Viser opslag med etiketten Boller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Boller. Vis alle opslag

3. februar 2013

Boller med texmex og skinke

Jeg havde et par pakker gær, som efterhånden trængte til at blive brugt, til at ligge i køleren. Så jeg har eksperimenteret lidt i køkkenet idag. Jeg kan godt lide nemme madpakker. Pizzasnegle, pølsehorn, hjemmebagte boller der blot skal have lidt smør og en skive ost - Det er i min verden et hit! Så missionen var idag, at få udviklet noget nyt til madpakken. Det endte ud i en opskrift på nogen luftige, lidt spicy osteboller med skinkestykker i - Dejligt nemt til madpakken, eller en lækker snack til den lille sult.

Boller med texmex og skinke - 9 stk:

1,5 dl vand
50 g smør
50 g gær
2 æg 
1 tsk salt
300 g hvedemel
150 g texmex - Ukrydret ost kan selvfølgelig også bruges.
150 g skinke i tern
Æg til pensling
Oregano

Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen og tilsæt vandet. Smuldr gæren i en skål og hæld vand og smør over. Sørg for at det er håndlunt, så du ikke slår gæren ihjel! Rør gæren ud, og tilsæt æg, mel og salt.


Rør det sammen til en lidt sej grød. Tilsæt skinke og texmex, og rør det godt sammen med dejen.


Sæt dejen i klatter på bagepapir med et par skeer - Sørg for at de ikke bliver for flade. Lad dem hæve en times tid uden et viskestykke over.


Efter en time skulle de gerne være hævet til dobbelt størrelse. Pensl bollerne med sammenpisket æg og drys oregano over. Bages ca. 15 min. ved 225 grader varmluft.




19. januar 2013

Chokoladeboller

Vi har besøg af min super dejlige bonusdatter, og landskabet er dækket af det fineste tykke lag puddersne. En tur på kælkebakken er et must ! Prinsessen insisterer på at få varm kakao, når hun har været ude i sneen, og så er det jo oplagt, at spise en friskbagt chokoladebolle til. Er jeg lige den bedste papmor, eller hvad?

Chokoladeboller - 14 stk:

50 g gær
100 g smør
4 dl tykmælk
500 g hvedemel
250 g grahamsmel
1 tsk groft salt
2 spsk sukker
1 æg
150 g mørk chokolade

Æg til pensling

Smelt smørret i en gryde. Imens kan du hakke chokoladen - Det skal ikke være alt for fint.

Hæld tykmælken i en skål, og tilsæt det smeltede smør. Rør gæren ud i blandingen. Tilsæt æg, sukker, salt, og det halve af melet. Rør det godt sammen og tilsæt chokoladen.


Ælt resten af melet ind i dejen - lidt ad gangen.

Lad dejen hæve tildækket og lunt i en times tid.



Når dejen er hævet, æltes den igennem igen, og formes til ca. 14 boller a' 100 g hver. Bollerne hæver tildækket en halv time.



Bollerne pensles med sammenpisket æg, inden de bages ca. 15. min ved 200 grader.




6. januar 2013

Kerneboller

Julerferien synger efterhånden på sidste vers. Det betyder at jeg skal igang med madpakkerne igen. Jeg har godt nok ingen børn, men min kæreste insisterer, på at jeg skal smøre hans madpakke. Det er nok min egen skyld, men hvis jeg aldrig var begyndt at lave gode madpakker til ham, havde han nok stadig dagligt indtaget to kedelige boller med leverpostej - Det er nemlig hvad han havde med hver dag, indtil jeg begyndte at lave madpakker til ham. I min verden er livet simpelthen for kort til den slags røvsyge madpakker. Når man arbejder, skal man da have noget, der er bare en lille smule spændende, at spise i pauserne. Så jeg står altså hver dag og laver sandwiches eller hjemmebagte boller med noget godt pålæg. Idag har jeg været igang med at bage en stor portion boller, hvoraf en stor del ryger i fryseren, så jeg kan tage dem op, efterhånden som jeg skal bruge dem. Nemt og lækkert - Sådan skal det være.


Kerneboller - ca. 24 stk

2 dl knækkede rugkerner
2 dl hørfrø
50 g grofthakkede hasselnødder
50 g smør
4 dl vand

50 g gær

1 dl vand
4 dl ymer
2 tsk salt
Ca. 1 kg hvedemel

Æg til pensling



Rugkerner, hørfrø, nødder, smør og vand koges sammen et par minutter, og stilles til afkøling.

Det bliver til en ret klistret grød.

Gæren røres ud i vand og blandes sammen med den afkølede grød. Alle de øvrige ingredienser tilsættes, og æltes godt igennem - Jeg kører det på min røremaskine.

Dejen hæver tildækket på et lunt sted i ca. en time.

Dejen slås ned og formes til 24 boller af 100 g. Lad bollerne efterhæve i 20 min. Pensl med sammenpisket æg og bag dem ved 200 grader i ca. 20 min.


4. januar 2013

Osteboller med fuldkorn

Det regner og blæser udenfor, og vejret indbyder i det hele taget bare til at hygge på sofaen med en god film, et tæppe og en lun bolle. Jeg fik tilsendt en opskrift på osteboller, som efter sigende skulle være super lækre - Meeen jeg kunne ikke lade være med at ændre på den, og hvis jeg selv skal sige det, så blev resultatet ikke helt dumt. Så hvis du trænger til lidt opmuntring på en mørk og regnfuld aften, synes jeg du skulle prøve at bage de her. De egner sig nok mest som madbrød, men de udgør altså en fantastisk snack, når de lige er kommet ud af ovnen.


Osteboller - 9 stk

1,5 dl vand
50 g gær
50 g smeltet smør
2 æg
250 g hvedemel
100 g fuldkornshvede
150 g revet cheddar - Jeg brugte dog mozzarella idag.
50 g revet parmesan

Æg til pensling

Groft salt
Evt. tørrede krydderurter - Jeg brugte oregano idag.


Rør gæren ud i lunkent vand. Tilsæt resten af ingredienserne og rør det hele godt sammen.

Sæt bollerne på en bageplade med et par skeer. Lad dem hæve på pladen i en times tid. Før de kommer i ovnen, pensles bollerne med sammenpisket æg og drysses med lidt groft salt. Har du lyst, kan du drysse lidt tørrede urter på.

Bag bollerne ved 225 grader i 15 - 20 min. Når de er bagt, lægges bollerne på en rist til afkøling. Spis dem, mens de stadig er lune.


11. november 2012

Søndags-morgenboller

Jeg er ikke typen der kan ligge og sove hele dagen, bare fordi det er søndag. Kl 7.30 i morges slog jeg øjnene op til lyden af regn. Øv! Jeg gider ikke det der regnvejr! Men jeg kunne jo lige så godt stå op, og få gjort et eller andet. På en regnvåd søndag morgen, findes der ikke noget bedre end en nybagt bolle med smør og ost. Sådan har vi det ihvertfald her i huset.

Jeg bager, næsten hver uge, boller til vores madpakker. En hjemmebagt bolle ER altså bare bedre, end en bolle der er bagt af Schulstad. På den måde bestemmer jeg også selv hvad der er i mit brød. Jeg har videreudvilket nogle opskrifter, jeg har fundet rundt omkring. Så bliver mit brød, helt som jeg vil have det. Jeg elsker fuldkorn og kerner! Faktisk spiser jeg yderst sjældent hvidt brød, så selvfølgelig bager jeg ikke sådan noget. Liiiige med undtagelse af nogen fantastiske chokoladeboller, som jeg bager en sjælden gang imellem. I min verden tæller de dog ikke med som brød... En chokoladebolle er jo en slags kage. Dem kan i få opskriften på en anden dag.



Fuldkornsboller med gulerod og solsikkekerner
50 g smør
4 dl mælk
1 dl ymer
50 g gær
2 tsk groft salt
2 tsk sukker
200 g groftrevet gulerod
1 dl solsikkekerner
300 g grahamsmel
Ca. 500 g hvedemel
1 æg til pensling

Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken. Hæld blandingen over i en skål, og tilsæt ymer. Rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser (put hvedemelet i lidt af gangen) Ælt dejen godt sammen og form det til en kugle, som du putter op i skålen, og dækker med et rent viskestykke. Lad dejen hæve i en times tid.
Vend dejen ud på et meldrysset bord, og ælt den godt igennem, for at fjerne de gasser der er dannet i dejen. Skær dejen ud i mindre stykker. Jeg vejer 100 gram dej af i hver klump, så alle bollerne bliver lige store. På den måde er de alle færdigbagt samtidig. Tril boller, og sæt dem på bageplader. Dæk med et viskestykke, og lad dem efterhæve i ca. 30 min.

Når bollerne er hævet, pensler jeg dem med sammenpisket æg og drysser solsikkekerner over. Man kan også pensle med vand eller mælk, men jeg synes de bliver flotte og gyldne, når man pensler med æg.

Bages ved 200C varmluft i ca. 20 min. - Velbekomme