20. oktober 2014

Anmeldelse: Flammen - Ålborg

Jeg har længe overvejet, om jeg skulle prøve at lave nogle små anmeldelser, af de spisesteder jeg besøger. Indtil nu har jeg afholdt mig fra det af flere grunde: Jeg spiser ikke på fine dyre restauranter, og ofte synes jeg det bliver lidt akavet, at sidde og fotografere, mens man egentlig bare burde nyde maden og atmosfæren. Når jeg nu alligevel har valgt at kaste mig ud i bedømmelser af spisesteder, så er det fordi, jeg synes, der mangler nogle anmeldelser af ganske almindelige, jævne spisesteder. Hvorfor skal det kun være de fancy-pansy steder, der får et rosende ord med på vejen? So here it is: Min aller første anmeldelse.

Som en hyggelig afslutning på min bonus-datters efterårsferie, havde vi besluttet, at vi ville tage på Flammen i Ålborg. Jeg havde ikke været der før, men har hørt rosende ord fra flere af mine bekendte i byen.

Flammen er en kæde af buffet-restauranter - De sælger ikke andet end deres buffet, så umiddelbart er det nemt nok at bestemme sig. Menukortet indeholder kun drikkevarer og desserter. Allerede ved ordet "buffet-restaurant" daler mine forventninger, når det så oven i købet er en kæde, leder det hurtigt mine tanker hen på Jensen's Bøfhus og Bone's.


Vi blev modtaget af en venlig ung kvinde, som hurtigt viste os ned til vores reserverede bord. Hun spurgte, om vi havde besøgt restauranten før, og da vi måtte svare nej, forklarede hun lidt om konceptet, og fortalte om dagens menu - Det er nemlig ikke helt det samme de serverer hver dag. Vi bestilte drikkevarer, og begav os derefter op til den store buffet. Her var linet op med et par forskellige forretter, som bestod af en gulaschsuppe og bagt laks i to forskellige variationer - Det så lækkert ud, men jeg var mest kommet pga. hovedretten, som består at kød, så jeg hoppede let og elegant over forretterne.


Som i enhver anden buffet-restaurant har de selvfølgelig salatbar på Flammen. Der er minimum 50 forskellige slags grønt, frugt, toppings, knas og sylt at vælge imellem, og som prikken over I'et er der 3 slags hjemmelavet dressing. Ikke noget med fedtet, tyk dressing der er slæbt op af en spand, men lækker, let hjemmelavet dressing. Og lad mig i øvrigt påpege, at salatbaren var virkelig præsentabel. Alle skålene er relativt små, så der bliver hele tiden fyldt op med frisk mad, og samtidig bliver der soigneret, så der ikke ligger tabte ting og sager over det hele. Næste stop på vejen mod grillen var afdelingen med brød. Her fandt vi 4 slags hjemmebagt brød, brikker med alm. smør og små rosetter af en virkelig lækker hjemmelavet kryddersmør. Et par skridt længere nede ad buffeten, kom afdelingen med varmt tilbehør. Her var 4 forskellige slags kartofler - bl.a. flødekartofler, pommesfrites og små krydrede pommes risolees. Jeg hoppede ikke på kartoffelvognen, så jeg har ærligt talt glemt, hvad den sidste kartoffel var for en. Ud over det, var der bl.a. sprøde onion rings, stegte champignons, kyllingenuggets og lasagne - Så der er også lidt for familiens mindste. Sidste step på vejen, inden grillen, var sovsen - 3 forskellige slags hjemmelavet sovs.


Ved grillen stod to kokke klar til at fortælle om de forskellige slags kød, som de skar ud efter bestilling. Her er altså ikke noget med, at det rosa kød ligger og bliver gråt på en varmeplade. Det er hele stege, der ligger klar til at blive skåret efter gæstens ønske, og der bliver løbende tilberedt mere på grillen eller det bringes ud fra køkkenet. Udvalget af kød er meget bredt, og vi taler ikke om udelukkende svin, kalv og okse. Der er minimum 10 forskellige slags at vælge imellem, og det inkluderede bl.a. krokodillenakke, kænguru, krondyrfarseret vildsvin og Hot'n'roasted Angus. Min første portion bestod af netop de 4 slags. Stykkerne er tilpas små, til at man kan smage lidt af hvert. Krokodillen var lidt kedelig. Det er helt hvidt kød, så rent smagsmæssigt kan det egentlig bedst sammenlignes med kyllingebryst. Teksturmæssigt minder det dog mere om svinekød. Ikke nogen vild gastronomisk oplevelse, men nu kan jeg da sige, at jeg har smagt krokodille. Kænguruen var til gengæld rigtig lækker. Jeg er ikke klar over hvilken udskæring det var, men det var mørt og saftigt, og smagen var meget henad rådyr. Vildsvinet var jeg ikke begejstret for. Farsen af krondyr var lidt tør i det, og det samme var vildsvinet. Det er lidt en udfordring, når man tilbereder vildt, at det skal gøres nænsomt, og laver man fars, skal det helst tilføres noget fugt og fedt - Noget som kokken ikke havde haft held af denne dag. Kødet i Angus stegen var utroligt saftigt, og stegt perfekt rosa, men jeg blev lidt irriteret over den store mængde fedt og sener, som jeg måtte skære væk - I sidste ende var det nok kun 1/3 af skiven der kunne spises.


Min anden tur til grillen bød på Black angus blomme, oksespidsbryst, kalveculotte og porchetta. Hvad en angus blomme er, må du ikke spørge mig om, men det var dælme lækkert! Mørt som mørbrad, velkrydret og en flot medium stegning. Både spidsbrystet og porchettaen var så mør, at de bogstaveligt talt faldt fra hinanden, da jeg stak gaflen i - Min kniv var overflødig!

Alt i alt var jeg godt tilfreds med vores besøg hos Flammen. Associationerne til Jensen's Bøfhus blev gjort til skamme, for de to steder kan ikke sammenlignes. Her var ingen spand-sovs og skrigende unger. Faktisk var der en rigtig behagelig og afdæmpet atmosfære i hele restauranten, på trods af et overtal af børnefamilier. Jeg endte med at måtte levne (så meget for at arbejde på mindre madspild) Min mave blev ganske enkelt mæt før mine øjne gjorde. Jeg kommer gerne på Flammen igen, for maden var langt over gennemsnittet for den type restaurant. Og så egner buffeter sig altså bare godt til en tur med små børn.

Vi kom af med godt 600 kr for 2 voksne og 1 barn inkl. drikkevarer. Det synes jeg er en absolut fair pris for mad der er lavet fra bunden - Og det er det. Jeg spurgte vores søde servitrice, om al maden bliver lavet i huset, når nu det er en kæde. Hun fortalte at alt bliver lavet på stedet, så hvis man besøger en af de andre restauranter, vil man altså ikke blive præsenteret for præcis samme sovs osv.

Vi var mætte og tilfredse, da vi gik derfra. Køkkenet fik en thumbs up med på vejen. Man skal altid huske at sende ros til køkkenet, når man får god mad - Det kan vi kokke så godt lide.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar