25. november 2013

Kylling med appelsin og kardemomme

Det er blevet vinter, og dagstemperaturen rykker efterhånden faretruende tæt på frysepunktet. På denne årstid er det skønt at krydre sin mad med nogen af de varme krydderier som også anvendes i julebag. Førhen har jeg ikke været særligt vild med kardemomme. Det var indtil jeg opdagede, hvor fantastisk et krydderi det er, når man støder det selv. Når man køber kardemomme i pulverform, har det en lidt støvet smag. Dette skyldes, at de æteriske olier i kapslen nedbrydes virkelig hurtigt, når den bliver pulveriseret. Bruger man til gengæld hele kapsler, har det en meget intens duft og smag, der nærmest er lidt citrusagtig. Derfor passer kardemomme virkelig godt sammen med citrusfrugter.

Denne opskrift på kylling, kan man vel kalde en juleopskrift. Duften den spreder i huset, når den står og steger i ovnen, minder mig ihvertfald en helt del om jul. Om ikke andet, så er det ihvertfald en vinteropskrift. Kardemommen og appelsinerne giver en fantastisk smag, der spreder en dejlig varme i kroppen. Det er ikke så ringe, når kulden skærer gennem marv og ben.


Kylling med appelsin og kardemomme:

1 kylling
1 appelsin
2 tsk groft salt
7 kardemommekapsler


Soigner kyllingen, og dup den tør med køkkenrulle. Riv skallen af appelsinen, og put det i en morter sammen med salt og kardemomme. Stød det grundigt sammen, og fjern skallerne fra kardemommen.


Gnid kyllingen ind- og udvendigt med krydderblandingen. Skær appelsinen i mindre stykker og put den ind i kyllingen. Bind benene sammen, for at holde på appelsinstykkerne. Stil nu gerne kyllingen på køl en times tid, så den får tid til at trække smag.


Sæt kyllingen i en forvarmet ovn ved 185 grader varmluft. Stegetiden afhænger selvfølgelig af størrelsen på fuglen. Denne vejede 1400 gram og fik lige omkring 1 time og 30 min.



Til denne kylling fik vi en lækker frisk broccolisalat.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar