24. december 2016

Julehilsen 2016




Det er lige pludseligt blevet jul igen - Sådan helt ud af det blå.

Indtil for en uge siden, har mit fokus været et helt andet sted. Jeg har haft super travlt med eksamensforberedelser, og det har ganske enkelt fyldt hele mit hoved og min hverdag. Men nu er det overstået, og jeg har bestået min svendeprøve som kok.

Året er gået rasende hurtigt. Knap 5 måneder er blevet brugt på at gå i skole, vi har været på et par gode ferier, og jeg er stille og roligt faldet godt til på min fantastiske læreplads. Faktisk er jeg faldet så godt til, at jeg er blevet tilbudt en fast stilling som kok, efter endt læretid, og det har jeg takket ja til.



Nu har julefreden sænket sig over vores lille hjem. I år står den på børnefri jul, så jeg har brugt dagen på at slappe af, og hygge mig med smedebassen. Om et par timer sætter vi os til bordet, og fejrer julen sammen med mine svigerforældre. Når aftenen er omme, vil jeg læne mig tilbage i sofaen med et godt glas portvin, og glæde mig over endnu et år der er gået. Året har, som alle andre år, budt på både op- og nedture. Men jeg vælger at se de gode ting i livet, og derfor vil glæderne altid stå over sorgerne.



Tak fordi du læser med på Lykkes Lækkerier. Hvis ikke det var for mine fantastiske læsere, ville bloggen blot være min egen private opskriftsamling.

I ønskes alle en rigtig glædelig og fredelig juleaften. Må julen fylde jeres hjem med glæde og jeres hjerter med kærlighed 💝




Ingen kommentarer:

Send en kommentar