26. juni 2017

Sirupslagkage med smørcreme

Lige om lidt har jeg fødselsdag. Jeg bliver 33 år 29 år. For mange er fødselsdage synonymt med flødeskumslagkager. Sådan har jeg det ikke. Faktisk kan jeg ikke finde en kage, som jeg er mindre glad for end en flødeskumslagkage. Det er lige en tand for blødt og smattet til mig. Derfor har jeg, de senere år, forkælet mig selv med en sirupslagkage på min fødselsdag. Det er en kage, som er forbundet med en masse minder om min elskede, og savnede, farmor. Når vi kom på besøg, hev hun af og til en sirupslagkage ud af spisekammeret. Den var altid lagt sammen med smørcreme, og så var der kakaoglasur og krymmel på toppen.
Den opskrift jeg deler her er ikke min farmors. Jeg ved ikke om min farmors opskriftsbog stadig eksisterer, men hvis den gør, så ved jeg ikke hvem der har den. Så jeg har måttet tage til takke, med en tilfældig opskrift, som jeg med tiden har justeret til at blive min egen. Det er den dog ikke blevet dårligere af. Hvis du er til krydrede kager, så skylder du sig selv at forsøge sig med den her. Det tager max 20 minutters effektiv arbejdstid at lave den (når man ikke medregner bagetid og afkøling) Og så kan den laves et par dage i forvejen, hvis det kniber med tiden, på den dag du skal bruge den. Faktisk bliver den kun bedre af at stå og trække et par dage, efter den er lagt sammen.



Sirupslagkage - 6-8 prs:


  • 125 g sirup
  • 50 g brun farin
  • 2 æg
  • 125 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk kanel
  • 1/2 tsk stødt nellike
  • 1 tsk stødt ingefær


Smørcreme:


  • 125 g blødt smør
  • 200 g flormelis
  • 1 æggeblomme


Evt:

  • Abrikosmarmelade



Sirup, farin og æg piskes skummende. Alle de tørre ingredienser blandes og røres i.


En springform eller lagkageform smøres og drysses med mel. Jeg har sådan nogen smarte forme i silicone - de er klart de nemmeste at få kagen ud af efter bagning. Dejen hældes i formen, og bages 20 min ved 200 grader.


Ld kagen køle helt af, inden du deler den i to. Du kan lave smørcremen imens, ved at piske alle ingredienserne sammen, indtil sukkeret er opløst. Pas på ikke at piske for meget, for sådan en creme kan godt skille, hvis den bliver for varm. 


Fordel smørcremen på bunden, og derefter et lag abrikosmarmelade, hvis du er til det.

Den her kage bliver forholdsvist flad, og ser ikke ud af ret meget, men derfor smager den helt faktastisk alligevel. Hvis du vil have en højere kage, så bag to kager, så du får 4 bunde. Lav tilsvarende dobbelt op på smørcreme.


Byg kagen op af det antal lag du ønsker. Overtræk kagen med kakaoglasur, og pynt den med krymmel, mandelsplitter, frysetørrede bær, eller hvad du nu lige synes. Lad den gerne stå på køl et par dage - Hvis du kan vente så længe.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar