4. april 2014

Ramsløgssalt

Ramsløgssæsonen er skudt igang tidligt i år, og da ramsløg er bedst, inden de blomstrer, er det ved at være på tide, hvis du skal ud og have fingre i nogen af de lækre grønne blade. Jeg er så heldig, at jeg ikke skal bevæge mig ret langt, for at finde denne skønne urt, så jeg har smovset i ramsløg de sidste 14 dage. En god måde at præservere denne smag af forår, er at lave en ramsløgssalt - Den laves, som så mange andre urtesalte, ved at mætte salt med en mos af ramsløg, hvorefter det tørres. Det er ganske simpelt, og kræver ikke det store arbejde, selv om det tager noget tid - ovnen gør arbejdet for dig.

Ramsløgssalt:

200 g groft salt
100 g ramsløgsblade


Ramsløgsbladene køres til en forholdsvis glat mos i en foodprocessor eller lignende. Tilsæt saltet og kør et øjeblik, så mos og salt bliver blandet godt.


Blandingen smøres ud på en plade med bagepapir. Sæt pladen i ovnen ved ca. 75 grader varmluft. Lad saltet tørre i ovnen, indtil det er knastørt. I dette tilfælde tog det lidt over 2 timer. Rør rundt i saltet engang imellem.


Det kan ikke undgås, at der bliver lidt klumper i saltet, så jeg giver det lige en hurtig omgang i foodprocessoren efter tørring.


Den færdige salt hældes på et rent tørt glas. Der er til lang tid i denne portion - Jeg satser på at det kan holde indtil næste år ved denne tid.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar