finde på noget lækkert. Især når man, som jeg, ikke bryder sig specielt meget om is. Men hvis der er en dessert som jeg kan lide, så er det cheesecake. Jeg ELSKER den her lidt knasende bund med den syrlige flødeostecreme ovenpå. Når den så oven i købet er lavet med havtorn, så bliver jeg nærmest lykkelig af at spise sådan et stykke. Havtorn er fantastiske. Sammen med passionsfrugt er det den frugt jeg allerhelst vil se i en dessert. De har nemlig begge en helt fantastisk syrlighed, som gør at jeg ikke går kold i desserten efter 3 mundfulde.

Havtorn kan samles langs de danske kyster i sensommeren, men de har nogle modbydelige pigge man skal vogte sig for. Hvis ikke du selv har fået samlet forsyninger, så kan de, på lidt mere fredelig vis, købes i Brugsen.


Havtorn-cheesecake - 10 prs:

Kiksebund:

  • 100 g smør
  • 200 g digestive kiks

Flødeostecreme:

  • 400 g havtorn
  • 75 g flormelis
  • 5 blade husblas
  • 200 g flødeost
  • 150 g flormelis
  • 1,5 dl piskefløde
  • 300 g creme fraiche 18%
  • 2 pasteuriserede æggehvider




Læg husblassen i blød i koldt vand. Put havtorn og 75 g flormelis i en gryde og giv det et opkog. Blend bærrene og hæld puréen gennem en sigte, for at fjerne de sorte kerner. Mens puréen stadig er brandvarm, opløses husblassen heri. Stil det til side, så det kan køle lidt af.


Tag en springform på ca. 23 cm. Beklæd evt. bunden med et stykke bagepapir, så kagen er nemmere at få ud, når den er færdig.

Smelt smørret, hak kiksene fint i en foodprocessor og bland det smeltede smør i. Hæld blandingen i springformen, og tryk det godt sammen. Stil formen på køl, mens du laver flødeostecremen.


Start med at piskeæggehviderne stive, og stil dem til side. Flødeosten kommes sammen med resten af flormelisen i en skål, og piskes til det er helt glat. Nu tilsætter du fløde og creme fraiche, og pisker det hele. Tag den fingerlune havtornpuré, gem et par spiseskefulde af den, og hæld resten i flødeostecremen, mens du pisker. Til sidst vendes de stiftpiskede æggehvider i.


Hæld cremen over bunden - Den skal gerne være så lind, at den selv fordeler sig. Tag en ske og dryp den gemte havtornpuré forsigtigt over kagen. Herefter tager du en tandstikker eller en kødnål og trækker rundt i puréen, således at kagen bliver marmoreret. 



Stil kagen på køl og vent 4-5 timer på at den sætter sig. Når kagen er sat, bruges en kniv dyppet i varmt vand, til at løsne den fra siden af springformen.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar