3. januar 2014

Æbleflæsk

Æbleflæsk er helt klart en af mine vinter-favoritter. Det er ikke noget vi har fået ofte i mit barndomshjem, men min mor lavede det et par gange hver vinter. Gris og æble er virkelig en skøn kombination! Der er flere forskellige måder at lave æbleflæsk. Vi har altid fået det som en slags æblekompot der blev serveret til stegt flæsk med kogte kartofler og bechamel - Det er sådan jeg bedst kan lide det. Idag droppede jeg kartoflerne og sovsen. Kæresten kan ikke lide æbleflæsk, og jeg gad ikke lave kartofler og sovs kun til mig selv. Så kunne jeg smovse i æbler og flæsk, mens han fik risengrød.

Æbleflæsk - 2 prs:

400 g stegeflæsk i skiver - Gerne saltet dagen i forvejen
2 store Belle de Boskoop æbler
1 rødløg
1 håndfuld timiankviste
3 spsk æblecidereddike - Kan udelades, hvis æblerne er meget syrlige
Salt

Dup flæsket tørt med køkkenrulle og læg det på en varm pande. Brun skiverne ca. et minut på hver side ved høj varme. Har du ikke saltet flæsket på forhånd, så giv det en ordentlig omgang. Skru ned på middelvarme, og steg skiverne gyldne og sprøde.


Mens flæsket steger ordnes æbler og løg. Æblerne skrælles og skæres ud i mindre stykker. Læg dem i koldt vand tilsat lidt salt og citronsaft, så æblerne ikke bliver brune. Snit løget - ikke alt for fint



Læg flæsket over på køkkenrulle, så det kan suge overflødigt fedt. Hæld noget af stegefedtet fra panden - Du skal bare lige have så bunden af panden er dækket. Steg løgene i fedtet, ved middelvarme, til de er bløde. Herefter tilsættes æbler og timiankviste.


Lad det hele stege videre, så æblerne begynder at koge ud. Lad være med at rode alt for voldsomt i panden, ellers risikerer du, at æblerne bliver helt til mos. Tilsæt æblecidereddike og smag til med salt, når æbleflæsken er ved at have den ønskede konsistens.


Server med det sprødstegte flæsk, og evt. en skive rugbrød, hvis ikke du vil have sovs og kartofler til.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar