24. december 2015

En Julehilsen 2015

Juleaften lurer lige rundt om hjørnet, og jeg gætter på, at der er en smule travlhed rundt om i køkkenerne. Jeg selv er, som sædvanligt, godt forberedt, så selv om vi får gæster i aften, tager jeg det stille og roligt, og nyder et godt glas rødvin, mens jeg hygger mig i køkkenet.



2015 har været et turbulent år for mig. I sommers faldt jeg i et sort hul, og endte med at være sygemeldt i knap 3 måneder med en svær belastningsreaktion - Det som også er kendt som kronisk stress. Jeg var simpelthen brændt ud, og havde forsøgt at løbe fra mine stress-symptomer i alt for lang tid. Min krop sagde fra og mit hoved begyndte at lukke ned. Det tog mig lidt tid at indse, hvad der skulle til, for at jeg kunne blive mit gamle jeg igen, men jeg endte med at sige min læreplads op, og gå en lidt usikker fremtid i møde. Faktisk overvejede jeg et øjeblik, at vende restaurationsbranchen ryggen, og gå en helt anden vej. Jeg kom ned på fagskolen og gå i en kort periode, og det er ikke mindst underviserne der, som jeg kan takke, for at jeg er på rette kurs igen. Idag har jeg genfundet glæden ved at arbejde med mad, og jeg har fået mig en fantastisk læreplads på Scandic Regina i Herning.


Alle år byder på små og store glæder og sorger, og dette år har ikke været nogen undtagelse. Heldigvis vejer de lyse stunder tungere på vægtskålen end de mørke. Så når vores gæster er taget hjem i aften, vil jeg læne mig tilbage og nyde et glas portvin, mens jeg sender en varm tanke, til dem vi har mistet i det forgangne år, og glæde mig over, at jeg, trods svære perioder, har et godt liv.

Jeg håber at i alle får en fantastisk juleaften, sammen med de mennesker i holder aller mest af. Må julen fylde jeres hjem med glæde, og jeres hjerter med kærlighed.

Glædelig jul fra Lykke




1 kommentar:

  1. Glædelig jul.. Har været igennem næsten det samme forløb som dig, dog har jeg nogle andre helbredsproblemer oveni. Er også taknemmelig for at jeg stadig trækker vejret, trods alt. Håber du får en dejlig aften...

    SvarSlet