20. september 2013

Mandel-tuiles med hindbærskum

I starten af efteråret har jeg altid mange hindbær i min have. Derfor er det oplagt, at der bliver lavet hindbær desserter, når vi har gæster. De her er egentlig min søsters speciale. Hun bruger dem dog som en kaffe-kage ting, men jeg synes de egner sig bedst som dessert. Lige meget hvad, så smager de skønt. De sprøde tuiles har en let karamelsmag, og sammen med den let syrlige hindbærskum giver det en skøn forening.

Mandel-tuiles med hindbærskum - 4 prs:

100 g smuttede mandler
100 g sukker
100 g smør
2 spsk fløde
1 spsk hvedemel

Fyld:

2 dl fløde
2 spsk flormelis
300 g hindbær - gem lidt hindbær til at pynte med

Hak mandlerne fint og put dem i en gryde sammen med alle de øvrige ingredienser. Kog op under omrøring - det skal blive til en tyk klistret masse.


Læg papir på en bageplade. Tegn 8 cirkler med en diameter på ca. 11 cm - Alternativt kan du finde et krus eller lignende med samme diameter. Drys mel omkring, så du får en cirkel af mel med en højde på min. 1 cm. Kagerne kan selvfølgelig laves større eller mindre, alt efter hvad man har lyst til, men så må du selv regne på, hvor mange der bliver.


Læg en spsk af mandelmassen i hver cirkel.


Bages 8-10 min ved 200 grader til de er gyldne / lysebrune - Hold øje med dem. De bliver lynhurtigt for mørke


Lad kagerne køle af på pladen. Fisk dem op af melet, og børst dem rene med en pensel.

Put flormelis i fløden, og pisk den til skum. Når fløden er stiv tilsættes hindbærrene, og der piskes et ganske kort øjeblik, så de knuses og blandes i flødeskummet.


Læg en god klat hindbærskum på 4 af tuilene, og læg en tuile ovenpå. Pynt med hindbær.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar