14. januar 2021

Pandestegt falafel

Falafel er mellemøstens svar på en vegetarisk frikadelle, og de smager himmelsk! De har et sprødt og knasende ydre, mens de indeni er bløde og krydrede. De er perfekte til at putte i et pitabrød eller fladbrød sammen med tomater, rødløg og en yoghurtdressing, tzatziki eller baba ganoush. Eller de kan indgå i et udvalg af små retter til en omgang meze, som er mellemøstens svar på den spanske tapas.

Jeg har ikke altid haft lige meget held ved mine falafler. Mere end en gang er det sket, at jeg har forsøgt mig med at fritere dem, hvorpå de er gået fuldstændig i opløsning, lige så snart de er dumset ned i gryden. Et par tricks jeg har fundet frem til er: Brug ikke kikærter fra dåse - kikærterne skal blot være udblødt og rå. Når du tager en skefuld fars, så klem den godt sammen med fingrene, inden du former den med en ske. Steg falafel i en pande med ca. 1 cm olie - så holder de nemmere formen.




Falafel - 4 prs
  • 200 g tørrede kikærter
  • 3 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 1 spsk tahin
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk stødt koriander
  • Reven skal af en citron
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1 håndfuld persille
  • 1/2 tsk chiliflager
  • 2 tsk salt
  • Olie til stegning

Sæt kikærterne til udbødning, i koldt vand, mindst 12 timer før du skal bruge dem.


Skyl kikærterne og dræn dem grundigt, inden de puttes i en foodprocessor sammen med alle de øvrige ingredienser.


Hak alle ingredienserne grundigt sammen, indtil du har en finthakket, ensartet masse. Hjælp evt. lidt på vej, ved at skrabe kanterne på foodprocessoren ned med en dejskraber.


Form dejen til kugler eller små frikadeller, og steg dem ved middel varme, indtil de er gyldne. Pas på de ikke bliver for mørke. Jeg former gerne alle sammen, inden jeg begynder at stege, så jeg har bedre tid til at holde øje med dem, og vende dem, når tid er.


Læg falaflerne over på fedtsugende papir, efter de er stegt, og server dem mens de stadig er lune.