16. oktober 2020

Gulerodsbrud med surdej og rugmel

 Det er efterhånden lidt over 3 år siden, at der sidst har været aktivitet her på bloggen. Ind imellem har jeg savnet det, men i bund og grund har jeg ikke haft tid og overskud til at gøre noget ved det. Det tager en del tid, at producere sådan et indlæg, for det skal jo ikke bare skrives; Der ligger en hel del arbejde bagved, hvor der skal udvikles, produceres og tages billeder. 

Mit liv har ændret sig radikalt, i tiden der er gået, siden sidst jeg gav lyd fra mig. Men en af de vigtigste årsager, til at jeg nu igen har tid og lyst til at blogge, er at jeg har trukket mig tilbage fra kokkeræset. Jeg har simpelthen lagt kokkejakken på hylden, og lige forude venter sidste semester af min uddannelse som procesteknolog med speciale i fødevareteknologi. Det har været noget af et spring, at begynde som fuldtidsstuderende, efter at have arbejdet hele mit voksne liv. Det er ikke mindre hårdt end at arbejde, men det har givet mig noget af glæden ved madlavningen tilbage, og dermed også overskuddet til at dele ud af mine opskrifter og idéer igen.

Så her er det: Første blogindlæg i over 3 år!! En opskrift på lækre svampede gulerodsbrud med surdej og rugmel. De fleste kender nok gulerodsbrud, som de luftige, kridhvide og sødlige klat-boller fra bageren. De her er næsten lige sådan - blot lidt grovere, knap så søde, og med en lækker syrlighed fra surdejen. Surdejen fungerer her, udelukkende som en smagsgiver - Jeg er nemlig super vild med den syrlighed surdej giver, og har altid en del "doven" surdej til overs, som bliver taget fra, når min surdej bliver fodret. Det kan jeg så anvende i opskrifter som denne, hvor det ikke skal fungere som hævemiddel.



Gulerodsbrud med surdej og rugmel - ca. 16 stk:

  • 50 g smør
  • 6 dl vand
  • 200 g surdej
  • 50 g gær
  • 2 tsk sukker
  • 2 tsk salt
  • 450 g hvedemel
  • 250 g rugmel
  • Evt. 15 g bageenzym
  • 75 g solsikkekerner - evt. lidt ekstra til drys



Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen, og tilsæt vandet. Mærk efter at blandingen ikke er for varm - Den skal være fingerlun. Hæld det i en skål sammen med surdej og gær, og rør det godt ud.



Riv gulerødderne, og tilsæt dem sammen med alle de resterende ingredienser. Rør dejen godt sammen - Dette kan sagtens gøres med en grydeske, men du kan selvfølgelig også bruge en røremaskine.



Lad dejen hæve lunt i en times tid. Tag derefter to spiseskeer i en kop med vand. Med de våde skeer, tager du klatter af dej, og sætter på bageplader. Pas på at du ikke rører så meget i dejen, at du trykker al luften ud.


Drys evt. med lidt ekstra solsikkekerner, og bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft. De skal have ca. 25 minutter.


Spis bollerne lune med kold smør eller brug dem til en lækker sandwich i madpakken.