11. november 2014

Kærnemælksbrød med regnbuegulerødder

I sidste uge var jeg på besøg hos Gartneriet Marienlyst - Et økologisk gartneri der ligger lidt udenfor Århus. De har specialiseret sig i at dyrke rodfrugter, og det er de gode til. Mens jeg travede ned ad en pløret vej mellem to marker, fik jeg øje på et bjerg af rodfrugter på den ene mark. Jeg tænkte, at det nok er noget der skal kules ned (dækkes med halm og plastic, for at det kan overvintre) Til min store rædsel, måtte jeg erfare, at det store mad-bjerg er en forvokset kompostbunke! Gulerødder, beder, pastinakker, selleri, osv. som ikke fejler andet, end at det er uønsket i den danske detailhandel. Supermarkeder og grønthandlere har nogle mål, som deres grønt skal opfylde. Er grøntsagerne for store, for små eller for grimme, så kan de ikke sælges. En selleri skal f.eks. veje min. 600 gram, ellers bliver den kasseret. Jeg så en hel palle fyldt med lækre, små selleri, som blot skulle køres ud på bjerget, for at kompostere! I min verden er det ressource-svineri af værste skuffe. Jeg bebrejder ikke landmanden, for han kan ikke tvinge nogen til at købe noget, som de ikke vil have. Jeg bebrejder detailhandlen. Alting skal være så stort og flot som muligt, for hvis en selleri koster 15 kr, hvem vil så have den sidste lille gnalling der ligger i kassen? Hvorfor i alverden bliver der ikke solgt flere varer pr. vægt?



Nåh men jeg blev altså lidt irriteret, over at se al den mad gå til spilde, så jeg befriede en sæk gulerødder fra en skæbne som kompost eller hestegulerødder. 25 kr kom jeg af med for en sæk med 25 kg store, små, skæve, knækkede, økologiske gulerødder, som i øvrigt ikke fejler noget som helst. Så nu har jeg sat mig for, at de skal udnyttes mest muligt. Når jeg ikke at komme igennem dem, inden de bliver dårlige, så har jeg en flok høns som klarer resten af opgaven for mig. Så den kommende tid vil der komme en hel del opskrifter som indeholder gulerod - Det er heldigvis en meget alsidig rodfrugt. Mit første gulerodsprojekt blev kærnemælksbrød med gulerod.



Kærnemælksbrød med regnbuegulerødder - 4 stk:


  • 1 ltr kærnemælk
  • 1 pk gær
  • 2 spsk salt
  • 2 spsk olie
  • 1 spsk honning
  • 650 g reven gulerod
  • 2 dl solsikke eller græskarkerner
  • 200 g havreklid
  • Ca 1500 g hvedemel

  • Æg til pensling


Varm kærnemælken op til 37 grader - Sørg for at røre lidt i det undervejs. Rør gæren ud i den lune kærnemælk. Tilsæt salt, olie, honning, reven gulerod, kerner og havreklid og rør det hele sammen til en grød.


Tilsæt melet og ælt dejen godt sammen - Eller kør det ca. 10 min på en røremaskine. Jo grundigere æltning, jo bedre hævning får du.


Læd dejen hæve lunt og tildækket i mindst 30 min.


Slå dejen ned og del den i 4 stykker, som hver formes til et brød, og lægges på bageplader.


Lad brødene hæve tildækket i en time. Pensl med sammenpisket æg, og rids evt overfladen på brødene med en skarp kniv. Bag brødene ca. 30 min ved 180 grader varmluft.


Brødet bliver super fint, når man bruger gulerødder i forskellige farver.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar