Viser opslag med etiketten Junkfood. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Junkfood. Vis alle opslag

28. december 2014

Lette, luftige burgerboller

Det er ikke så ofte, at vi får burgere udefra. Det er i det hele taget ikke så ofte at vi får take-away. Det er billigere at lave maden selv, og oftest smager det også bedre. Det er lidt forskelligt, om jeg selv bager burgerboller, eller om jeg køber dem færdige. De hjemmebagte er selvfølgelig de foretrukne, men nogen gange er der bare ikke tid til det. Lige nu har jeg masser af tid, og så er det jo hyggeligt at bruge dagen på at få bagt lidt forskelligt sammen med min bonusdatter - Idag er det blevet til boller til eftermiddagskaffen, burgerboller og nogle franskbrød, hvoraf et par stykker røg i fryseren.

Disse burgerboller bliver lette og luftige, de forskellige trin følges. Luftigt brød afhænger ikke af mængden af gær, men af processen med at få lavet dejen, samt at der ikke må være for meget mel i. En god dej skal æltes grundigt, den skal være smidig, og så skal den have lov til at hvile og hæve.



Lette, luftige burgerboller - 10 stk:


  • 1/2 pakke gær
  • 1/2 l lunkent vand
  • 1 1/2 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 40 g smeltet smør
  • Ca. 1 kg hvedemel

  • Æg til pensling
  • Sesam


Gæren røres ud i vandet sammen med sukker og salt. Tilsæt det smeltede, afkølede smør og derefter melet - Lidt ad gangen. Kør dejen på røremaskine, eller ælt den GRUNDIGT i hånden. Den skal være blød og smidig.


Hæld dejen ud på et meldrysset bord, dæk den med et rent viskestykke og lad den hæve i en times tid.


Del dejen i 10 stykker, som formes til boller og sættes på bageplader med papir. Tryk bollerne flade, dæk med et viskestykke og lad dem hæve i ca. 1 1/2 time.


Når bollerne er hævet pensles de med æg og drysses med sesam. Bag burgerbollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader. De skal have 15-20 min.


Brug bollerne til din yndlingsburger. Dem vi fik idag var helt klassiske med salat, tomat, agurk, løg, bøf med ost og min hjemmelavede burgerdressing.

25. juni 2013

Fuldkornspizza med gedeost og parmaskinke

Hvis man gerne vil spise pizza og alligevel være lidt sund, er det en god idé at lave en fuldkornsbund og spare på de fede toppings. Jeg elsker fuldkorn! Det smager bedre, der er mere bid i, og det mætter virkelig godt. Udtrykket "fuldkorn er guldkorn" giver rigtig god mening for mig. Når det kommer til pizzatopping, er der mange der sværger til pølser, bacon, pepperoni og selvfølgelig en masse ost. Det smager også godt, men der må altså gerne ske lidt nyt engang imellem. Jeg synes det er rigtig lækkert, at få en pizza, hvor fyldet ikke er blevet til en uoverskuelig masse der er helt smeltet sammen. Så jeg eksperimenterer ind imellem lidt med pizza, hvor det kun er en del af fyldet der bliver bagt - lidt ligesom når man får en pizza med kebab, ost og frisk salat. I virkeligheden handler det bare om, at finde råvarer, som virkelig smager af noget, for så behøver man ikke at bruge så meget af det, og pizzaoplevelsen bliver til noget der er både let og lækkert.

Fuldkornspizza med gedeost og parmaskinke - 2 stk:

Bund:

2 dl lunkent vand
25 g gær
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
1/2 tsk sukker
100 g fuldkornshvedemel
Ca. 200 g hvedemel

Fyld

2 spsk basilikumspesto
1 gederulle - fromage de chevre
6 - 8 skiver parmaskinke
1 stor solmoden tomat
Frisk basilikum eller rucola
Evt. cremefraiche dressing / Urtedressing

Rør gæren ud i det lunkne vand blandet med olie. Tilsæt alle de tørre ingredienser, men hold lidt af hvedemelet tilbage, det er ikke sikkert du skal bruge det hele. Ælt dejen grundigt sammen, og lad den hæve tildækket og lunt i 30 min.


Del dejen i to stykker, og rul hvert stykke ud, så det kun er 3-4 mm tykt. Læg dem på bageplader, smør med pesto, og læg tynde skiver af gedeost på.


Bag pizzaerne en ad gangen, nederst i ovnen, ved 225 grader varmluft. De skal have ca. 15 min. Det er vigtigt, at ovnen er helt varm, når pizzaen kommer ind, og at du kun bager en ad gangen. Dette gøres for at få en sprød bund. Hvis du bager to plader ad gangen, får den øverste ikke nok varme nedefra, og bunden vil højst sandsynligt blive lidt blød.


Når pizzaen er bagt anrettes den med parmaskinke, tomat i tynde både, basilikum eller rucola og evt. dressing.



3. juni 2013

Flæskestegsburger

Forleden dag fik vi flæskestegsburgere. Jeg har ikke tidligere lagt opskriften her på bloggen, da jeg tænkte, at det er noget alle kan lave. Jeg blev så spurgt efter opskriften, og så må jeg jo hellere få den skrevet ned.

Min version af en flæskestegsburger er en mellemting af en klassisk burger og en ribbensandwich. Jeg laver den med kamsteg, da det oftest er sådan en jeg laver, når vi skal have flæskesteg. Jeg synes godt, at det kan være svært at finde en ribbensteg, der ikke er alt for fed. Da vi som regel kun er to til at spise, er der altid rester, når vi har fået flæskesteg. For at det ikke altid ender med biksemad den efterfølgende dag, laver jeg burgerne. Jeg vil nemlig helst udnytte vores rester så meget som muligt, uden at skulle spise rugbrød med steg og rødkål til frokost, flere dage i træk.

Flæskestegsburger - 2 stk:

2 store burgerboller
4 skiver kamsteg
Fedtstof til stegning
Thousand island dressing - Selvfølgelig helst hjemmelavet
6 store skiver tomat
8 skiver agurk
En stor håndfuld grøn salat
2 spsk rødkål
2 syltede agurker  

Steg skiverne af kamsteg gyldne i lidt fedtstof. Læg dem over på noget køkkenrulle, så det kan suge overskydende fedt.


Rist bollerne, smør dem med dressing og anret salat, tomat, agurk og rødkål på den nederste halve bolle.


Læg de stegte skiver kamsteg ovenpå. Skær de syltede agurker i skiver, læg dem ovenpå kamstegen. Top med den smurte overbolle.


Server evt. stegte kartoffelbåde eller pommesfrites til burgerne.


1. januar 2013

Guacamole burger


Så blev vi færdige med 2012. Julen og nytåret er overstået, og det er jeg egentlig ret glad for. Det har været super hyggeligt, men efter 10 dages ædegilde afsluttet med en aften i alkoholens tegn, trænger jeg altså bare til at slappe af. Min energibeholdning kan idag ligge på et meget lille sted, men vi skal da have lidt at spise. Af en eller anden grund, har vi tradition for at spise burger 1. januar - Mmmm burger, sådan en kan man altid spise. Normalt ville jeg have hentet mad fra den gyldne måge, men efter sidste år, hvor jeg holdt i kø i over en halv time, valgte jeg i år at handle ind, så jeg selv kunne lave nogen.

Guacamole burger:

3 gode boller - Jeg bruger Levebrøds rugboller, når jeg ikke gider bage selv.
1 portion guacamole - Jeg har en opskrift her
Løgringe
Tomatskiver
Miracle Whip

Krydderbøffer:
400 g hakket oksekød
1/2 løg
2 spsk mælk
1 tsk salt
Friskkværnet peber
2 spsk hakket persille
1/2 tsk stødt koriander
1/2 tsk stødt spidskommen
Revet parmesan


Blend løget sammen med mælken, og hæld det sammen med oksekødet. Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og rør det hele sammen til en fars - Det skal ikke være en lind fars, som til frikadeller, det skal være noget mere fast. Stil farsen på køl, mens du laver guacamolen.


Del farsen i 3 lige store klumper, og form det til hakkebøffer - De skal være ret flade, for kødfibrene trækker sig sammen under stegningen, så bøfferne bliver højere. Steg dem på panden i lidt fedtstof.


Lun bollerne i ovnen. Læg en skefuld guacamole på den nederste halve bolle, og læg en krydderbøf ovenpå. Læg et par skiver tomat og masser af løgringe ovenpå bøffen, og top det hele med den øverste halve bolle, smurt med miracle whip.

Normalvis ville jeg have lavet nogen krydrede kartoffelbåde, til at spise sammen med burgeren. Det var der altså ikke energi til at lave idag, men en burger og et stort glas iskold cola, var lige hvad min krop manglede.





25. november 2012

Nachos med krydret oksekød

Nogen dage skal aftensmaden bare være nem ! Men derfor behøver man ikke spise kedelig mad. Mange ville nok hente en pizza eller en burger, men jeg foretrækker at lave min junkfood selv. Både min kæreste og jeg er vilde med nachos, men det bliver lidt kedeligt, bare at spise majschips med smeltet ost. Der skal noget mere til, for at det bliver et helt måltid. Vi får altid en lækker hjemmelavet guacamole - Og ja, den skal være hjemmelavet! Jeg gider simpelthen ikke spise det færdiglavede blæver, man kan købe i supermarkederne. Det indeholder jo stort set ikke avocado, men blot en smule avocadopulver og en hel række af E-numre. Min opskrift på hjemmelavet guacamole kan du finde her. Derudover får vi noget krydret kød - Som regel hakket oksekød. Her ville det være nemt bare at købe en pose krydderiblanding, men igen kan jeg ikke gennemskue hvad der er i pakken. Så jeg krydrer selv mit kød. På den måde får jeg også præcis den smag som jeg godt kan lide.

Hakket oksekød til nachos og tortillas
400 g mager hakket oksekød
1 løg
1/2 porre
1 rød chili
2 fed hvidløg
1 spsk fint revet ingefær
1 tsk røget paprika
1 spsk tomatpuré - ikke den koncentrerede
Salt og peber 

Løg, porre, chili og hvidløg hakkes ret fint og sauteres i lidt fedtstof på en pande. Put kødet i panden og lad det brune. Tilsæt ingefær, paprika, tomatpuré og smag til med salt og peber.

Lad kødet trække i panden, ved svag varme, mens du laver guacamole og gratinerer nachos. Skær evt. lidt grøntsagsstave, de smager nemlig også godt med guacamole på.

12. november 2012

Grillkylling med fritter


I kender sikkert alle klassikeren fra grillbaren, som lidt i sjov kaldes for en død ørn i rede. Et ordentligt læs pommes frites med en halv "grillkylling", agurkesalat og remoulade. Betegnelsen grillkylling finder jeg egentlig lidt vildledende, da den aldrig nogensinde har været i nærheden af en grill. Sådan en kylling bliver stegt i ovnen, og inden den serveres, får den lige en tur i ønskebrønden sammen med fritterne. Behøver jeg sige, at jeg ikke er den store fan af grillbarer? Kvaliteten af maden er simpelthen for ringe, og det er jo lige før man tager 5 kg på, bare ved at gå ind i friture-stanken, der hænger i luften sådanne steder.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke sidde her bag skærmen og spille hellig. Jeg spiser af og til på Burger King, og det sker da også at vi bestiller en pizza. Men det er ikke noget vi gør ret meget i, og det er absolut ikke når vi skal forkæle os selv. Som regel laver jeg selv den "junkfood" vi spiser. En hjemmelavet burger er 10 gange bedre, og sundere, end den smattede udgave fra grillbaren, og en kylling stegt på en rigtig grill smager jo så englene synger!

I aften spiser vi grillet unghane med hjemmelavede, ovnbagte fritter og en hjemmerørt aïoli til at dyppe i. Jeg glæder mig allerede! Det smager bedre end den døde ørn fra grillbaren, og jeg er ret sikker på at det også er billigere. Nu ved jeg ikke, hvad sådan en omgang koster på den lokale, men jeg tror ikke på, at man kommer ret langt, for de 60 kr jeg har givet for min hane.

Grillkylling og ovnfritter:

1 stk kylling af god kvalitet - Det kan godt svare sig at betale lidt ekstra, og få en god kylling.
Groft salt
1 lille bakke bøgesmuld

1 kg kartofler
3 spsk olivenolie
1 spsk groft salt

Aïoli

Start med at tænde op i kuglegrillen - Det tager jo lidt tid, før kullene er klar. Gå derefter igang med at soignere din kylling. Der sidder som regel lidt rester af lunger o.lign. indvendigt i sådan en, og det skal krattes ud. Jeg skærer også gumpen væk, men det kan du såmænd godt vente med, til kyllingen er stegt. Så gnider du kræet indvendig og udvendig med groft salt. Jeg ejer ikke sådan et fancy kyllingestativ til min grill. Jeg bruger bare risten. Derfor snører jeg lige benene sammen på kyllingen. Ellers kan den godt komme til at ligge med lige lovligt spredte ben. Det kan resultere i, at lårene bliver tørre, fordi de er færdige længe før resten af fuglen. Læg kyllingen på grillen, stil en foliebakke med bøgesmuld over kullene, og læg låget på. På denne måde bliver kyllingen røget mens den steger, og det smager bare godt. Stegetiden afhænger af størrelsen på kyllingen. En unghane på 1600 gram plejer jeg at give omkring 50 min.

Fjerkræ skal altid steges til en centrum-temperatur på 75 grader.


Mens fjerkræet passer sig selv i grillen, kan du gå igang med at ordne kartoflerne. De skal skrælles, og skæres ud i ikke alt for tynde stave. Læg stavene i en skål med koldt vand, og lad dem ligge der i ca. 10 min. Skift vandet og gentag. Tør kartoffelstængerne i et rent viskestykke. Put dem i et ovnfast fad, hæld olie og groft salt over dem, og vend det hele rundt. Sæt dem i en varm ovn ved 200C varmluft. De skal have ca. 30- 40 min. Vend dem rundt et par gange i løbet af stegetiden.


Når kyllingen er færdig, parteres den, og anrettes med ovnfritter og aïoli. Det er god junkfood!