Viser opslag med etiketten Ost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ost. Vis alle opslag

24. august 2014

Tomatbruschetta

Jeg har så mange tomater i mit drivhus, at vi ikke kan følge med til at spise dem. Vi gør et ihærdigt forsøg, men der kommer jo nye modne tomater til hver dag. Det betyder, at når jeg en sjælden gang imellem er hjemme til at lave aftensmad, så er der ofte tomater involveret i dagens ret. En af smedebassens favoritter er bruschetta med tomat og ost. De kan spises som tilbehør til alverdens ting, men vi får det som regel sammen med noget godt fra grillen.

Jeg har ikke skrevet mængder på opskriften, da det ikke kommer sig så nøje, hvor meget man bruger. Man du skal være forsigtig med at putte for meget olie på brødet - Ellers bliver det for blødt og smattet.

Tomatbruschetta:


  • Skiver af ciabattabrød - gerne noget der er daggammelt
  • Olivenolie
  • Hvidløg efter smag og behag
  • Tomater i små stykker
  • Revet ost




Riv eller pres hvidløget ned i olien, og lad det trække mens du gør de andre ting klar.


Pensl brødskiverne med hvidløgsolien, og læg dem på en bageplade.


Læg tomatstykkerne ovenpå brødet - Der må gerne komme rigeligt på.


Drys med revet ost. Sæt brødene i ovnen ved 200 grader. De skal have 10-15 min, så osten bliver gylden, og brødet knaser lidt.


3. august 2014

Tomat-frittata

Det er (igen) ved at være noget tid siden, jeg sidst har haft tid til at skrive lidt her på bloggen. Vi har haft susende travlt på kroen, så det er faktisk små tre uger siden, jeg sidst har haft tid til at lave lidt mad her hjemme. I mellemtiden er mit drivhus begyndt at bugne med små fine tomater, og der er kommet fire nye høns til vores hønseflok, så idag var der tomat-frittata på menuen til frokost. Æg og tomat er jo en klassisk kombi, og når man så lige finder en humpel godt modnet vesterhavsost bagerst i køleren, så er der ikke et øje tørt. Frittata er hurtigt, nemt og lækkert - Og en lille smule mere spændende end en klassisk æggekage.

Tomat-frittata - 2 prs:

6 æg
1 dl mælk
1 tsk salt
Friskkværnet peber
1/4 tsk natron
1 tsk smør
En god håndfuld revet vesterhavsost - eller en tilsvarende hård ost som f.eks parmesan
250 g cocktailtomater



Skær et lille kryds i toppen af tomaterne - Dette gør at skindet kan trække sig sammen, uden at sprække på alle leder og kanter.


Pisk æggene sammen med mælk, salt, peber og natron. Smelt smørret i en pande og hæld æggemassen heri. Lad æggemassen sætte sig, drys den revne ost henover og stik tomaterne i med krydsene opad.


Sæt panden i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft. Bag til æggemassen et stivnet. Det tager ca. 10 min - Alt efter hvor stor en pande du har brugt.


Er du meget sulten, kan frittata serveres med en skive rugbrød eller salat ved siden af.

22. maj 2014

Asparges-frittata

Nede bagerst i min have bor der 4 høns. Jeg giver dem brød- og grøntsagsrester fra køkkenet, og så giver de til gengæld mig lækre friske æg - Det er en win-win situation. Efter orkanen Bodil's hærgen i efteråret, blev vi nødt til at evakuere hønsene, da det nye hønsehus, vi var ved at bygge, blev jævnet med jorden. Det gamle hønsehus var simpelthen for ringe, til at de kunne bo der vinteren over. Tøserne blev derfor flyttet over til mine forældre, hvor de har boet trygt og godt. Nu er vi imidlertid blevet helt færdige med genopbygningen, og derfor er hønsene flyttet hjem igen. Nu skal der spises æg! Godt nok har vi kun 4 høns, men de giver 4 æg om dagen, så vi spiser en del æggekager, omeletter og frittatas.

Frittata lyder skrækkeligt eksotisk, men i virkeligheden er det blot det italienske ord for æggekage. Italienerne putter gerne en masse forskelligt fyld i deres æggekager, og det er derfor jeg vælger at kalde denne for en frittata. I min barndom, hvor pengene af og til var små, kunne min mor godt finde på, at putte fyld i æggekagen, men det bestod af enten kogte kartofler i skiver eller skiver af tørt franskbrød - Begge dele var for ikke at smide noget ud, og for at strække æggene noget længere. Versionen med kartofler var jeg ret glad for, men min mave vender sig stadig, ved tanken om klæge franskbrødsskiver i min æggekage - Jeg tror det var mere af nød end af lyst, at hun puttede dem i.

Asparges-frittata - 2 prs:

6 æg

1 dl sødmælk
1 tsk salt
Friskkværnet peber
1/4 tsk natron
En god håndfuld revet parmesan
250 g grønne asparges
1 tsk smør



Knæk den træede ende af aspargesene, og gem dem evt. til en aspargessuppe. Skær aspargesene ud i snitter. Pisk æggene sammen med mælk, natron, salt og et par omgange fra peberkværnen.


Smelt smørret i en pande og hæld æggemassen i. Drys parmesan henover og fordel aspargessnitterne heri.


Sæt panden i ovnen ved 180 grader varmluft, og bag den i ca. 15 min. - Min pande er Ø 28 cm, hvis din er mindre, skal den nok have lidt længere i ovnen.


HUSK en grydelap eller et viskestykke, når du tager panden ud af ovnen. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at det gør nas, at tage fat i sådan et håndtag! Lad frittataen køle af et øjeblik, inden du skærer den ud.


Idag havde i kødfri dag, så vi fik en tomatsalat som tilbehør. Du kan sagtens servere en form for kød til frittataen, hvis ikke du kan undvære.


17. februar 2014

Svinemørbrad med flødeostefyld - Sous Vide - Madbloggerudfordringen II

Der har været lidt stille på bloggen her i februar måned, men jeg har haft en del om ørerne, og så må arbejdet med bloggen træde lidt i baggrunden. Nu er det imidlertid blevet tid til endnu en runde af madbloggerudfordringen. Lige som sidst er det La Cucina Nada der står bag udfordringen, men denne gang har hun slået sig sammen med Madet Mere, og de har gjort et rigtig flot stykke arbejde, for at få det hele op at køre. Denne runde af madbloggerudfordringen går ud på, at man bliver tildelt en blog, hvor man finder en opskrift som man parrer med en af sine egne. Der skal bruges mindst 3 ingredienser fra den pågældende opskrift.

Jeg blev tildelt bloggen Kager til kaffen, og hold da helt fast, hvor bliver man lækkersulten at at kigge på alle de lækre kager! Men nu er det sådan, at jeg ikke spiser kulhydrater i øjeblikket, så kager er helt udelukket for mig. Derfor blev det til en større udfordring, end jeg lige havde regnet med, da jeg meldte mig til udfordringen. Det var svært at finde en opskrift, med 3 ingredienser, som jeg rent faktisk må spise. Det lykkedes mig at finde en opskrift på cupcakes med citron, birkes og flødeost. Birkes må jeg egentlig ikke spise, men mange dukanere bruger dem alligevel som pynt på bagværk, så jeg tænkte, at en lille smule ikke kan skade ret meget. Næste udfordring blev, at finde en af mine egne opskrifter til parringen. Jeg har ikke rigtig lagt nogen dukan-opskrifter på bloggen, så det stod rimeligt hurtigt klart, at det skulle være noget kød af en art, hvor citron, birkes og flødeost bliver brugt som fyld. Valget faldt på en sous vide tilberedt svinemørbrad.

Svinemørbrad med flødeostefyld:

1 svinemørbrad - ca 500 g
2 tsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 lille rødløg
3 forårsløg
100 g flødeost
1 tsk blå birkes
Revet skal af 1/2 citron
Salt og friskkværnet peber

Snit løget fint, hak hvidløget og skær forårsløgene ud i fine ringe. Svits det i olivenolien på en pande - Grøntsagerne skal lige akkurat være møre. Lad det køle lidt af, og rør det sammen med flødeost, birkes og citronskal.



Afpuds mørbraden, og skær den ud, så den bliver så stor og flad som muligt. Læg en frysepose over, og bank den forsigtigt ud med en kødhammer. Læg mørbraden på et stykke husholdningsfilm. Drys den med salt og peber og fordel fyldet på halvdelen af mørbraden.


Rul mørbraden stramt sammen indeni filmen - Pas på at du ikke får film med ind i rullen. Når rullen er lavet, tager du fat om hver ende af husholdningsfilmen, og ruller hele pakke hen over køkkenbordet. Dette gøres for at stramme rullen op.


Vakuumer rullen, og læg den i sous vide vandbad ved 62 grader. Den skal have ca. 4 timer.

Når den har fået 4 timer i vandbad pakkes mørbraden ud, og duppes tør med køkkenrulle. Brun den godt af på alle sider i smør eller olie.


Jeg serverede mørbraden med sellerifritter.



6. januar 2014

Selleribøffer

Selv om jeg er glad for kød, skal der være plads til en kødløs dag engang imellem. Det er ikke alene sundt, men det er også godt for både pengepungen og miljøet.
Jeg har dyrket nogle rigtig flotte selleri i min køkkenhave i år, og har længe gået og drømt om selleribøffer. For nogen lyder det måske lidt kedeligt med en bøf lavet af selleri, men de smager altså skønt - Faktisk er de så gode, at både min smedebasse og min hund elsker dem. Har du ikke mod på en kødløs dag, kan bøfferne laves i et lidt mindre format, og bruges som tilbehør til et stykke kød - De minder meget om pommes rösti - bare uden kartofler.

Selleribøffer - 4 prs:

350 g selleri
100 g gulerod - Det er faktisk kun for farvens skyld, så de kan erstattes af ekstra selleri
75 g revet ost
2 fed hvidløg
2 store æg
3 spsk creme fraiche
1 dl rasp
1 1/2 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

2 dl olie til stegning

Selleri og gulerod rives groft - Jeg bruger min foodprocessor, for så tager det kun 10 sekunder, og man sparer en masse armkræfter. Put det i en skål sammen med alle de øvrige ingredienser.


Rør det hele godt sammen. Hvis massen er meget tør og smuldrende, kan du tilsætte lidt mere æg, men pas på at det ikke bliver så vådt, at det ikke kan hænge sammen.


Opvarm olien i en pande. Tag lidt af "farsen" op i hånden, og form det så godt du kan. Læg bøffen forsigtigt over på panden - Pas på fingrene!!


Lad bøfferne sætte sig, og vend dem. Skru ned for varmen, så de ikke bliver for mørke. De skal steges ca. 10 min i alt - Eller til de er nogenlunde faste, når du trykker let på dem.
Læg dem på et stykke køkkenrulle, når de er stegt færdigt.


Bøfferne kan spises med diverse tilbehør. Idag fik vi kogte karofler og bechamel. De kan lige så vel bruges i en burger, spises med pasta og tomatsovs, salat eller hvad du lige har lyst til.


5. januar 2014

Rejetærte med peberfrugt og forårsløg

Indimellem skal der ryddes op i køleskabet. Jeg har det dårligt med at smide madvarer ud, bare fordi de er blevet til overs. Vi har alle et ansvar for at stoppe spild af mad, og et skridt på vejen er, at have nogle retter på hånden, som kan varieres i det næsten uendelige. En tærte er et ret godt eksempel, på en ret, hvor det kun er fantasien der sætter grænsen, for hvad man kan putte i.

Rejetærte med peberfrugt og forårsløg:

1 portion tærtedej


1 peberfrugt
3 forårsløg
200 g rejer
100 g feta
5 æg
3 spsk creme fraiche
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

Beklæd en form med tærtedejen. Skær peberfrugt og forårsløg ud i mindre stykker og fordel det i bunden.


Sørg for at rejerne er drænet godt for vand - Dup dem evt. med et stykke køkkenrulle. Fordel dem over grøntsagerne, og smuldr fetaosten henover.

Slå æggene ud i en skål. Pisk dem sammen med creme fraiche, salt og peber.


Hæld æggemassen over tærtefyldet. Bank forsigtigt formen mod bordet et par gange, så æggemassen fordeler sig mellem fyldet.



Sæt tærten i en forvarmet ovn ved 185 grader, og bag den i ca. 45 min.


Lad tærten køle lidt af, inden du skærer i den.



17. november 2013

Cheesecake med citron og hindbær

I loooove cheesecake! Ja faktisk elsker jeg bare ost og retter med ost. Min familie er også glade for cheesecake, så jeg havde egentlig bestemt mig, for at vi skulle have sådan en til dessert Mortens aften. Sådan kom det ikke til at gå, for den mislykkedes totalt, og jeg blev så sur, at jeg smed både kage og springform i skraldespanden. Kokke har temperament - er det ikke sådan man siger? Ej, det var en rigtig dårlig springform, som jeg havde været irriteret på længe, så det var ikke kun mit arrigskab, der gjorde at den måtte lade livet. Men jeg havde altså lovet min far et stykke cheesecake, som jeg ikke kunne give ham, og det var jeg træt af. I denne weekend har min far og svigerfar så været her og hjælpe med et lille byggeprojekt vi har gang i, og så skulle de altså have den ostekage! Denne gang havde jeg fået justeret min opskrift, og den blev mere end vellykket.

Cheesecake med citron og hindbær - 8 - 10 prs:

150 g digestive kiks
50 g mandler
150 g smør
4 blade husblas
200 g flødeost naturel
2 æg - Deles i blomme og hvide
250 g creme fraiche - Min. 18% fedt
Marv af 1/2 vanillestang
Fintrevet skal af en citron
Saft af 1/2 citron
50 g flormelis
150 g hindbær

Smelt smørret. Hak kiks og mandler i en foodprocessor og bland det sammen med smørret. Hæld blandingen i en springform på ca. 25 cm. Fordel det jævnt og tryk det fladt.


Læg husblassen i blød i koldt vand. Put flødeost, æggeblomme, cremefraiche, vanillemarv, citronskal og -saft i en skål, og rør det sammen. Pisk æggehviderne stive med håndmikser. Tilsæt flormelis og pisk et par minutter mere - Der skal piskes så meget luft som muligt i.


Smelt husblassen over vandbad og rør den i osteblandingen. Herefter vendes de piskede æggehvider i. Tilsæt hindbærrene - Jeg bruger hjemmedyrkede hindbær som har været i fryseren. På den måde afgiver de lidt saft, som giver en fin farve til ostemassen. Hæld ostemassen over kiksebunden.


Er der store luftbobler på overflade, punkteres disse, inden kagen dækkes med film og stilles i køleskabet. Den skal stå min. 3 timer, inden den har sat sig.


Inden servering kan kagen pyntes som man lyster. Her har jeg gjort det helt simpelt med høvlede chokoladespåner. Da kagen i sig selv er ret syrlig, kan den sagtens bære, at blive serveret med en sød coulis el.lign. 

15. juli 2013

Cæsar-inspireret-salat

En af mine absolutte favoritsalater er en cæsar salat. Den er ganske simpel, men smager fantastisk. Mange tror fejlagtigt, at en klassisk cæsar salat indeholder kylling, men den oprindelige opskrift indeholder kun romaine salat, brødcroutons, høvlet parmesan og den fantastiske dressing. Jeg putter dog også kylling i salaten, for at den mætter noget mere. Vi får det gerne som aftensmåltid om sommeren, hvor appetitten ofte ikke er den største. Denne salat minder meget om den oprindelige, men er alligevel ikke helt rigtig. Jeg har brugt rød pluksalat fra haven i stedet for romaine, tilsat kylling og udskiftet den høvlede parmesan med sprøde, bagte parmesanflager.

Cæsar-inspireret-salat - 2 prs:

100 g pluksalat

300 g stegt kyllingebryst
4 stk sprøde parmesanflager
1 portion fuldkornscroutons med salt
1 portion cæsar-dressing

Salaten plukkes i mundrette stykker og vendes sammen med dressingen.


Salaten anrettes på tallerkener med croutons og skiver af kylling ovenpå.


Slut af med et par parmesanflager.


Denne gang var jeg lige lidt kreativ, og pyntede med et par kornblomster. Jeg burde have pillet kronbladene af, og udelukkende brugt dem, da selve blomsterknopperne er hårde og uspiselige. Men de er så fine, når de er hele, så det gjorde jeg altså ikke. Kronbladene fra kornblomst er relativt smagsløse, men jeg synes de er flotte.

10. juli 2013

Sprøde parmesanflager

Jeg elsker ost! Det er simpelthen noget af det lækreste, og kan anvendes på utallige måder. Parmesan er helt klart blandt favoritterne. Der er simpelthen så meget smag i sådan noget, og jeg spiser sjældent en pastaret, uden der er parmesan på eller i. Lidt ost i en salat er også noget vi bruger meget her i huset, og parmesan bliver bl.a brugt i aspargessalat og cæsarsalat. Den anden dag fik vi en cæsar-inspireret salat, og for at peppe den lidt op lavede jeg sprøde parmesanflager som erstatning for den høvlede parmesan, der er på den klassiske.

Smagen i osten ændrer sig lidt, når den bliver bagt. Jeg synes den bliver lidt kraftigere og mere syrlig. Det er ikke noget jeg kan spise i ubegrænsede mængder, men en flage eller to til en gang salat, det er noget der dur.

Sprøde parmesanflager - 6 stk:

75 g parmesan

Riv parmesanosten på et groft rivejern.


Læg parmesanen ud i rækker på bagepapir. Det må ikke ligge alt for tæt, for det flyder lidt ud under bagningen.


Osten bages 15-20 min ved 180 grader varmluft. De skal være gyldne, men må ikke blive mørke.


Når flagerne er kølet af, bliver de sprøde, og så stive at de kan stå.


Her er parmesanflagerne serveret til en cæsar-inspireret salat.


25. juni 2013

Fuldkornspizza med gedeost og parmaskinke

Hvis man gerne vil spise pizza og alligevel være lidt sund, er det en god idé at lave en fuldkornsbund og spare på de fede toppings. Jeg elsker fuldkorn! Det smager bedre, der er mere bid i, og det mætter virkelig godt. Udtrykket "fuldkorn er guldkorn" giver rigtig god mening for mig. Når det kommer til pizzatopping, er der mange der sværger til pølser, bacon, pepperoni og selvfølgelig en masse ost. Det smager også godt, men der må altså gerne ske lidt nyt engang imellem. Jeg synes det er rigtig lækkert, at få en pizza, hvor fyldet ikke er blevet til en uoverskuelig masse der er helt smeltet sammen. Så jeg eksperimenterer ind imellem lidt med pizza, hvor det kun er en del af fyldet der bliver bagt - lidt ligesom når man får en pizza med kebab, ost og frisk salat. I virkeligheden handler det bare om, at finde råvarer, som virkelig smager af noget, for så behøver man ikke at bruge så meget af det, og pizzaoplevelsen bliver til noget der er både let og lækkert.

Fuldkornspizza med gedeost og parmaskinke - 2 stk:

Bund:

2 dl lunkent vand
25 g gær
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
1/2 tsk sukker
100 g fuldkornshvedemel
Ca. 200 g hvedemel

Fyld

2 spsk basilikumspesto
1 gederulle - fromage de chevre
6 - 8 skiver parmaskinke
1 stor solmoden tomat
Frisk basilikum eller rucola
Evt. cremefraiche dressing / Urtedressing

Rør gæren ud i det lunkne vand blandet med olie. Tilsæt alle de tørre ingredienser, men hold lidt af hvedemelet tilbage, det er ikke sikkert du skal bruge det hele. Ælt dejen grundigt sammen, og lad den hæve tildækket og lunt i 30 min.


Del dejen i to stykker, og rul hvert stykke ud, så det kun er 3-4 mm tykt. Læg dem på bageplader, smør med pesto, og læg tynde skiver af gedeost på.


Bag pizzaerne en ad gangen, nederst i ovnen, ved 225 grader varmluft. De skal have ca. 15 min. Det er vigtigt, at ovnen er helt varm, når pizzaen kommer ind, og at du kun bager en ad gangen. Dette gøres for at få en sprød bund. Hvis du bager to plader ad gangen, får den øverste ikke nok varme nedefra, og bunden vil højst sandsynligt blive lidt blød.


Når pizzaen er bagt anrettes den med parmaskinke, tomat i tynde både, basilikum eller rucola og evt. dressing.



15. juni 2013

Æblesalat med kylling og cheddar

Idag har jeg høstet de første salatblade i køkkenhaven. Det skal selvfølgelig fejres med en ny salatopskrift, som jeg har brygget sammen over de sidste par dage. Jeg synes virkelig at noget at det aller bedste ved sommeren er, at jeg kan gå ned i min køkkenhave, og hente hvad jeg har brug for i køkkenet. Det kan ikke lade sig gøre, at få friskere råvarer, og jeg laver simpelthen madplan, efter hvad jeg kan hente i haven. Jeg finder stor tilfredsstillelse ved at dyrke mine egne grøntsager. Ikke nok med at de kan spises med god samvittighed, fordi de ikke er transporteret rundt på landevejene, men jeg ved også med sikkerhed, at de ikke er behandlet med alt muligt skidt, så de kan holde til at ligge på en butikshylde i en uge.

Denne opskrift er inspireret af den klassiske cæsar salat.

Æblesalat med kylling og cheddar - 2 prs:

1 syrligt sødt æble
50 g salatblade
250 g stegt kyllingfilet
50 g cheddar i tern
En håndfuld croutons med salt

Dressing.

2 spsk olivenolie
2 spsk æblecider eddike
1 tsk brun farin
1 tsk dijon sennep
Salt

Start med at røre ingredienserne til dressingen sammen, og lad det trække mens du ordner salaten. På den måde er du sikker på at saltet er helt opløst.


Skyl og slyng salaten, og bræk det evt. i lidt mindre stykker - alt efter hvilken type salat du bruger.


Skær æblet ud i tynde både, bland det med salaten og vend begge dele sammen med dressingen. Anret det på to tallerkener.


Skær kyllingekødet ud i mindre stykker, og fordel det ovenpå salaten sammen med cheddar i tern. Drys til sidst med sprøde croutons.



Hurtig, let og lækker frokost, klar til servering.


8. juni 2013

Gulerodscupcakes med ostecreme

Hvem siger at kage er usundt? Når man putter gulerødder i, er det da super sundt...eller noget i den retning. Jeg har egentlig aldrig været særligt vild med gulerodskage, men da jeg første gang smagte sådan en med ostecreme ovenpå, der blev jeg altså lidt forelsket. Det her er ikke min egen opskrift. Så vidt jeg husker, var den bagpå en pose gulerødder jeg engang købte. Men den er super god, og kagerne bliver lækre og svampede. Mums! Sidder og gnasker på en af dem lige nu.

Gulerodscupcakes - 10 stk:

150 g brun farin
1 dl rapsolie
2 æg
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 knivspids salt
1/2 tsk natron
1 tak kanel
200 g groftrevne gulerødder
50 g hakkede nødder

Ostecreme:

60 g smør
100 g nautral friskost - feks. philadelphia
1 tsk vanille
200 g flormelis

Put olie og farin i en skål, og pisk det godt sammen. Tilsæt æggene og pisk indtil blandingen er lys og luftig.


Tilsæt alle de øvrige ingredienser og rør det hele grundigt sammen.


Fyld dejen i muffinsforme. Kagerne hæver, så husk kun at fylde formene 3/4.


Sæt kagerne i en forvarmet ovn ved 185 grader varmluft og bag dem i 20 min.

Mens kagerne bages forberedes ostecremen. Alle ingredienserne piskes sammen til en creme og fyldes i en sprøjtepose med stjernetyl. Læg posen på køl, så cremen kan stivne lidt.


Når gulerodskagerne er bagt, afkøles de helt, inden de forsigtigt tages ud af formene. Hvis de ikke er helt kolde, risikerer du at kagerne flækker, og bunden sidder tilbage i formen.
Dekorer kagerne med ostecreme og evt. sukkerpynt eller lignende. På de her puttede jeg lidt spiseligt glimmer.