8. januar 2014

Luftige pølsehorn

Så er juleferien ved at synge på sidste vers, for mit vedkommende. Kærestens ferie sluttede i mandags, og det betyder at der igen er madpakker på programmet. Som regel får han rugbrød med, men en gang imellem må der gerne ske lidt andet. Han er svært glad for pølsehorn, så jeg har kæmpet lidt, med at finde frem til den perfekte opskrift. Brødet må gerne være kridhvidt og luftigt, og selv om jeg egentlig foretrækker fuldkorn, så må jeg indrømme, at sådan et luftigt pølsehorn er lækkert. Der er to ting der gør sig gældende, hvis man gerne vil have super luftigt brød. For det første er proteinrigt hvedemel et must. Hvedemelet er det bedste, til at frembringe glutenstrenge, som er i stand til at holde på luften i brødet. For det andet er der hævetiden. Det nytter ikke noget at tilsætte en masse ekstra gær til dejen, for at få det hæve mere - Brødet vil få en skrækkelig gærsmag. Nej, man skal lade det hæve længe.

Luftige pølsehorn - 10 stk:

3 dl kogt vand
2 dl græsk yoghurt
25 g gær
1 spsk sukker
2 tsk salt
30 g smeltet smør
900 g mel
10 pølser
Æg til pensling
Sesam

Bland det varme vand med yoghurt og rør gæren ud heri. Tilsæt salt, sukker, smeltet smør og til sidst melet - gem en smule til bordet, når dejen skal æltes. Rør dejen godt sammen, hæld den ud på bordet og ÆLT! Den skal æltes godt igennem. Lad dejen hæve tildækket i en time.


Når dejen er hævet, slås den ned, og deles i 10 stykker a' ca. 140 g - Du kan selvfølgelig også lave hornene i halv størrelse, men jeg bruger hele pølser.


Rul en dejklump ud til en pølse, og tryk den flad med hånden.


Sno dejen om en pølse. Sørg for at lukke til i enderne, så pølsen ikke tørrer ud under bagningen. tryk lidt omkring dejen, så snoningerne holder sammen. Stil pølsehornene til hævning, under et klæde, i 45 min. Pensl hornene med sammenpisket æg og drys dem med sesam.


Pølsehornene bages ca. 20 min i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft.


Så er der super luftige pølsehorn til madpakken - eller lækkersulten.


2 kommentarer:

  1. Kan man ælte i en røremaskine??

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa.

      Tak for din kommentar :)

      Selvfølgelig kan du ælte på røremaskine. Det plejer jeg også at gøre. Ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke brugte den igår.

      Smid gerne en kommentar med din dom over pølsehornene, hvis du kaster dig ud i at bage dem :)

      Slet