Viser opslag med etiketten Kage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kage. Vis alle opslag

9. februar 2021

Fastelavnsboller med remonce

 Af en eller anden grund trender fastelavnsboller helt vildt i disse år. Hos nogle af de mere populære bagerier, står folk ligefrem i kø ud på gaden, for at købe fastelavnsboller. Det er da også lidt hyggeligt med de her årstidsbestemte traditioner. Hvis nu vi spiste fastelavnsboller året rundt, så ville der nok ikke være helt den samme hype. 

Når det kommer til fastelavnsboller, så er der ligesom to retninger: Dem med flødeskum, og de gammeldags, hvor det rent faktisk er en bolle med fyld. Skal jeg have en af de snaskede med fløde, så vil jeg helst have en fyldt vandbakkelse, men skal jeg have en gammeldags fastelavnsbolle, vil jeg gerne have en der er fyldt med remonce, jeg er nemlig helt tosset med remonce. 

Fastelavnsboller med remonce ca. 15 stk:

Dej:

  • 100 g smør
  • 1 1/2 dl sødmælk
  • 25 g gær
  • 50 g sukker
  • 1 æg
  • 375 g hvedemel
  • Evt. 6 g bageenzym
  • 1/2 tsk salt
  • 1/2 tsk gurkemeje

Fyld:

  • 100 g smør
  • 100 g brun farin
  • 200 g marcipan
  • Evt mørk chokolade

Smelt smørret i en gryde, tag den af varmen og tilsæt mælken. Blandingen skal være fingerlun, inden gæren opløses deri. Rør sukker, salt og æg ud i blandingen, inden hvedemel, gurkemeje og evt. bageenzym æltes i. Ælt dejen godt på et meldrysset bord, dæk den til, og lad den hæve i ca. 30 min.
Imens røres alle ingredienserne til fyldet sammen.


Rul dejen ud i 4-5 mm tykkelse, og skær den ud i firkanter a' ca. 10x10 cm.


Læg en god skefuld fyld på hver dejstykke, og drys evt. med lidt mørk chokolade.


Fold alle hjørnerne sammen, sådan at bollen bliver helt lukket, og klem det godt sammen, så fyldet ikke løber ud.

Læg bollerne med samlingen nedad, på en bageplade, og lad dem hæve i ca. 30 min. 


Pensl. bollerne med sammenpisket æg, og bag dem 20 minutter ved 180 grader varmluft.


Pynt de afkølede fastelavnsboller med glasur og evt. krymmel. 

21. januar 2021

Krydret ølkage med koldt smør

 Jeg er rigtigt glad for krydrede kager. En af mine yndlingskager er en lækker, krydret sirupslagkage med smørcreme. Skal det være en hel del nemmere og hurtigere, så er en krydret ølkage en oplagt mulighed. Det må ganske enkelt være en af verdens nemmeste kager. Alle ingredienserne skal bare røres sammen, hældes i en smurt rugbrødsform og bages i godt en time, så er der friskbagt kage. Sådan en ølkage bliver super sprød udenpå med en tæt krumme indeni. Når den er kølet af, skal den skæres ud i skiver, der næsten ligner et stykke rugbrød. Sådan en skive skal have et godt lag koldt smør, og nydes med en kop varm kaffe til.



Krydret ølkage:

  • 330 ml nisseøl/hvidtøl
  • 500 g hvedemel
  • 500 g brun farin
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt nellike
  • 1 tsk allehånde
  • Smør og mel til formen

Alle ingredienser puttes i en skål og røres godt sammen. Det kan sagtens gøres med en grydeske, men du kan selvfølgelig også røre den på en røremaskine.


Når dejen er rørt sammen, tager du en klat smør og smører ud i en rugbrødsform. Formen drysses herefter med hvedemel. Dette gøres for at kagen slipper formen, når den er bagt.


Dejen hældes i formen. Der skal være god plads til at kagen kan hæve til dobbelt størrelse. Ølkagen bages i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i 1 time og 15 min.


Lad kage køle af, inden du skærer den i skiver og serverer med koldt smør. Har du bagt mere end du kan spise, så kan du fryse kagen ned.

28. december 2020

Havtorn-cheesecake

 Julen er overstået, og det er tid til at få planlagt nytårsmenuen. I år bliver der nok ikke mange af de helt store nytårsfester, men derfor skal nytåret ikke gå ubemærket hen. Selv skal vi fejre det sammen med et par af vores gode venner, og aftenen skal bruges på lækker mad, god vin og brætspil. 

Menuen bliver simpel og uden de store dikkedarer, men stadig lækker og festlig.

Nytårsmeny 2020

Forret:

Citronblinis med creme rørt af dampet torsk, æbletern, løg, grovkornet sennep og creme fraiche toppet med sprød baconknas og karse

Hovedret:

Tournedos af oksemørbrad serveret med kartoffeltimbale, gulerodspuré, bagte stilktomater, asparges svøbt i serrano. Dertil Sauce poivre

Dessert:

Havtorn-cheesecake serveret med nougatine

Jeg synes altid det er lidt svært med den der nytårsdessert. Jeg er slet ikke den store dessertspiser, og synes derfor det kan være enormt svært, at finde på noget lækkert. Især når man, som jeg, ikke bryder sig specielt meget om is. Men hvis der er en dessert som jeg kan lide, så er det cheesecake. Jeg ELSKER den her lidt knasende bund med den syrlige flødeostecreme ovenpå. Når den så oven i købet er lavet med havtorn, så bliver jeg nærmest lykkelig af at spise sådan et stykke. Havtorn er fantastiske. Sammen med passionsfrugt er det den frugt jeg allerhelst vil se i en dessert. De har nemlig begge en helt fantastisk syrlighed, som gør at jeg ikke går kold i desserten efter 3 mundfulde.

Havtorn kan samles langs de danske kyster i sensommeren, men de har nogle modbydelige pigge man skal vogte sig for. Hvis ikke du selv har fået samlet forsyninger, så kan de, på lidt mere fredelig vis, købes i Brugsen.


Havtorn-cheesecake - 10 prs:

Kiksebund:

  • 100 g smør
  • 200 g digestive kiks

Flødeostecreme:

  • 400 g havtorn
  • 75 g flormelis
  • 5 blade husblas
  • 200 g flødeost
  • 150 g flormelis
  • 1,5 dl piskefløde
  • 300 g creme fraiche 18%
  • 2 pasteuriserede æggehvider




Læg husblassen i blød i koldt vand. Put havtorn og 75 g flormelis i en gryde og giv det et opkog. Blend bærrene og hæld puréen gennem en sigte, for at fjerne de sorte kerner. Mens puréen stadig er brandvarm, opløses husblassen heri. Stil det til side, så det kan køle lidt af.


Tag en springform på ca. 23 cm. Beklæd evt. bunden med et stykke bagepapir, så kagen er nemmere at få ud, når den er færdig.

Smelt smørret, hak kiksene fint i en foodprocessor og bland det smeltede smør i. Hæld blandingen i springformen, og tryk det godt sammen. Stil formen på køl, mens du laver flødeostecremen.


Start med at piskeæggehviderne stive, og stil dem til side. Flødeosten kommes sammen med resten af flormelisen i en skål, og piskes til det er helt glat. Nu tilsætter du fløde og creme fraiche, og pisker det hele. Tag den fingerlune havtornpuré, gem et par spiseskefulde af den, og hæld resten i flødeostecremen, mens du pisker. Til sidst vendes de stiftpiskede æggehvider i.


Hæld cremen over bunden - Den skal gerne være så lind, at den selv fordeler sig. Tag en ske og dryp den gemte havtornpuré forsigtigt over kagen. Herefter tager du en tandstikker eller en kødnål og trækker rundt i puréen, således at kagen bliver marmoreret. 



Stil kagen på køl og vent 4-5 timer på at den sætter sig. Når kagen er sat, bruges en kniv dyppet i varmt vand, til at løsne den fra siden af springformen.



22. november 2020

Cookies med tranebær og ruby chokolade

Min weekend blev bl.a. brugt på besøg fra familie og venner, og i den forbindelse blev jeg selvfølgelig nødt til at bage lidt lækkert til vores gæster. Det er altid en god anledning til at få ryddet lidt ud i bageskuffen, og lade sig inspirere, af hvad man har på lager, i stedet for altid at skulle ud og købe en masse forskellige ting. Det blev der bl.a. disse cookies med mørk chokolade og peanuts ud af, og så fik jeg lavet en portion med tranebær og ruby chokolade.
Måske har du set ruby choklade før, men ved egentlig ikke rigtig hvad det er. I bund og grund er det en lyserød chokolade, som har en lækker frugtig, let syrlig smag, som leder tankerne lidt hen på hindbær. Ikke desto mindre, så er det en ren chokolade. Der er ikke tilsat smag eller farve. Smagen og farven kommer fra en type af kakaobønne, som har disse egenskaber fra naturens side. Chokoladen kom på markedet i 2017, efter at chokoladeproducenten Barry Callebaut havde brugt ikke mindre end 15 år på at udvikle den. Siden da er den blevet adopteret af flere forskellige chokoladeproducenter, og man kan bl.a få både KitKat chokoladebarer og Magnum is, som er overtrukket med ruby. Hvis du ikke har prøvet den endnu, så kom afsted!




Cookies med tranebær og ruby chokolade - ca. 20 stk:

  • 150 g blødt smør
  • 200 g sukker
  • 1 æg
  • 1 vanillestang
  • 200 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 120 g tranebær
  • 120 g ruby chokolade



Skrab kornene ud af vanillestangen, og bland dem godt ud i sukkeret. Rør smør, sukker og æg godt sammen. Jeg bruger min foodprocessor, men du kan også bruge en røremaskine, eller en håndmikser med dejkroge.


Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og rør det hele godt sammen. 



Dejen trilles til kugler, som sættes på bageplade og trykkes let flade. Jeg laver dem i en størrelse, hvor det passer med en teske, der er god top på.


Kagerne bages ca. 20 min ved 180 grader varmluft. Hold øje med at de ikke bliver for mørke. Lad kagerne køle af på en rist, inden de pakkes i kagedåse.

Et lille tip: Dejen kan trilles til kugler og fryses. På den måde er de klar til at tage op, og bage i en hurtig vending, hvis der kommer uventede gæster, eller hvis lækkersulten melder sig.

6. november 2020

Svampet banankage med kokos

 Jeg får næsten altid købt for mange bananer. Det betyder, at vi, ret ofte, ender med at have et par bananer liggende, som bare ikke er helt vildt lækre at sætte tænderne i. Hvordan man kan lide sine bananer er selvfølgelig smag og behag, men for mig bliver de altså hurtigt for bløde og vammelt søde. 

Når de så ligger der i frugtskålen, og ser lidt ynkelige og halvslatne ud, med deres brune pletter, så vandrer mine tanker hurtigt hen på lækre, saftige bananpandekager eller en svampet banankage. Overmodne bananer er helt fænomenale at bruge i bagværk, hvor de giver både fugt og sødme. Hvem kan stå for det? Kærligheden har haft denne banankage med på arbejde et par gange, og når hærdebrede mænd begynder at spørge til opskriften, så ved man bare, at man har ramt noget rigtigt.



Banankage med kokos:

  • 150 g smør
  • 3 mellemstore bananer
  • 2 æg
  • 200 g skyr
  • 200 g sukker
  • 250 g hvedemel
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 50 g kokosmel
  • Smeltet chokolade eller kakaoglasur til overtræk




Smelt smørret og mos bananerne. Rør begge dele sammen med æg, skyr og sukker.



Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og rør det hele grundigt sammen - Det kan sagtens gøres i hånden, med et alm. piskeris.


Fordel dejen i en bradepande på ca. 25 x 35 cm. Bag kagen ved 180 grader varmluft i ca. 35 min.



Tjek med en tandstikker, om kagen er bagt færdigt. Lad kagen køle af, inden du overtrækker den med kakaoglasur. Alternativt kan du lægge skiver af god pålægschokolade på kagen, lige når den kommer ud af ovnen, og på denne måde give den et helt fint lag chokolade på toppen.






19. oktober 2020

Cookies med mørk chokolade og peanuts

 Jeg har en stor kærlighed til cookies - store lækre småkager som er sprøde udenpå og lidt bløde indeni. Gerne fyldt med alverdens lækre ting. Man kan sådan set putte i, lige hvad man har lyst til. Hvis du kender David Chang, manden bag The Milk Bar, har du sikkert også hørt om hans compost cookies. Det er ganske enkelt cookies, der er fyldt med alverdens godt fra gemmerne; knuste kiks, chokoladebar-rester, hakkede saltstænger, og hvad man nu ellers lige kan finde bagerst i skabet. De skulle smage himmelsk, og er helt klart noget der skal prøves, når det bliver min tur til at besøge New York.

Nåh men, de her cookies er ikke helt compost cookies, men jeg HAR været ved at rydde op i bageskuffen, og derfor kom der en rest saltede peanuts i disse, i stedet for de hasselnødder, som jeg normalt ville have brugt. Det blev også til en omgang cookies med tranebær og ruby chokolade, som du kan finde opskriften på her




Cookies med mørk chokolade og peanuts - ca. 20 stk:


  • 150 g blødt smør
  • 200 g brun farin
  • 1 æg
  • 200 g hvedemel
  • 1 tsk groft salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 150 g mørk chokolade
  • 125 g saltede peanuts




Smør, farin og æg røres sammen. Jeg kører dejen på min foodprocessor, men den kan også laves på røremaskine eller med dejkrogene på håndmikser.



De øvrige ingredienser tilsættes, og det hele blandes godt sammen.



Dejen trilles til kugler, som sættes på bageplade og trykkes let flade. Jeg laver dem i en størrelse, hvor det passer med en teske, der er god top på.



Kagerne bages ca. 20 min ved 180 grader varmluft. Hold øje med at de ikke bliver for mørke. Lad kagerne køle af på en rist, inden de pakkes i kagedåse.

Et lille tip: Dejen kan trilles til kugler og fryses. På den måde er de klar til at tage op, og bage i en hurtig vending, hvis der kommer uventede gæster, eller hvis lækkersulten melder sig.

26. juni 2017

Sirupslagkage med smørcreme

Lige om lidt har jeg fødselsdag. Jeg bliver 33 år 29 år. For mange er fødselsdage synonymt med flødeskumslagkager. Sådan har jeg det ikke. Faktisk kan jeg ikke finde en kage, som jeg er mindre glad for end en flødeskumslagkage. Det er lige en tand for blødt og smattet til mig. Derfor har jeg, de senere år, forkælet mig selv med en sirupslagkage på min fødselsdag. Det er en kage, som er forbundet med en masse minder om min elskede, og savnede, farmor. Når vi kom på besøg, hev hun af og til en sirupslagkage ud af spisekammeret. Den var altid lagt sammen med smørcreme, og så var der kakaoglasur og krymmel på toppen.
Den opskrift jeg deler her er ikke min farmors. Jeg ved ikke om min farmors opskriftsbog stadig eksisterer, men hvis den gør, så ved jeg ikke hvem der har den. Så jeg har måttet tage til takke, med en tilfældig opskrift, som jeg med tiden har justeret til at blive min egen. Det er den dog ikke blevet dårligere af. Hvis du er til krydrede kager, så skylder du sig selv at forsøge sig med den her. Det tager max 20 minutters effektiv arbejdstid at lave den (når man ikke medregner bagetid og afkøling) Og så kan den laves et par dage i forvejen, hvis det kniber med tiden, på den dag du skal bruge den. Faktisk bliver den kun bedre af at stå og trække et par dage, efter den er lagt sammen.



Sirupslagkage - 6-8 prs:


  • 125 g sirup
  • 50 g brun farin
  • 2 æg
  • 125 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk kanel
  • 1/2 tsk stødt nellike
  • 1 tsk stødt ingefær


Smørcreme:


  • 125 g blødt smør
  • 200 g flormelis
  • 1 æggeblomme


Evt:

  • Abrikosmarmelade



Sirup, farin og æg piskes skummende. Alle de tørre ingredienser blandes og røres i.


En springform eller lagkageform smøres og drysses med mel. Jeg har sådan nogen smarte forme i silicone - de er klart de nemmeste at få kagen ud af efter bagning. Dejen hældes i formen, og bages 20 min ved 200 grader.


Ld kagen køle helt af, inden du deler den i to. Du kan lave smørcremen imens, ved at piske alle ingredienserne sammen, indtil sukkeret er opløst. Pas på ikke at piske for meget, for sådan en creme kan godt skille, hvis den bliver for varm. 


Fordel smørcremen på bunden, og derefter et lag abrikosmarmelade, hvis du er til det.

Den her kage bliver forholdsvist flad, og ser ikke ud af ret meget, men derfor smager den helt faktastisk alligevel. Hvis du vil have en højere kage, så bag to kager, så du får 4 bunde. Lav tilsvarende dobbelt op på smørcreme.


Byg kagen op af det antal lag du ønsker. Overtræk kagen med kakaoglasur, og pynt den med krymmel, mandelsplitter, frysetørrede bær, eller hvad du nu lige synes. Lad den gerne stå på køl et par dage - Hvis du kan vente så længe.



8. august 2016

Citruscheesecake

Der findes ikke mange desserter, hvor jeg bare tænker "Wow, hvor er den lækker" Får jeg serveret noget friskt, og gerne lidt syrligt, så er jeg glad. For mig er det en god, let rensende afslutning på et måltid, som kan være nærmest opløftende, og ikke mindst forfriskende. Den her cheesecake har selvfølgelig en vis fedme fra både fløde og flødeost, men citrusfrugterne gør den let og sommerlækker.



Citruscheesecake - ca. 8 prs:

  • 150 g smør
  • 300 g digestive kiks
  • 1 lime
  • 1/2 citron
  • 200 g neutral flødeost
  • 100 g sukker
  • 1/4 l piskefløde
  • 2 blade husblas

Kiksene knuses i foodprocessor - Har du ikke sådan en, kan en frysepose og en kagerulle gøre det. Smørret smeltes og blandes i de knuste kiks. Blandingen fordeles i en springform Ø26, og trykkes godt sammen. Bunden stilles på køl, mens ostecremen laves.


Fløden piskes og stilles til side. Skallen fra citrusfrugterne rives fint, og saften presses ud. Husblas lægges i blød.
Rør flødeost sammen med citrusskal og sukker. Citrussaften varmes let, og den udblødte husblas smeltes heri.


Husblassen hældes i ostemassen i en jævn stråle, under konstant omrøring. Sørg for at røre det godt ud, så det ikke lægger sig som vingummibamser. Til sidst vendes ostemasen over i den piskede fløde, og det hele vendes godt sammen.


Fordel cremen ovenpå kiksebunden og stil den på køl i mindst 6 timer, så den kan sætte sig.


Pynt kagen som du lyster. Her har jeg brugt morgenfruer (som er spiselige) fra haven, for at holde looket let og sommerlækkert - ligesom kagen.


22. april 2016

Super nemme kokosmakroner

I påsken fejrede vi smedebassens fødselsdag. Hele den pukkelryggede blev inviteret til påskefrokost i anledning af at han fyldte 35 år. Til sådan et frokostbord skal der ikke mangle noget, men når gæsterne spiser sig mere end mætte til frokost, hvad serverer man så til kaffen? Jeg gad helt ærligt ikke lave hverken lagkage eller kagemand, for jeg var klar over, at jeg ville ende med at have en masse kage til overs, som i sidste ende ville blive til hønsemad. Derfor bestemte jeg mig for at nøjes med kransekage konfekt, små trøfler og kokosmakroner. Hvad der blev til overs, kunne ryge med til kollegaerne efter påske. Opskriften her er ikke min - Det er faktisk en jeg har fundet i Rema's tilbudsavis. Den har været bragt flere gange, men det er først nu, jeg har fået den prøvet af. Makronerne er ret gode, og ikke mindst nemme! Det tager ca. 10 - 15 min, så er de i ovnen.



Kokosmakroner - ca. 24 stk:

  • 1 dåse sødet, kondenseret mælk - knap 400 g
  • 300 g kokosmel
  • Ca 200 g mørk chokolade til overtræk


Kokosmel og kondenseret mælk røres sammen til en ensartet masse.


Form massen til kugler, toppe, eller hvad du nu lige synes. Det skal klemmes lidt sammen, så det ikke falder fra hinanden.

Bag kokosmakronerne ca. 10 min ved 175 grader. De skal være let gyldne.


Når makronerne er kølet helt ned, overtrækkes bunden med smeltet, mørk chokolade.