27. juni 2014

Lakridscookies med hvid chokolade

Idag er det 30 år siden at jeg første gang så dagens lys. Jeg har længe gået og frygtet dagen - for når man fylder 30, er det vist tid til at blive sådan rigtigt voksen. Men jeg har altså overlevet at runde et skarpt hjørne Endda helt uden at få peber. Dagen idag er blevet tilbragt sammen med min dejlige bonus-datter, som lagde ud med at synge fødselsdagssang for mig i morges. Et par naboer har hilst på, og medbragt gaver i form af lækker håndlavet chokolade. Da smedebassen kom hjem fra arbejde, kom han med en kæmpe buket blomster, og aftenen er blevet tilbragt med rigelige mængder sushi og en aftentur på stranden. I morgen kommer hele den pukkelryggede til frokost og eftermiddagskaffe i haven, og i den anledning, har jeg i et stykke tid gået og leget med en opskrift på lakridscookies. Noget af det bedste jeg ved, er lakrids og hvid chokolade - At de to ting så bare smager himmelsk sammen, det er jo bare totalt win-win-situation.

Lakridscookies - ca. 36 stk:

100 g sukker
120 g mørk muscovado - Muscovado har lidt lakridsnoter, men brun farin kan erstatte det.
120 g blødt smør
1 stort æg
1/2 tsk bagepulver
175 g hvedemel
2 tsk rålakridspulver - med top
200 g grofthakket hvid chokolade - I store stykker, ellers for ellers overdøver lakridsen smagen.

Sukker, muscovado og smør røres nogenlunde klumpfrit og ægget røres i.


Alle tørre ingredienser, undtagen chokoladen, røres i dejen. Til sidst tilsættes chokoladen - Her er det en fordel at røre med en ske, for de store chokoladestykker, kan godt være hårde ved håndmikseren.


Tag to teskeer og sæt klatter af dejen på en bageplade med papir. Det passer med 12 på en plade. De kan naturligvis også laves større, men så forlænges bagetiden. Dejen flyder meget ud, så lad være med at sætte den for tæt.


Bag småkagerne ved 200 grader varmluft i ca. 10 min, eller til de er gyldne. De vil være meget bløde, når de lige kommer ud af ovnen, så lad dem køle af på pladen et par minutter. Herefter kan hele bagepapiret løftes ud på bordet, for hurtigere afkøling.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar