Viser opslag med etiketten Citron. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Citron. Vis alle opslag

2. maj 2021

Lemon drizzle - citronkage

 Første gang jeg smagte en lemon drizzle kage, var da jeg stod i lære som kok. Wow! Jeg havde aldrig smagt noget lignende. De fleste danskere forbinder nok citronkage med en halvsløj citronmåne fra Dancake - Den er dælme tør sådan en! En lemon drizzle kage er helt i den anden boldgade. Her bager man først en ret simpel citronkage, men når den kommer ud af ovnen, prikker man en masse huller med en gaffel, og overhælder kagen med citronsirup. Resultatet er en super svampet, ultra lækker kage, som holder sig frisk i dagevis. Jeg har et par gange også lavet kagen med lime - det er bestemt heller ikke dumt.


Lemon drizzle - citronkage:

  • 100 g blødt smør
  • 175 g sukker
  • 175 g hvedemel
  • 2 æg
  • 1 tsk bagepulver
  • Reven skal fra 2 citroner
  • Saft fra 1 citron

Sirup:

  • Saft fra 1 citron
  • 100 g sukker

Alle ingredienserne blandes og røres sammen med håndmixer eller på røremaskine.


Smør en sandkageform og drys den med sukker. Hæld dejen heri, og bag den ved 180 grader varmluft i ca. 35 min.


Kog sukker og citronsaft til siruppen op, indtil sukkeret er opløst. Når kagen lige er kommet ud af ovnen, prikkes den over det hele med en gaffel eller kødnål, hvorefter siruppen hældes ud over kagen. Sørg for at hele overfladen får sirup. Det vil hurtigt blive opsuget i kagen.


Når kagen er helt kølet a, kan den evt. overtrækkes med glasur. Jeg synes det er lækkert med mere citron, så jeg laver selvfølgelig en gul citronglasur.

16. april 2021

Tarte Au Citron - Citrontærte med marengs

 Den ultimative desserttærte må simpelthen være en Tarte Au Citron. Sprød bund, syrlig lemon curd og fløjlsblød marengs - Så er der ikke et øje tørt! Umiddelbart kan det godt ligne en kage der er meget kompliceret at lave, men det er faktisk ikke slemt overhovedet. Der er selvfølgelig nogle flere delprocesser, i forhold til at bage en alm. bradepandekage, men citrontærten er også af en helt anden kaliber, rent smagsmæssigt, og wow-faktoren er absolut ikke at fornægte. Prøv at servere sådan en for svigermor, næste gang hun kommer på besøg. Hun vil elske dig for det.

Tarte Au Citron: 6-8 prs

Mørdej:

  • 300 g hvedemel
  • 100 g flormelis
  • 150 g smør
  • 1 æg
Lemon curd:
  • Saften af 3 citroner (1,5 dl)
  • Reven skal af 2 citroner
  • 150 g sukker
  • 15 g maizena
  • 3 æg
  • 3 æggeblommer
  • 50 g smør
Italiensk Marengs:
  • 150 g sukker 
  • 0,7 dl vand
  • 3 æggehvider 
  • 1 knivspids salt



Riv den køleskabskolde smør på et groft rivejern, hvorefter alle ingredienserne til mørdejen puttes i en skål og samles hurtigt uden at ælte for meget. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl indtil den er gennemkold - Jeg laver den gerne dagen i forvejen.
Rul dejen ud i en tykkelse af ca. 2-3 mm, og læg den i en tærteform. Prik dejen grundigt, og bag den ved 200 grader i 15-20 min. Den skal være sprød og gylden.


Alle ingredienserne til lemon curd, undtagen smør, puttes i en gryde og røres sammen til en lind masse, hvorefter den sættes på komfuret, hvor den koges op under konstant piskning. Massen skal koges igennem, mens du hele tiden pisker. 


Når lemon curden bliver godt tyk, tager du den af varmen og pisker det kolde smør i lidt ad gangen. Dette skulle gerne gøre massen glat og helt blank. Herefter fyldes lemon curd i den afkølede tærtebund, og køles ned.


Æggehviderne piskes stive med salt, og stilles til side. Vand og sukker koges op, og koger indtil der begynder at komme store bobler i - hvis du har et termometer, skal det op på 117 grader. Herefter hælder du sukkerlagen i de stiftpiskede æggehvider, i en helt tynd stråle, mens du hele tiden pisker. Du må endelig ikke hælde for hurtigt, for så skiller æggehviderne. 


Når marengsen er fin og blank, fyldes den på en sprøjtepose, og kagen dekoreres med marengs, inden den får en hurtig tur med gasbrænderen. Hvis du ikke har en gasbrænder, kan du tænde din ovn på grill, og sørge for at den er godt varm, inden du giver tærten et øjeblik, sådan at den karamelliserer på toppen.

Rester af tærte kan godt gemmes til næste dag, men bunden holder sig ikke sprød og lækker.

11. december 2016

3. søndag i advent - Varm ingefærdrik

Julen nærmer sig med hastige skridt, men jeg har faktisk ikke tid til at komme sådan helt rigtigt i julestemning. Jeg sveder over eksamenslæsningen, for min svendeprøve venter lige om hjørnet. Jeg tror at jeg er så klar som jeg kan blive, men derfor skader det alligevel ikke, at læse op, på de ting som ligger gemt lidt for langt tilbage i hukommelsen. For at gøre læsningen lidt lettere at komme igennem, forkæler jeg mig selv med lidt julesmåkager og en varm kop et eller andet. I denne uge har den bl.a. stået på varm ingefærdrik. Ingefær bliver rost til skyerne for dets sundhedsfremmende egenskaber -- Faktisk er der ingen grænser for hvad det er godt for. Så mon ikke også det er det der skal til, for at jeg klarer min svendeprøve med bravour ;)


Varm ingefærdrik:

  • 1/2 ltr vand
  • Ca. 40 g frisk ingefær
  • 1/2 - 1 citron
  • 1 spsk honning



Put vandet i en kasserolle. Skræl ingefæren, og skær den i skiver sammen med citronen.


Put ingefær, citron og honning i kasserollen, og sæt den på komfuret. Kog op, og skru ned for varmen, så det kun lige simrer.


Lad drikken trække, indtil den har fået den ønskede styrke. I starten vil den smage mest af citron, men ingefæren vil lige så stille begynde at afgive smag.


Hæld drikken på glas, og drik den mens den er rygende varm. Jeg kan godt lide drikken stærk, så jeg putter en skive ingefær i hvert glas. Pas på med at gøre det, hvis ikke du er til det meget spicy.

8. august 2016

Citruscheesecake

Der findes ikke mange desserter, hvor jeg bare tænker "Wow, hvor er den lækker" Får jeg serveret noget friskt, og gerne lidt syrligt, så er jeg glad. For mig er det en god, let rensende afslutning på et måltid, som kan være nærmest opløftende, og ikke mindst forfriskende. Den her cheesecake har selvfølgelig en vis fedme fra både fløde og flødeost, men citrusfrugterne gør den let og sommerlækker.



Citruscheesecake - ca. 8 prs:

  • 150 g smør
  • 300 g digestive kiks
  • 1 lime
  • 1/2 citron
  • 200 g neutral flødeost
  • 100 g sukker
  • 1/4 l piskefløde
  • 2 blade husblas

Kiksene knuses i foodprocessor - Har du ikke sådan en, kan en frysepose og en kagerulle gøre det. Smørret smeltes og blandes i de knuste kiks. Blandingen fordeles i en springform Ø26, og trykkes godt sammen. Bunden stilles på køl, mens ostecremen laves.


Fløden piskes og stilles til side. Skallen fra citrusfrugterne rives fint, og saften presses ud. Husblas lægges i blød.
Rør flødeost sammen med citrusskal og sukker. Citrussaften varmes let, og den udblødte husblas smeltes heri.


Husblassen hældes i ostemassen i en jævn stråle, under konstant omrøring. Sørg for at røre det godt ud, så det ikke lægger sig som vingummibamser. Til sidst vendes ostemasen over i den piskede fløde, og det hele vendes godt sammen.


Fordel cremen ovenpå kiksebunden og stil den på køl i mindst 6 timer, så den kan sætte sig.


Pynt kagen som du lyster. Her har jeg brugt morgenfruer (som er spiselige) fra haven, for at holde looket let og sommerlækkert - ligesom kagen.


9. maj 2016

Fyldte æg med avocado

Det danske vejr har virkelig vist sig fra sin bedste side det sidste stykke tid. Temperaturerne indbyder til at spise frokost på terrassen, og nyde solens stråler som tilbehør til lækre, lette forårsretter. En ting der er en fast bestanddel af vores frokostbord, en eller anden form for æg. For at det ikke altid ender ud i alm. kogte æg, spejlæg eller æggestand, laver jeg ind imellem æg med forskellige former for fyld. Disse er med lækker, cremet avocadofyld, og går rigtig godt som tilbehør til fisk, f.eks. i form at røget laks.


Fyldte æg med avocado:

  • 5 hårdkogte æg
  • 1 lille avocado
  • 2 spsk creme fraiche
  • 1 spsk finthaket purløg
  • Citronsaft
  • Salt


Æggene pilles, deles på midten og blommerne tages ud.


Blommerne puttes i en skål sammen med avocadokødet og creme fraiche. Blend med en stavblender, eller mos det sammen med en gaffel - Alt efter hvor fint du vil have det. Smag til med salt og citronsaft.


Rør det finthakkede purløg i cremen, og fyld den i de udhulede æg - Enten med en ske eller med en sprøjtepose.



26. november 2015

Rundtossede kakao/citron-småkager

Det er så småt ved at være tid for julebag. Vi har allesammen nogle favoritter, som er et must i julemåneden, men indimellem er det meget rart at prøve noget nyt. Jeg synes at disse skønne spiral småkager er flotte at kigge på, men hvis du ikke gider arbejdet med at lave spiraler, kan du blot arbejde de to deje sammen, uden at ælte for meget - Så får du fine marmorerede småkager, og de er også flotte. Hvis du bager dem nu, holder de sikkert ikke helt til jul, for de er knasende lækre og har en rigtig fin balance mellem bitter kakao og syrlig citron.



Rundtossede kakao/citron-småkager - Ca. 75 stk:

  • Grunddej:
  • 250 g flormelis + lidt til at drysse ud på bordet
  • 250 g hvedemel
  • 250 g smør
  • 1 æg
  • Kakaodej:
  • 1 spsk kakao
  • Ca. 4 spsk flormelis
  • Citrondej:
  • 1 tsk citronekstrakt
  • 1 tsk gul farvepasta
  • Ca. 100 g flormelis


Alle ingredienserne til grunddejen arbejdes sammen i foodprocessor - Det kan også sagtens gøres i hånden, men det tager lidt tid.


Del grunddejen i to lige store portioner. Saml dem, og lav en fordybning i hver. I den ene tilsættes kakao, i den anden tilsættes citronekstrakt og pastafarve. Arbejd dejene godt igennem, og brug den ekstra flormelis til at holde sammen på det hele, og gøre dejene lidt nemmere at arbejde med. Dejene vil være ret bløde, mens man arbejder med dem, men sådan skal de være.


Sæt dejene på køl i mindst en halv times tid, så de bliver lidt fastere.


Rul hver dej ud mellem to stykker bagepapir. De skal være ca samme størrelse og samme tykkelse. Herefter lægges de ovenpå hinanden, og trykkes let sammen med kagerullen. Skær kanterne af, så du har en helt skarp rektangel.



Brug bagepapiret til hjælp, og rul dejen stramt sammen, så du får en lang pølse. pak den ind i bagepapiret, og læg rullen på frost i en times tid, så den kan hærde.


Kanterne, som du har skåret af, presses sammen og rulles ligeledes til en pølse, som lægges på frost.


Når dejen er tilpas nedkølet, så du kan skære den, skæres den ud i skiver på ca 3 mm tykkelse, og lægges på bagepapir. Lad være med at lægge dem for tæt, for de flyder lidt ud.
Bages ved 200 grader i 8-10 min - Hold øje med at de ikke bliver mørke.




17. februar 2014

Svinemørbrad med flødeostefyld - Sous Vide - Madbloggerudfordringen II

Der har været lidt stille på bloggen her i februar måned, men jeg har haft en del om ørerne, og så må arbejdet med bloggen træde lidt i baggrunden. Nu er det imidlertid blevet tid til endnu en runde af madbloggerudfordringen. Lige som sidst er det La Cucina Nada der står bag udfordringen, men denne gang har hun slået sig sammen med Madet Mere, og de har gjort et rigtig flot stykke arbejde, for at få det hele op at køre. Denne runde af madbloggerudfordringen går ud på, at man bliver tildelt en blog, hvor man finder en opskrift som man parrer med en af sine egne. Der skal bruges mindst 3 ingredienser fra den pågældende opskrift.

Jeg blev tildelt bloggen Kager til kaffen, og hold da helt fast, hvor bliver man lækkersulten at at kigge på alle de lækre kager! Men nu er det sådan, at jeg ikke spiser kulhydrater i øjeblikket, så kager er helt udelukket for mig. Derfor blev det til en større udfordring, end jeg lige havde regnet med, da jeg meldte mig til udfordringen. Det var svært at finde en opskrift, med 3 ingredienser, som jeg rent faktisk må spise. Det lykkedes mig at finde en opskrift på cupcakes med citron, birkes og flødeost. Birkes må jeg egentlig ikke spise, men mange dukanere bruger dem alligevel som pynt på bagværk, så jeg tænkte, at en lille smule ikke kan skade ret meget. Næste udfordring blev, at finde en af mine egne opskrifter til parringen. Jeg har ikke rigtig lagt nogen dukan-opskrifter på bloggen, så det stod rimeligt hurtigt klart, at det skulle være noget kød af en art, hvor citron, birkes og flødeost bliver brugt som fyld. Valget faldt på en sous vide tilberedt svinemørbrad.

Svinemørbrad med flødeostefyld:

1 svinemørbrad - ca 500 g
2 tsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 lille rødløg
3 forårsløg
100 g flødeost
1 tsk blå birkes
Revet skal af 1/2 citron
Salt og friskkværnet peber

Snit løget fint, hak hvidløget og skær forårsløgene ud i fine ringe. Svits det i olivenolien på en pande - Grøntsagerne skal lige akkurat være møre. Lad det køle lidt af, og rør det sammen med flødeost, birkes og citronskal.



Afpuds mørbraden, og skær den ud, så den bliver så stor og flad som muligt. Læg en frysepose over, og bank den forsigtigt ud med en kødhammer. Læg mørbraden på et stykke husholdningsfilm. Drys den med salt og peber og fordel fyldet på halvdelen af mørbraden.


Rul mørbraden stramt sammen indeni filmen - Pas på at du ikke får film med ind i rullen. Når rullen er lavet, tager du fat om hver ende af husholdningsfilmen, og ruller hele pakke hen over køkkenbordet. Dette gøres for at stramme rullen op.


Vakuumer rullen, og læg den i sous vide vandbad ved 62 grader. Den skal have ca. 4 timer.

Når den har fået 4 timer i vandbad pakkes mørbraden ud, og duppes tør med køkkenrulle. Brun den godt af på alle sider i smør eller olie.


Jeg serverede mørbraden med sellerifritter.



21. august 2013

Citrus/hybenmarmelade

En af fordelene ved at bo tæt ved fjord og skov, er at man bor lige midt i naturens spisekammer. Jeg holder meget af at opholde mig i naturen, så jeg finder stor tilfredsstillelse ved at gå en tur og finde ting og sager, som jeg kan bruge i madlavningen. Lige i øjeblikket kan man samle bunker af hyben, men mange anser dem ikke for noget særligt. Jeg synes at hyben er lækre, omend de er noget besværlige at rengøre.

Denne marmelade ligger milevidt fra den klassiske appelsinmarmelade, som efter min mening smager af gammel sur morfar. Jeg kan simpelthen ikke fordrage den bitre smag. I denne opskrift, har jeg godt nok brugt appelsiner, men kun i form af fileter. For at gøre den lidt mere syrlig, og give den et strejf af bitterhed, bruger jeg saft og skal af et par citroner. Jeg synes kombinationen er himmelsk, og selv om det tager forholdsvist lang tid at klargøre frugterne, så er det alt arbejdet værd. Resultatet er en fin gul marmelade med orange stykker af hyben - En c-vitamin-bombe, som bringer lykke på de kolde, mørke vinterdage.

Citrus/hybenmarmelade - ca. 1 liter:

10 appelsiner
2 citroner
500 g hyben - svarende til 250 g rengjorte hybenskaller
300 g sukker
Geleringsmiddel
1 tsk atamon

Vask hyben og fjern, stilk, blomst og kerner. Hak hybenene - Jeg giver dem en hurtig tur i min foodprocessor, men det kan selvfølgelig også gøres med kniv. Skær appelsinerne ud i fileter - Gør det over en gryde, så du får opsamlet saften der løber fra. Pres saften ud af "skroget" og endeskiverne.



Riv den gule skal af citronerne, og pres saften ud. Put sukker, hakkede hyben, citronskal og -saft i gryden sammen med appelsinfileter og -saft. Kog hele herligheden op, og lad det simre i 10 - 15 min.


Tilsæt geleringsmidel - følg anvisningerne på posen. Tag gryden af varmen, og tilsæt atamon. Fyld den varme marmelade på skoldede, atamonskyllede glas.



17. februar 2013

Rosmarinkylling med citron og hvidløg

En ovn- eller grillstegt kylling bringer altid lykke i det lille hus ved fjorden. Som regel steger jeg kylling i grillen, men jeg gad simpelthen ikke finde grillen frem fra garagen, og slæbe den gennem sneen, om til terrassen. Det er altså også lidt nemmere at styre varmen i ovnen, og idag skulle der trylles lidt med temperaturerne.

Min kylling blev krydret og fyldt med rosmarin, citron, og hvidløg. Det er en kombination, der passer super godt til fjerkræ. En kæmpe fordel, ved at fylde kyllingen med citron, er at den bliver dampet indefra, og det er med til at holde kødet saftigt. Selvfølgelig vil den stadig blive tør, hvis den bliver skamstegt, men hvis du følger min opskrift, vil jeg garantere, at du får en super mør, saftig og smagfuld kylling, der smelter på tungen.

Rosmarinkylling:

1 god kylling på ca. 1300 gram - Lad nu være med at købe en frossen paphøne til 25 kr.
1 citron
1 håndfuld frisk rosmarin
6 fed hvidløg
Salt
5-10 sorte peberkorn - alt efter hvor store de er
2 spsk olivenolie

Start med at lave en rub til ydersiden af kyllingen. Skallen rives af citronen og puttes i en morter sammen med 1 tsk groft salt, peberkornene og 2 fed hvidløg. Pil bladene af en af rosmarinkvistene, og hak dem fint - De hele blade er nemlig svære at støde i morteren. Put rosmarinen i morteren sammen med de øvrige ingredienser. Stød det hele sammen til en ensartet masse.



Skær citronen ud i mindre stykker. Pil de sidste 4 hvidløgsfed og bank dem flade - Dette gøres nemmest under et knivsblad. Pluk rosmarinen lidt i stykker. Put det hele i en skål, og vend det sammen med olivenolien.



Soigner kyllingen, gnid den indvendigt med salt og stop den med citronfyldet. Bind kyllingen ind, så lår og vinger ikke hænger og flagrer ud fra fuglen. Dup kyllingen tør med køkkenrulle, og gnid den herefter grundigt med rubben - Over det hele!



Læg kyllingen på en bradepande med rist, og sæt den i ovnen ved 130 grader. Lad kyllingen stege, indtil den har en kernetemperatur på ca. 65 grader - Det tager ca 1,5 time. Tag kyllingen ud, og skru ovnen op på 250 grader. Når ovnen er varm, sættes kyllingen ind igen, og den steges ca. 5 min, indtil skindet begynder at boble.




Skær eller klip kyllingen op langs brystbenet, og tag fyldet ud - Det kan ikke bruges til noget. Partér kyllingen, og server med dit yndlingstilbehør. Idag fik vi kartoffelbåde og salat med rødløg/urtedressing og croutons