3. marts 2021

Bun Bo Xao - Vietnamesisk risnudel-salat med marineret oksekød

 Det er ikke så længe siden jeg delte min opskrift på Bun Thit Nuong, som er en vietnamesisk klassiker med krydret gris. Den har en fætter - En tilsvarende salat, hvor svinekødet er skiftet ud med lækre strimler af oksekød, marineret i hvidløg og citrongræs. Begge salater er super lækre, og som så mange andre retter fra det sydøstasiatiske, er de spækket med knasende, friske grøntsager og lækre, lette marinader, som samler hele salaten, og løfter den til at være en himmerigsmundfuld. Ingredienserne kan købes i de fleste supermarkeder, men jeg vil anbefale dig at prøve at gå på opdagelse hos en af de asiatiske købmænd, som ligger i langt de fleste større byer. Man falder hurtigt over en masse spændende ting, som ryger med i kurven - Jeg er ihvertfald slem til at komme hjem med en hel bærepose, når jeg egentlig bare liiiige skal ind og hente en enkelt ting.



Bun Bo Xao - 2-3 prs:

2 steaks af oksefilet
1 fed hvidløg
1 stængel citrongræs
2 spsk fiskesauce
2 spsk soya
200 g risnudler 
1/2 agurk
1 hjertesalat
1 gulerod
100 g daikon/ kinaradise
25 g hakkede peanuts
1 håndfuld hakket koriander og mynte
 
Dressing:
1 fed hvidløg
1 tsk tørrede chiliflager
2 spsk sukker
2 lime – saft og fintreven skal
4 spsk fiskesauce


Citrongræs, hvidløg, soya og fiskesauce stødes sammen i en morter, eller blendes til marinaden. Hæld den over bøfferne, og lad dem trække et par timer - Gerne til dagen efter.


Rør alle ingredienserne til dressingen sammen, så de kan trække.


Udblød nudlerne, kog dem efter anvisning på posen, og køl dem derefter af i koldt vand. Dryp dem grundigt af, og fordel dem i en stor skål. Skær grøntsagerne ud i mundrette stykker, og fordel dem ovenpå nudlerne. Hæld dressingen over, så den bliver fordelt i salaten.


Steg bøfferne et par minutter på hver side - Alt efter om du foretrækker dem stegt. Lad dem hvile, hvorefter de skæres ud i strimler, som fordeles ovenpå salaten. 


Drys hakkede krydderurter og hakkede peanuts på toppen, og server.