15. november 2015

Bagte æbler med blå ost, mandler og honning

For et par dage siden udskrev Ost & ko en opskriftskonkurrence blandt danske madbloggere. Man skal finde på en opskrift indenfor et af temaerne: "Ost - på dit nytårsbord" eller "Ost - i det søde køkken" Jeg er generelt ikke så meget til desserter, da det ofte ender ud i noget ekstremt sukker- og/eller flødeholdigt, som efterlader mig med følelsen af kvalme, når det indtages efter en mættende hovedret. Men jeg har valgt at lave en dessert alligevel. Hvis jeg skal spise dessert, så holder jeg nemlig rigtig meget af at få lidt ost.
Oste er ikke noget der bruges forfærdeligt meget i det søde køkken, men ofte spiller den salte ost rigtig godt sammen med søde frugter og bær. Man får sædvanligvis også en eller anden form for kompot, hvis man bestiller en osteanretning. Så hvorfor ikke vende det lidt på hovedet, og lade frugten indtage hovedrollen, og bakke den op med en fed, cremet og lidt skarp ost?



Bagte æbler med blå ost, mandler og honning - 2 prs:


  • 2 små eller 1 stort smagsfuldt æble - Filippa, Belle de Boskoop el. lign.
  • En smule olivenolie
  • 40 gram fuldfed blåskimmelost - Blå Kornblomst, Blue Ocean el. Danablu
  • 25 g groft hakkede, ristede mandler
  • 2 - 3 spsk flydende honning




Stik kernehuset ud af æblerne og del dem i to. Skær en lille skive af hvert af de halverede æbler, således at det kan stå uden at vælte. Pensl skærefladerne med en smule olivenolie. Bag æblerne 10 min i en forvarmet ovn ved 190 grader.


Tag æblerne yd af ovnen, læg et stykke blåskimmelost i hvert æble, sæt dem tilbage i ovnen, og bag i yderligere 5 min indtil osten er smeltet.


Dryp honning ud over de varme æbler og top op med de grofthakkede, ristede mandler. Server mens æblerne endnu er lune.