Viser opslag med etiketten Tærte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tærte. Vis alle opslag

16. april 2021

Tarte Au Citron - Citrontærte med marengs

 Den ultimative desserttærte må simpelthen være en Tarte Au Citron. Sprød bund, syrlig lemon curd og fløjlsblød marengs - Så er der ikke et øje tørt! Umiddelbart kan det godt ligne en kage der er meget kompliceret at lave, men det er faktisk ikke slemt overhovedet. Der er selvfølgelig nogle flere delprocesser, i forhold til at bage en alm. bradepandekage, men citrontærten er også af en helt anden kaliber, rent smagsmæssigt, og wow-faktoren er absolut ikke at fornægte. Prøv at servere sådan en for svigermor, næste gang hun kommer på besøg. Hun vil elske dig for det.

Tarte Au Citron: 6-8 prs

Mørdej:

  • 300 g hvedemel
  • 100 g flormelis
  • 150 g smør
  • 1 æg
Lemon curd:
  • Saften af 3 citroner (1,5 dl)
  • Reven skal af 2 citroner
  • 150 g sukker
  • 15 g maizena
  • 3 æg
  • 3 æggeblommer
  • 50 g smør
Italiensk Marengs:
  • 150 g sukker 
  • 0,7 dl vand
  • 3 æggehvider 
  • 1 knivspids salt



Riv den køleskabskolde smør på et groft rivejern, hvorefter alle ingredienserne til mørdejen puttes i en skål og samles hurtigt uden at ælte for meget. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl indtil den er gennemkold - Jeg laver den gerne dagen i forvejen.
Rul dejen ud i en tykkelse af ca. 2-3 mm, og læg den i en tærteform. Prik dejen grundigt, og bag den ved 200 grader i 15-20 min. Den skal være sprød og gylden.


Alle ingredienserne til lemon curd, undtagen smør, puttes i en gryde og røres sammen til en lind masse, hvorefter den sættes på komfuret, hvor den koges op under konstant piskning. Massen skal koges igennem, mens du hele tiden pisker. 


Når lemon curden bliver godt tyk, tager du den af varmen og pisker det kolde smør i lidt ad gangen. Dette skulle gerne gøre massen glat og helt blank. Herefter fyldes lemon curd i den afkølede tærtebund, og køles ned.


Æggehviderne piskes stive med salt, og stilles til side. Vand og sukker koges op, og koger indtil der begynder at komme store bobler i - hvis du har et termometer, skal det op på 117 grader. Herefter hælder du sukkerlagen i de stiftpiskede æggehvider, i en helt tynd stråle, mens du hele tiden pisker. Du må endelig ikke hælde for hurtigt, for så skiller æggehviderne. 


Når marengsen er fin og blank, fyldes den på en sprøjtepose, og kagen dekoreres med marengs, inden den får en hurtig tur med gasbrænderen. Hvis du ikke har en gasbrænder, kan du tænde din ovn på grill, og sørge for at den er godt varm, inden du giver tærten et øjeblik, sådan at den karamelliserer på toppen.

Rester af tærte kan godt gemmes til næste dag, men bunden holder sig ikke sprød og lækker.

13. februar 2021

Løgtærte med timian og sukkertang

Tang er ikke noget jeg har arbejdet forfærdeligt meget med, ud over et par knap så vellykkede forsøg på selv at lave sushi. Nu er jeg i midlertid igang med det sidste semester på min uddannelse som procesteknolog, og i den forbindelse har jeg været så heldig at få en praktikplads hos Nordisk Tang i Grenå. En af mine arbejdsopgaver går ud på at jeg skal udvikle nogle opskrifter til markedsføringen af frisk sukkertang. Det er super spændende at få lov til at nørde med en råvare hvor jeg er totalt på udebane. Nogle af de ting jeg har forsøgt mig med, har været på grænsen til uspiselige, men jeg har også fået fremtryllet noget som har været virkelig lækkert. En af de opskrifter, der er sluppet gennem nåleøjet, er denne super skønne løgtærte. Let karamelliserede løg kombineret med frisk timian og sukkertang går simpelthen op i en højere enhed, så når sundhedsstyrelsen er ude og anbefale at vi skal spise endnu mindre kød, så er det måske den her tærte der skal på middagsbordet. Hvis ikke du har mod på tang, så kan du sagtens lave tærten uden.




Løgtærte med timian og sukkertang - 4 prs:

Tærtebund:

  • 125 g koldt smør
  • 175 g hvedemel
  • 1 æg
  • 3 spsk koldt vand

 

Fyld:

  • 4 store løg
  • 20 g smør
  • 50 g sukkertang
  • 1 spsk finthakket timian
  • 6 æg
  • 200 g creme fraiche
  • ¼ tsk revet muskatnød
  • 1 tsk salt
  • Friskkværnet peber
  • 1 håndfuld reven ravost 
Smuldr smørret ned i melet, og saml dejen med vand og det sammenpiskede æg. Der skal ikke arbejdes
for meget med det. Læg dejen på køl en times tid.
Rul dejen tyndt ud og læg den i en tærteform. Forbag bunden ved 200 grader over/undervarme i 20 min.


Skær løgene ud i små både/strimler og put dem i panden sammen med smør. Når det begynder at stege, skrues ned for varmen, således at løgene stille falder sammen, og begynder at karamellisere, uden de bliver for mørke.


Fordel løgene i den forbagte tærtebund. Drys hakket timian hen over.
Stilke og hæftefødder skæres fra sukkertangen, og bladene skæres ud i mundrette strimler, som ligeledes fordeles ovenpå tærtefyldet.

Pisk æg, creme fraiche, salt, peber og reven muskatnød sammen til en lind masse, og hæld det i tærten. Drys med reven ost. 

Tærten sættes i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft, og bages i ca. 45 min.


Server tærten med en lækker salat ved siden af.


21. september 2015

Tærte med kantareller og champignon

Jeg har været i skoven, for at samle svampe, et par gange i den sidste uge. Jeg har været heldig, og fundet en hel del kantareller. Vi har to gange fået pasta med kantareller a la creme og masser af parmesan - Det smager helt fantastisk. Idag ville jeg samle ind, så jeg kunne lave en tærte, men da jeg kom ud til min sædvanlige jagtmark, måtte jeg desværre sande, at nogen har været på rov i weekenden - ALT var plukket! Jeg må indrømme, at jeg synes det er rigtig dårlig stil, når man vælger at støvsuge skovbunden totalt og aldeles for alt hvad der ligner en kantarel. Personligt lader jeg altid de helt små svampe stå, så de kan vokse sig store til en anden dag. Nåh men jeg kender da heldigvis skoven som min egen bukselomme, så jeg rykkede videre, til et område hvor der også kan plukkes kantareller, omend det er i noget mindre mængder. Det lykkedes mig at finde en pæn portion, men dog ikke nok til en tærte - Så er det godt at de har champignon i Rema. Sådan nogen er fine at supplere op med, hvis ikke man har nok af de vilde svampe.



Tærte med kantareller og champignon:

  • 1 tærtebund - Jeg var doven idag, og købte en færdiglavet
  • 250 g kantareller
  • 250 g champignon
  • 2 mellemstore løg
  • Fedtstof til stegning
  • En stor håndfuld revet parmesan
  • 6 æg
  • 1 dl creme fraiche
  • Salt og peber


Svampene rengøres, og deles evt i mindre stykker (Kantarellerne trækkes nemt fra hinanden med fingrene). Løget snittes fint.


Fedtstof opvarmes i en pande, og løgene sauteres klare. Tilsæt svampene, og steg dem godt igennem. De vil afgive en del væske i panden, og denne skal koges helt væk. Ellers ender du med en meget våd og smattet tærte.


Fordel svampe og løg i den evt. forbagte tærtebund. Riv masser af parmesan henover. 


Pisk æg og creme fraiche sammen i en skål, og fordel æggemassen over tærtefyldet. Drys med salt og friskkværnet sort peber - Vær forsigtig med saltet, da parmesan er en meget salt ost.


Tærten bages i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i ca. 30 min.



21. oktober 2014

Små quick-tærter med bacon og pesto

Nogen dage skal aftensmaden bare være hurtig. Jeg er ikke så meget til fedtet take-away, så jeg har lidt retter på hånden, som kan laves på under en halv time. En af dem er små quick-tærter lavet i tarteletskaller. Vidste du, at ordet Tartelet stammer fra det det franske "tartelette" som betyder lille tærte? I Danmark har vi tradition for at fylde vores tarteletter med stuvning f.eks. i form af høns i asparges. Men tarteletter kan bruges til så meget andet. Når aftensmaden skal være hurtig, er det nemt at putte lidt tærtefyld og æggemasse i tarteletskaller, og bage dem i ovnen, mens man evt. laver en salat ved siden af.

Små quick-tærter med bacon og pesto - 10 stk:


  • 1 pakke luksustarteletter
  • 200 g bacon i tern
  • Et lille glas pesto
  • 50 g revet ost
  • 3 æg
  • 1 dl fløde eller mælk


Baconternene steges sprøde og afdryppes for fedt. Fordel ternene i tarteletskallerne.


Drys ost over og læg en lille klat pesto oveni - Pas på ikke at bruge for meget pesto, for det kan nemt komme til at overdøve al anden smag i tarteletten.


Pisk æg og fløde/mælk sammen til en ensartet masse. Jeg undlader at putte salt i, da der i forvejen er salt i både bacon, ost og pesto. Hæld æggemassen over fyldet, så det næsten dækker.


Bag tarteletterne i ovnen ved 185 grader varmluft i ca. 20 min. De skal være gyldne, uden at blive mørke på toppen.


Server evt med salat ved siden af.


28. maj 2014

Hindbær-mazarintærte

Ovenpå en lang dag i haven, kan man altså godt få lyst til lidt lækkert til aftenskaffen. Når man så nærmest får smidt en bakke hindbær i nakken, er der, for mit vedkommende, ikke ret langt fra tanke til handling - Hindbærtærte! Opskriften på denne tærte kan sagtens anvendes med andre frugter eller bær, men jeg synes at de let syrlige hindbær passer super godt sammen med den meget søde mazarin, som udgør størstedelen af fyldet i tærten.

Hindbær-mazarintærte - ca. 8 prs:

Mørdej:
200 g mel
75 g flormelis
100 g smør 
1 æg

Mazarincreme:
150 g marcipan
150 g sukker
150 g smør
3 æg
50 g hvedemel

200 g friske hindbær


Bland mel og flormelis i en skål. Derefter skal smørret blandes i, og her er muligheder. Enten skal du bruge smør, som er taget ud af køleren i god tid, så det er helt blødt - Ellers kan du gøre som jeg, og tage smørret direkte fra køleren, og rive det på et groft rivejern. Smørret skal nulres ud i melet.


Tilsæt ægget og brug det til at samle dejen. Du skal ikke ælte alt for længe - dejen skal bare lige samles til en klump. Pak det ind i en pose eller et stykke husholdningsfilm, og læg det i køleren en times tid.


Drys et godt lag flormelis ud på et stykke bagepapir, læg dejen ovenpå og top det med endnu et stykke bagepapir.  Rul dejen ud mellem de to stykker. Læg dejen over i en stor tærteform Ø 26 cm. Prik tærtebunden med en gaffel, læg et stykke bagepapir over dejen og forbag den 15 min ved 175 grader varmluft.


Mens bunden forbager laves mazarincremen. Smuldr marcipanen i en skål og pisk det sammen med sukker og blødt (eller revet) smør - Det kan være en fordel at lægge et viskestykke over skålen, og piske under det, da du ellers ender med at have skålens indhold spredt ud over hele køkkenbordet.


Æggene piskes herefter i et ad gangen. Til sidst tilsættes melet og det hele piskes til en glat creme.


Fordel mazarinen i den forbagte tærtebund. Det vil smelte lidt, men det gør ikke noget. Stik hindbærrene ned i cremen, så ca. halvdelen af hvert bær stikker ovenud. Bag tærten ved 175 grader varmluft i ca. 30 min


Server evt. tærten med creme fraiche rørt med vanillekorn.


5. januar 2014

Rejetærte med peberfrugt og forårsløg

Indimellem skal der ryddes op i køleskabet. Jeg har det dårligt med at smide madvarer ud, bare fordi de er blevet til overs. Vi har alle et ansvar for at stoppe spild af mad, og et skridt på vejen er, at have nogle retter på hånden, som kan varieres i det næsten uendelige. En tærte er et ret godt eksempel, på en ret, hvor det kun er fantasien der sætter grænsen, for hvad man kan putte i.

Rejetærte med peberfrugt og forårsløg:

1 portion tærtedej


1 peberfrugt
3 forårsløg
200 g rejer
100 g feta
5 æg
3 spsk creme fraiche
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

Beklæd en form med tærtedejen. Skær peberfrugt og forårsløg ud i mindre stykker og fordel det i bunden.


Sørg for at rejerne er drænet godt for vand - Dup dem evt. med et stykke køkkenrulle. Fordel dem over grøntsagerne, og smuldr fetaosten henover.

Slå æggene ud i en skål. Pisk dem sammen med creme fraiche, salt og peber.


Hæld æggemassen over tærtefyldet. Bank forsigtigt formen mod bordet et par gange, så æggemassen fordeler sig mellem fyldet.



Sæt tærten i en forvarmet ovn ved 185 grader, og bag den i ca. 45 min.


Lad tærten køle lidt af, inden du skærer i den.



13. august 2013

Squashtærte

Sæsonen for squash er i fuld gang. Jeg har desværre ikke selv squash i haven, for da det aldrig er lykkes mig at holde sneglene væk fra dem, har jeg helt opgivet at dyrke dem. Min svigerfar dyrker dem til gengæld hvert år, og her bliver jeg mere end rigeligt forsynet med de squash vi kan nå at spise.

Squash er rigtig lækkert i mange ting. Jeg bruger det dog hovedsageligt til brød, kager og tærte. Squashtærten er super let at lave. Der skal ikke laves nogen tærtebund, og alle ingredienserne skal bare røres sammen til en form for dej. Jeg laver gerne en dobbelt portion, når jeg er igang. Tærten kan fryses ned, og så er der nem aftensmad til kæresten, når jeg ikke er hjemme. Den oprindelige opskrift stammer fra Alletiders kogebog, men jeg har med tiden ændret i den - til det bedre, synes jeg selv. Har du lyst, kan en del af squashen, eller det hele for den sags skyld, erstattes med revet gulerod, pastinak eller persillerod - Det gør jeg gerne, når vi når hen i rodfrugtesæsonen.

Squashtærte - ca. 3 prs:

200 g bacontern
150 g løg
350 g squash
100 g revet ost - gerne en god modnet cheddar
60 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
1/2 dl rapsolie
3 æg
1 dl cremefraiche
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

Steg baconternene, så de er næsten sprøde, og størstedelen af fedtet er smeltet fra. Læg baconternene på køkkenrulle, og sæt det til side.
Hak løgene, og riv squashen på et groft rivejern - Jeg river begge dele i min foodprocessor.


Tilsæt alle de øvrige ingredienser.


Rør det hele grundigt sammen.


Smør en tærteform, eller giv den en gang sprayfedt. Fordel dejen jævnt ud i formen.


Tærten bages ca. 35 min. ved 180 grader varmluft. Den skal være gylden på toppen.


Lad tærten køle af 10 min. inden servering. Server gerne en god salat til.

19. marts 2013

Pikant tærte med skinke

Jeg holder meget af tærter. Det er super nemt at lave sådan en, og fyldet kan varieres ud i det uendelige. Jeg kan godt lide at lege lidt med råvarerne, og finde lækre smagskombinationer, men en klassisk tærte med porrer og bacon eller spinat og laks er absolut heller ikke ringe. Er der en rest tilbage efter aftensmaden, kan den bruges til madpakke dagen efter, for mange tærter smager virkeligt godt, selv om de er kolde.

Pikant tærte med skinke - 3 prs:

1 portion tærtedej - Opskriften er her
175 g skinke i tern 
100 g revet mozzarella
1 bdt forårsløg
1 rød snackpeber
1 chili - efter smag
4 æg
3 spsk creme fraiche
1 spsk stærk dijon sennep
1 1/2 tsk salt
Friskkværnet peber

Rul tærtedejen tyndt ud, læg den i en form, prik bunden med en gaffel og forbag bunden i 10 min.

Forårsløgene skæres ud i tynde ringe, peberfrugten skæres i tern, og chilien hakkes fint.


Put grøntsagerne i en skål sammen med alle de øvrige ingredienser. Rør det hele grundigt sammen.


Fordel fyldet i tærtebunden. Bages ca. 40 min ved 185 grader varmluft.


Server et stykke tærte med salat ved siden af. Her er det med en klassisk mormor-salat.





10. januar 2013

Rejetærte med asparges, ærter og feta

Tærter er en fantastisk opfindelse. De er nemme at lave, man kan fylde alverdens ting i dem, og resterne kan spises kolde, så hvis der er lidt tilbage, kan det bruges til madpakken. Vi spiser en del tærte her i huset. Ofte bliver de til en af de velkendte, som jeg har lavet et utal af gange. Andre gange bliver det til en ryd-op-i-køleskabet-tærte, med masser af forskellige grøntsager, evt. en rest kød og et rundhåndet drys ost. Idag blev det til et af de sikre valg, som altid er et hit her hjemme.

Rejetærte med asparges, ærter og feta:

1 portion tærtedej - Opskriften er her
200 g rejer
100 g aspargessnitter - Når de er i sæson, kan selvfølgelig bruges friske, blancherede saparges.
100 g feta i tern
1/2 dl grønne ærter
5 æg
3 spsk cremefraiche
1/2 dl mælk
Salt og peber

Rul tærtedejen ud og læg den i en smurt tærteform. Prik bunden med en gaffel, og forbag den 10 min ved 200 grader.

Fordel rejer, asparges, feta og ærter i tærtebunden - Sørg for at det hele er drænet grundigt for væde, ellers får du en meget våd og klistret tærtebund. Drys salt og friskkværnet peber over fyldet.


Pisk æg sammen med cremefraiche og mælk, og fordel det jævnt i tærten.


Bages i forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 45 min.


14. november 2012

Tærte med spinat og gedeost

Mange danskere har svært ved at forestille sig et aftensmåltid uden kød. Faktisk opnåede Danmark, i 2009, status som verdens mest kødspisende nation. Men der er god grund til at indføre en ugentlig kødfri dag. Eller i det mindste en kødfri dag engang imellem.

Produktionen af kød belaster miljøet enormt meget. Næsten 15% af den samlede CO2 udledning stammer fra kødproduktion. Det skyldes bl.a. at dyrene prutter og bøvser, men også at der f.eks. skal 7,5 kg vegetabilsk protein gennem en gris, for at den danner 1 kg kød. Det udleder CO2 at producere planter, og mængden af planter, der skal til for at fede et dyr op, er enorm. Alene den mængde korn, der hvert år fortæres af det amerikanske kvæg, er nok til at brødføde verdens 850 millioner sultende mennesker.

Vegetarisk mad behøver absolut ikke være kedelig. Man kan lave masser af lækker mad uden at bruge kød, det er bare et spørgsmål om at finde den rigtige sammensætning. For at vi finder et måltid rigtig velsmagende, skal det have den rette balance mellem de 5 grundsmage, surt, sødt, salt, bittert og umami. Umami-smagen kommer fra glutamat, som findes i protein. Dermed giver det sig selv, at et måltid indeholdende kød har en god umami-smag. Men det findes altså også andre steder, som tomater, svampe, soja, tang, og en lang række mælkeprodukter.

Her er mit bud på en lækker kødløs ret:

Tærte med spinat og gedeost:

Tærtedej
125 g smør
175 g hvedemel
1 æg
3 spsk koldt vand

Fyld
1 gederulle - Fromage de chevre
250 g frisk spinat
5 æg
3 spsk creme fraiche
1/2 dl mælk
Salt og peber

Smuldr smørret ned i melet, og saml dejen med vand og det sammenpiskede æg. Der skal ikke arbejdes for meget med det. Læg dejen på køl en times tid.

Det er vigtigt at vaske spinat helt rent for jord. Det gøres nemmest, ved at lægge det ned i en rengjort køkkenvask fyldt med vand. Rør lidt rundt og tag spinaten op. Du vil nu kunne se at der ligger jord på bunden af vasken. Luk vandet ud, og gentag, hvis spinaten stadig er beskidt.

Det er ikke nødvendigt at fjerne alle stilkene på spinaten, kun hvis de er virkelig grove. Den rengjorte spinat skal blancheres. Det gør du ved at bringe en gryde vand i kog, og putte spinaten i ganske kort. Det er få sekunder vi taler om. Herefter fiskes spinaten op med en hulske, og puttes over i en skål med koldt vand, for at stoppe tilberedningen.


Rul tærtedejen tyndt ud, og læg den i en smurt tærteform. Prik bunden med en gaffel, og forbag den 15 min ved 200C


Tag spinaten op i hånden, og knug så meget vand som muligt ud af den. Fordel den i tærtebunden. Skær gedeosten ud i skiver, og fordel dem ovenpå spinaten. Pisk æg, mælk og creme fraiche sammen, og hæld det over tærtefyldet. Drys med salt og peber. Bag tærten ved 200C i ca. 30 min.