2. februar 2016

Cevapi - Bosniske farsruller

Cevapi er en af de der ting, som der ikke er en fast opskrift på. De laves over alt i balkanlandene, og ingredienserne skifter fra by til by, og sikkert også fra husmor til husmor. De er Balkans svar på frikadellen. Måske kender du dem allerede, man kan nemlig købe dem på frost i nogle supermarkeder - dog under navnet Cevapcici. Jeg ved ikke hvorfor navnet varierer, alt efter hvem man spørger - det afhænger nok af landet, men i Bosnien kaldes de i al fald for Cevapi. Da det er gennem bosniske bekendte, at jeg blev introduceret for rullerne, har de, for mig, altid heddet Cevapi.




Cevapi - 2-3 prs:

500 g hakket okse eller lam - eller en blanding
1/4 tsk natron
1 tsk salt
1/2 tsk sort peber
1 tsk paprika
1/4 tsk cayennepeber
En smule revet muskatnød
1 dl vand
1 spsk finthakket persille
2 spsk finthakket løg
1 fed finthakket hvidløg

Olie til stegning

Put natron og krydderier i en lille skål, og overhæld det med vandet. rør det sammen, og lad det bruse af.


Put hakkekødet i en skål, og rør det sammen med løg, persille og hvidløg. Tilsæt kryddervæsken, og rør det hele godt sammen. Sæt farsen på køl, og lad den hvile en halv times tid, så den kan samle sig.


Form farsen til ensartede ruller - Form gerne dem alle, inden du begynder at stege. Opvarm olien i en pande, og steg rullerne på alle sider.


Cevapi er rigtig gode at putte i pitabrød, eller blot spise med lidt salat, fladbrød og dressing ved siden af. De her blev spist sammen med spinatsalat og tahindressing.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar