30. november 2014

Anmeldelse: Restaurant Piaf - Silkeborg

Fredag aften endte jeg, lidt spontant, på Restaurant Piaf i Silkeborg sammen med 3 kammerater. Vi er alle fire igang med at uddanne os til kokke, så vi er naturligvis meget nysgerrige, omkring hvad der rører sig indenfor gastronomiens verden. Restaurant Piaf har ry for at være et af de bedste spisesteder i Silkeborg, så forventningerne var naturligvis høje.

Vi blev vist til rette af en veloplagt Marc Noël, som er køkkenchef og ejer af stedet. Efter et hurtigt kig i menuen, som er ganske overskuelig, besluttede vi os for to forretter og en hovedret. Ingen af os var hooked på desserterne, så dem valgte vi at springe over. Derefter blev vi præsenteret for vinkortet, og der blev bestilt vine til maden, og champagne til at sippe, mens vi ventede på første ret.



Mens vi sad og hyggede med vores champagne, kom der et fad med appetizere på bordet. Fadet bestod af 5 forskellige ting, som vi kunne fordrive tiden med, mens vi ventede på første ret. Først var der perfekt puffede flæskesvær, som dog godt kunne have brugt en smule fedtkant - Når man fjerner alt fedtet fra sådan nogen, er de ret så tørre at få i munden. Anden appetizer var hjemmelavede grissini, med havsalt og et lille bitte touch af kanel - De var ret lækre. tredje delikatesse var et stykke rimmet laks med lakserogn og syltede agurkeparisienne - En let og lækker kombination. Jeg elsker rå laks, så jeg kunne såmænd godt have snuppet et par stykker mere.


Fjerde hapser var et vagtelæg, som var kogt helt perfekt smilende - Det kræver timing sådan noget! Ovenpå var der en lækker estragonmayo, som var perfekt afbalanceret. Sidste, men ikke desto mindre bedste, anretning var et lille stykke sprængt oksebryst med peberrodscreme. Oksebrystet smeltede simpelthen i munden, og en peberrodscreme passer jo bare til, som var de to ting skabt for hinanden. Cremen var blød og rund, uden at virke overdøvende, men stadig stærk nok til at trigge den trigeminale sans - Lækkert!


Vores første forret bestod af kammuslinger på en bund af jordskokkepuré. Ovenpå muslingerne lå en crudité af syltet bolchebede og et lille stykke letrøget andebryst. På tallerkenen lå der desuden et par ristede hasselnødder, frugtkød af pomelo og en smule rapskimolie. Jordskokker og kammuslinger er en god kombination, men sådan en puré skal altså være hvid som sne. Denne havde et brunt og grumset udtryk, fordi man ikke har gidet at skrælle jordskokkerne - Den havde dog en rigtig dejlig smag. Kammuslingerne var meget tæt på gennemstegte, hvilket vil sige, at de mister den her fløjlsbløde mundfølelse, som sådan nogen ellers har - De var dog ikke stegt så længe, at de var blevet hårde og gummiagtige. Beden og andebrystet var meget velsmagende, hver for sig, men sammen overdøvede syltelagen fra bolchebeden fuldstændig smagen af and og røg. Rapskimolien kan jeg ikke rigtig se formålet med, for smagen i sådan en er så flygtig, at den overdøves af alt. Det samme gør sig gældende for pomeloen - Den smagte, stort set, af ingenting, fordi den ikke var ordentligt moden.


Anden forret var jomfruhummer med piquillo-peberfrugt og dildolie. Ved siden af en lille skål med skummende jomfruhummer-bisque med brødcroutoner og små tern af sprød, stegt chorizo. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig forstod denne ret. Kolde jomfruhummer med koldt, slattent frugtkød fra en peberfrugt. Jomfruhummerne var overtilberedte, og havde et meget tørt look, som kunne have været afhjulpet, ved at pensle dem med lidt klaret eller brunet smør. Bisquen som serveredes ved siden af, var utroligt velsmagende, og det var rigtig lækkert med de sprøde croutons. Efter de første to skefulde, fangede jeg dog lidt af den chorizo, der lå i bunden af glasset, og så kunne jeg slet ikke smage bisquen mere. Chorizo er en stærkt krydret paprika-pølse, og den overdøvede fuldstændig den lækre skaldyrssmag. Den ret er altså en ommer!


Hovedretten var klart den bedste af vores 3 retter. Et stykke krondyr-filet, en lille krondyr-rillette, selleripuré, stegte kejserhatte, marinerede tranebær, ristede kastanjer, kogt (?) majroe, sveskepuré og en vildtglace. Krondyret var stegt til perfektion. Det havde en dejlig stegeskorpe hele vejen rundt, og det var rødt - lige som jeg bedst kan lide det. Jeg synes dog, at det virker lidt amatøragtigt, at man havde valgt at servere endeskiver for to af mine kammerater - Endeskiver er kokkens guf, ikke gæstens. Rilletten var lavet på gåsefedt, og den smeltede fuldstændig i munden. Selleri-puréen var hvid og fløjlsblød. Den udborede majroe, fyldt med sveskepuré var lidt en speciel sag. Majroe har en let skarp, lidt "pruttet" smag, og jeg brød mig egentlig ikke om den. Jeg havde nok selv valgt, at bruge en kålrabi i stedet, hvis det var mig, der havde lavet denne ret. Ud over majroen var det dog en rigtig lækker anretning.

På trods af kokkens, til tider, underlige valg, havde vi en dejlig aften. Humøret var højt, og vi fik en rigtig venlig betjening. Selv om vi kun valgte 3 retter, plus at vi fik appetizere, tilbragte vi 3 1/2 på Restaurant Piaf - tiden fløj ganske enkelt afsted - Dette skyldtes nok egentlig mere selskabet end maden, som godt have været lidt skarpere i udtrykket. Vi endte med en regning på omkring 4.500 kr for 4 prs. Så forventer man altså en top-præstation!


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar