Viser opslag med etiketten Pasta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pasta. Vis alle opslag

5. december 2013

Spansk pølseret

En af livretterne her i huset er svensk pølseret. Med inspiration i den "svenske" variant, har jeg lavet denne, som jeg kalder spansk pølseret  - Spansk fordi de røde pølser er erstattet med den klassiske spanske chorizo. Chorizo fås i flere forskellige varianter, hvoraf nogen er lufttørrede, mens andre er mere fugtige. Egentlig skal denne ret laves med den saftige, ikke-tørrede pølse, men nu var det altså lige en lækker lufttørret sag jeg havde på lager, og jeg havde ikke overskud til at få handlet ind - Hurra for energi-stjælende lungebetændelse! På trods af den forkerte pølse-variant blev det til lækker aftensmad, selvom pølsestykkerne var en lille smule for tørre til min smag.



Spansk pølseret - 2 prs:

300 g chorizo - en der ikke er lufttørret
1 tsk olivenolie
1 stort løg
3 fed hvidløg
2 røde peberfrugter
1 dåse flåede, hakkede tomater - 400 g
1/2 tsk stødt chili
1/2 tsk tørret timian
1 tsk tørret oregano
1 dl fløde
Salt og peber

250 g frisk pasta

Skær pølsen ud i mundrette stykker. Rengør grøntsagerne og skær dem groft ud.


Opvarm olien i en gryde og steg pølsestykkerne heri. De vil afgive en del fedt, men det er meningen. sæt pølsen til side, og hæld det meste af fedtet væk - Du skal have hvad der svarer til 2 spsk tilbage. Sauter grøntsagerne i fedtet.


Tilsæt hakkede tomater, chili, timian og oregano og lad det simre ca. 10 min, til grøntsagerne er møre. Tag gryden af varmen og blend hele molevitten. Hæld det gennem en sigte, for at få en glat og blød sauce - Der skal røres godt, for at få så meget som muligt gennem sigten. Tilsæt fløde og kog saucen op igen, inden saucen smages til med salt og peber.


Vend chorizoen og den kogte pasta sammen med saucen.


Server med masser af parmesan og evt friskhakket persille - Dette måtte jeg dog tænke mig til denne gang, da frosten har taget livet af min persille.



28. oktober 2013

Okse/grøntsagsboller med tomatsauce

For noget tid siden fik en madblogger-kollega en god idé. Hun spurgte om ikke der var nogen der var friske på en lille udfordring. Deltagerne ville hver især få tildelt en af de andre deltagende blogs, hvor vi så frit kunne vælge en opskrift til fri fortolkning eller blot til efterligning. Madbloggerudfordringen 2013 var født, og jeg er selvfølgelig med. Jeg blev tildelt bloggen LykkesMad og faldt hurtigt over en opskrift på Okse/grøntsagsboller med tomatsauce, som jeg så nogle muligheder i. Jeg er nok lidt erhvervsskadet - Jeg er meget dårlig til at følge en opskrift, og har en tilbøjelighed til altid at ændre lidt hist og pist. Alt i alt synes jeg egentlig, at jeg har fulgt Lykkes opskrift ret godt.

Jeg har taget udgangspunkt i de råvarer Lykke har brugt i sin opskrift, men lavet det om, så det passer lidt bedre ind i min verden. Lykke har valgt at bruge en pakke hakket oksekød med grøntsager fra Coop - Et initiativ de har taget, for at gøre hakket oksekød "grønnere" og sundere. Jeg valgte selv at tilsætte grøntsager til min fars. Dels fordi jeg ikke vil betale kødprisen for hakket grønt, dels fordi jeg gerne selv vil bestemme hvilke gøntsager der skal i mine kødboller - Jeg vælger selvfølgelig lækre grøntsager fra min have. En anden ting jeg har ændret på er saucen. Jeg brød mig ikke synderligt om Lykkes version, som er helt plain dåsetomater, smagt til med laurbær, sukker og salt. Saucen vil helt sikkert være rigtig god til børn og andre sarte sjæle, men for mig er den for kedelig - Jeg kan godt lide lidt flere nuancer af smag.


Okse/grøntsagsboller med tomatsauce - 3 prs.

Kødboller:

400 g hakket oksekød
75 g selleri
75 g porre
50 g gulerod
50 g løg
1 fed hvidløg
Skal af 1/2 citron
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
1/2 tsk peber

Tomatsauce:

2 spsk olivenolie
1 løg
2 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
1 dl nedkogt hønsefond - eller kraftig bouillon
2 dl fløde
1 tsk salt
Evt friskkværnet peber

250 g hjemmelavet Pasta 
Evt Parmesan eller lignende ost
Evt. hakket persille

Selleri og gulerod rives på et groft rivejern. Løg og porre skæres ud i brunoise - helt fine små tern. De findelte grøntsager røres sammen med kødet samt presset hvidløg og de øvrige ingredienser.


Farsen formes til kødboller ca. på størrelse med valnødder. Læg dem på en plade med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 15 min.


Mens bollerne steger i ovnen tilberedes tomatsaucen. Skær løg og hvidløg lidt i stykker og sauter det kort i den varme olivenolie - Løgene skal ikke tage farve.


Tilsæt hønsefond og dåsetomater og kog det op. Lad det simre et par minutter.  Tag gryden af varmen og giv det hele en tur med en stavblender.


Sæt gryden tilbage på varmen. Tilsæt fløde og kog saucen op igen. Smag til med salt og evt. peber.


Når kødbollerne er færdige vendes de i saucen sammen med den kogte pasta.


Server med masser af revet parmesan og friskhakket persille.




11. april 2013

Tomatsuppe

Idag har vi (næsten) kødfri dag. Det er godt for både miljøet og pengepungen. Jeg synes ikke det gør noget, at undvære kød engang imellem, selv om jeg bestemt aldrig bliver vegetar. Dagens ret er tomatsuppe, som sagtens kan tilsættes enten sprøde bacontern, kød- eller fiskeboller, hvis man ønsker det. Men idag nøjes vi med lidt fuldkornspasta. Suppen er så simpel at lave, at børn kan lave den, men alt afhængigt af alderen, skal de måske have lidt hjælp - især når den skal blendes. Når det kun er en næsten kødfri dag, er det fordi vi skal have bruschetta til vores suppe. Til dem, vi skal have idag, bruger jeg en lille bitte smule bacon. Men bacon er jo egentlig ikke kød, det er et krydderi, ikke?


Tomatsuppe - 2-3 prs:

2 spsk olivenolie 2 løg
2 fed hvidløg
1 dåse flåede tomater
70 g koncentreret tomatpuré
2 laurbærblade
1 l grøntsagsbouillon
2 laurbærblade
1/4 tsk cayennepeber
2 tsk salt
Evt. 2-3 tsk sukker
Friskkværnet sort peber
100 g suppehorn, pastaskruer eller lignende

Skær løg og hvidløg ud i mindre stykker. Opvarm olivenolien i en gryde, og sauter løg og hvidløg deri. Det skal ikke brunes, men bare lige have, så løgene bliver bløde.


Tilsæt flåede tomater, tomatpuré, bouillon og laurbærblade. Kog suppen op, og lad den småsimre, under låg, i en halv times tid.


Tag laurbærbladene op, og blend suppen. Sæt den tilbage på varmen, tilsæt cayennepeber, pasta og smag til med salt, peber og sukker.


Lad suppen koge, til pastaen er al dente. Server med en skefuld creme fraiche og evt. hakket purløg.




28. januar 2013

Ravioli med spicy rejefyld

Jeg blev for noget tid siden foræret en pastamaskine. Har nu prøvet at bruge den et par gange, så jeg tør efterhånden godt kaste mig ud i, at dele en pastaopskrift her.

Som barn var jeg ret glad for ravioli fra dåse. Det er jeg ikke idag! Pasta, der har ligget og svømmet rundt i sauce i gud ved hvor lang tid, får altså en underlig konsistens. Alt hvad der er i sådan en dåse smager i øvrigt af det samme. Det er der ikke noget at sige til, når det har ligget i en tomatsauce i flere år. Frisk ravioli er vejen frem! Det kræver lidt tålmodighed, at lave det, men det smager altså super godt. Og så kan man jo selv bestemme, hvad der skal indeni. Desuden er det virkelig noget der kan imponere gæster, at man selv har stået og makket med at strikke ravioli sammen.

Pastadej - 2 prs:

200 g durummel
2 æg
1/2 tsk salt
1 tsk olivenolie

Spicy rejefyld:

100 g små rejer
50 g rød peber
50 g rødløg
2 fed hvidløg
Saft og skal af 1/2 citron
1 spsk frisk koriander
1 spsk sød chilisauce
1/2 tsk salt
100 g feta

Begynd med at lave fyldet. Rejerne skal marineres. Tag peberfrugt, rødløg, hvidløg, citronsaft og -skal, koriander, chilisauce og salt, og kør det hele sammen i en blender eller minihakker.

Vend rejerne sammen med den blendede masse, og stil det på køl et par timer.

Pastadejen skal hvile mindst en time på køl, så den skal også laves i god tid. Hæld durummelet i en skål, tilsæt æg, salt og olie. Rør rundt med en gaffel, indtil æggene er optaget i melet.


Herefter hældes massen ud på bordet, og æltes sammen til en ret fast dej. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den i køleskabet.

Lav fyldet klar, inden du begynder at rulle pastaen ud. Rejer og marinade hældes i en sigte, så væsken kan løbe fra. Fetaen smuldres i en skål, og tilsættes rejeblandingen.

Har du ingen pastamaskine, kan du rulle pastaen med en kagerulle. På pastamaskinen kører du det gennem højeste trin flere gange, inden du begynder at rulle det tyndere. Hver gang du har rullet det, foldet pastaen på midten, og rulles igen. Gentag gerne 10 gange, så du får en god og smidig dej. Herefter rulles pastaen helt tyndt ud, i lange plader, og læg dem på et meldrysset bord. Læg små portioner af fyld, med passende mellemrum, ovenpå pastaen.

Fugt en finger med vand, og smør det rundt om fyldet - Det vil fungere som lim, og holde de to pastalag sammen. Læg et lag pasta ovenpå, og tryk det grundigt sammen om fyldet. Der skal være helt lukket ind til fyldet.

Skær raviolierne ud med et klejnehjul.
Raviolierne koges ca. 3 minutter i saltet vand med lidt olie.

Server raviolien med en god tomatsauce

15. december 2012

Fettuccine med hvidvinssauce og krebsehaler

Idag kastede jeg mig, for første gang, ud i at lave pasta. Jeg har en veninde, som laver al sin pasta selv, og hun har altid sagt, at det er super nemt. Super nemt ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, men det er nok bare fordi jeg aldrig har prøvet det før - Svært er det dog ikke. Jeg vil ikke kaste mig ud i et indlæg om pasta-fremstilling endnu, for jeg skal vist lige have lidt mere styr på teknikken. Men bare rolig, det kommer senere.

Jeg havde egentlig en idé, om at jeg skulle lave fettuccine med muslinger. Da jeg ikke vil have frosne supermarkeds-muslinger, gik jeg til fiskepusheren. Han havde selvfølgelig udsolgt, hvilket han slet ikke kunne være bekendt, når nu jeg havde lyst til små lækre bløddyr. Men det gik ikke værre, end at jeg købte nogle lækre kogte krebsehaler i stedet.


Fettuccine med hvidvinssauce og krebsehaler:

100 g løg eller 50 g skalotteløg
2 dl hvidvin
3 dl fløde
Salt
200 g kogte, pillede krebsehaler
En håndfuld bredbladet persille

Ca. 200 g frisk fettuccine

Hak løget, og put det i en kasserolle sammen med hvidvinen. Bring det i kog, og lad det småkoge, indtil vinen er næsten væk - Det må ikke koge tør !


Hæld fløden ved, og bring gryden i kog igen. Skru ned for varmen, og lad det simre indtil saucen har en cremet konsistens. Hæld saucen gennem en sigte, for at få løgene sorteret fra. Smag til med salt.


Sæt saucen på varmen igen, og tilsæt krebsehalerne. De skal bare lige varmes op, for hvis de får for meget varme, bliver de seje. 


Den færdige sauce vendes sammen med kogt fettuccine og friskhakket bredbladet persille. 


21. november 2012

Lasagne

I mange år har jeg holdt hårdt på, at jeg ikke kan lide lasagne. Det skyldes, at jeg som barn blev fodret af med Knorr lasagne, hver gang min søster og jeg var alene hjemme. Jeg ved ikke, om det var det eneste hun kunne finde ud af at lave, eller om hun bare var usædvanligt glad for det, men det var ihvertfald det vi fik, HVER gang hun skulle lave mad. Til sidst var det sådan, at selve tanken om lasagne fik min mave til at snurre sig sammen... YRK !!

Jeg er stadig ikke vild med Knorr lasagne, men jeg kan til nød spise det, hvis det bliver serveret for mig. Jeg har til gengæld erfaret, at jeg er utroligt glad for en hjemmelavet, traditionel italiensk lasagne, hvor kød og grøntsager har fået lov at simre i en gryde sammen med rødvin. Det eneste utraditionelle ved den lasagne jeg laver er, at jeg i stedet for en bechamel laver en sauce mornay, jeg kan nemlig godt lide at det smager lidt mere af ost.

Bolognese:
300 g grøntsager - Løg, gulerod, selleri, bladselleri, porre, eller hvad du har lyst til.
Lidt olie
500 g mager hakket oksekød
2 fed hvidløg
2 dl rødvin
1 dl tomatpure
Ca. 0,5 l brun kalvefond
Jævning 
Krydderurter
Salt og peber

Sauce Mornay:
1 l mælk
75 g smør
75 g mel
3 - 4 dl lys fond
Parmesan efter smag
Salt og peber

8-10 lasagneplader
Revet mozzarella eller cheddar

Start med at lave din sauce Mornay, den skal nemlig simre længe, hvis den skal være rigtig god. Smelt smørret i en gryde, og bag det op med melet. Pisk fonden i, og sørg for at få rørt jævningen helt ud, så der ikke kommer klumper i saucen. Tilsæt mælk, indtil saucen har en passende konsistens. Riv parmesanen, og lad den smelte i saucen. Lad saucen simre, mens du laver din bolognese. Bliver den for tyk, tilsætter du lidt mere mælk. Smag til med salt og peber.


Begynd at ordne gøntsager til bolognesen. De skal skæres ud i fin brunioise (tern på 2x2 mm) Svits grøntsagerne i olien, tilsæt kødet og lad det brune. Tilsæt hvidløg, tomatpuré og rødvin, og lad det koge et par minutter, så rødvinen reduceres til ca. det halve. Tilsæt kalvefond og jævn kødsaucen. Til sidst smages til med salt, peber og friske krydderurter.

Smør et ildfast fad, og læg et tyndt lag bolognese i bunden. Læg et lag af lasagneplader og et tyndt lag Mornay. Fortsæt med skiftende lag, indtil du har opbrugt Mornay og bolognese.

Drys lasagnen med revet ost, og bag den i ovnen ved 180C varmluft i ca. 35 min.


Jeg kan godt lide at få noget friskt og knasende til min lasagne, da det ellers bliver en meget tung og blød ret. Idag valgte jeg at lave råmarinerede strimler af gulerod og hvidkål.